Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

En måned tjente jeg over 3.000 kr. ekstra

Jackpot. Der er sund fornuft og god økonomi i at tjekke sin lønseddel. Det er Else Boe et godt eksempel på. I januar var hun gået glip af ca. 3.000 kr., hvis ikke hun havde gennemgået sin lønseddel for fejl.

Sygeplejersken 2006 nr. 8, s. 13

Af:

Lotte Havemann, journalist,

Lars Flindt Pedersen, journalist

SY-2006-8-13-01Det er Else Boes erfaring, at det ikke er alle vagter, hun får betaling for. Derfor skriver hun altid ned i sin kalender, hvornår hun har vagt, og hvilken type vagter det er.Foto: Heine Pedersen

"Jeg vil ikke være til grin. Lønnen som sygeplejerske er ikke høj nok i forvejen, og jeg vil have den løn, som jeg er berettiget til," siger hjemmesygeplejerske i Greve Kommune, Else Boe.

Hver måned tjekker hun sin lønseddel minutiøst for fejl. Og det hænder ret ofte, at der er en slags bingo.

"På lønsedlen fra januar havde de glemt at skrive to ekstravagter på. Det er over 3.000 kr., som jeg ikke ville have fået, hvis ikke jeg havde tjekket den."

I sin kalender har Else Boe skrevet ned, hver gang hun har vagter, og om det er med tillæg, eller om det er en vagt, der giver overarbejdsbetaling. Og kalenderregnskabet kan betale sig. For det er typisk i forbindelse med tillæg, at hun finder fejl.

"For halvandet år siden sad jeg to og en halv time sammen med en ansat fra lønkontoret og gennemgik mine lønsedler flere år tilbage. Vi tjekkede kun for manglende overarbejdsbetaling. På de to og en halv time fandt vi fejl for mellem 3.000 og 4.000 kr., som jeg ikke havde fået betaling for. Vi skulle også have tjekket for manglende betaling i forbindelse med de tillæg, jeg får ved at arbejde henholdsvis om natten, lørdag og søndag. Men den ansatte på lønkontoret kunne ikke klare mere og måtte gå," siger Else Boe.

Selvom hun kan blive ret irriteret over de mange fejl, siger hun, at det som regel bliver ordnet i mindelighed.

"De giver mig ret i, at jeg skal have den løn, jeg skal have, så der er fuld forståelse for, at jeg vil have fejlene rettet. Jeg vil godt tilføje, at jeg har fundet færre fejl det sidste halve år."

I Greve Kommune er det firmaet Kommunedata, der varetager lønberegning og lønsedler, og Else Boe videregiver de fejl, hun har fundet, til sekretæren i kommunens hjemmehjælp.

"Det kan være svært på lønsedlen at gennemskue, hvilke dage det er, man har haft vagter hvornår, og især er det svært at se, hvis der er rettelser fra den foregående måned. Jeg ville ønske, at de kunne bruge oplysningerne fra timesedlerne på lønsedlerne. Det ville gøre lønsedlerne meget lettere at gennemskue," siger Else Boe.