Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende skal reflektere over elektroniske journaler

Computer. De studerende på Sygeplejeskolen i Vejle skal lære at reflektere kritisk i forhold til brugen af elektronisk patientjournal.

Sygeplejersken 2006 nr. 8, s. 48-50

Af:

Ulla Nielsby, sygeplejelærer, cand.cur., BA,

Maren Nordborg, sygeplejelærer, SD,

Eva Odgaard, cand.cur.

SY-2006-08-48a
Den elektroniske patientjournal er blevet en del af sygeplejerskeuddannelsen. De studerende skal kunne forholde sig til de menneskelige og organisatoriske overvejelser over, hvordan man anvender systemerne, og hvilke holdninger de bruges ud fra. Det handler om at kunne reflektere kritisk over den elektroniske journal. Arkivfoto fra Herning Sygehus. 
 

Digitalisering af det danske sundhedsvæsen er et centralt tema inden for den sundhedsfaglige og sundhedspolitiske debat i dag. En dag vil vi alle have vores sundhedsdata liggende på et offentligt net. Der er ofte tale om personlige og følsomme data. Det stiller store krav til etiske overvejelser om, hvordan oplysninger bruges og beskyttes. Både hos dem, der udvikler den elektroniske patientjournal, og hos dem, der anvender den. Frem for alt må man opnå befolkningens tillid, fordi den offentlige debat giver indtryk af skepsis over for nye avancerede behandlingsformer. I sidste ende er det den offentlige mening, der sætter grænser for fremtidens sundhedsteknologiske udvikling.

Bedre dokumentation af pleje og behandling og standarder af høj kvalitet er nogle af fordelene ved at bruge elektronisk patientjournal. Det forudsætter imidlertid en omfattende uddannelsesmæssig indsats i sundhedssektoren (1).

Undgå fejl i systemet

At uddanne er ikke blot et spørgsmål om at formidle evner til at beherske det tekniske. Det handler om at forstå, hvilke holdninger der tilstræbes i anvendelsen. At kunne analysere arbejdsgange, så man undgår, at der opstår nye fejl i systemet. Det handler om kritisk stillingtagen til, hvordan man organiserer sig i praksis, så den elektroniske patientjournal bliver et middel til at opnå et samarbejde, der bygger på gensidig tillid.

Det er ikke det tekniske, der er det største problem. Den uddannelsesmæssige opgave ligger i de menneskelige og organisatoriske overvejelser over, hvordan man anvender systemerne, hvordan man implementerer dem, og hvilke holdninger de bruges ud fra. Det handler om kritisk at kunne vurdere, hvad det er, vi ønsker at opnå, og hvordan vi når målene.

Uddannelsestænkningen har gennem det seneste årti været stærkt præget af begrebet kompetenceudvikling, og evnen til kritisk vurdering ses som en central personlig kvalifikation (2). I et moderne syn på dannelse og uddannelse er der lagt vægt på, at den gode undervisning og læring skaber spillerum, dvs. tid til den individuelle eftertanke, så de studerende kan kombinere og integrere de menneskelige erfaringer med teoretiske og praktiske kundskaber.

Det er med andre ord væsentligt, at de studerende kan etablere den dialog, der nødvendigvis finder sted mellem videnskab og virkelighed, og som binder det teoretiske og det praktiske perspektiv sammen i en enhed. Tilsvarende vægter Sundhedsstyrelsen i et høringsforslag, der angår indholdet af sygeplejerskernes fagteoretiske, praktiske og erhvervsmæssige kompetencer, evnen til at skønne, forstået som en kombination af reflekteret viden, erfaring og intuition.

Undervisningsministeriet (3) peger på den refleksive kompetence som betingelse for den sygeplejestuderendes udvikling af praktisk, personlig handlekompetence. De enkelte sygeplejeskolers studieordninger skal indfri kravene i bekendtgørelsen for at opnå godkendelse i Sundhedsstyrelsen. Skolerne er bundet af krav om, at refleksiv kompetence udgør en væsentlig del af læringsindholdet (4,5,6).

Lokal undersøgelse

Kravet om digitalisering af data i sundhedsvæsnet kombineret med kravet om de sygeplejestuderendes udvikling af refleksiv kompetence fik os til at overveje, hvordan den elektroniske patientjournal (EPJ) kunne indgå i undervisningen på sygeplejeskolen i Vejle. EPJ er på nuværende tidspunkt implementeret i såvel primær som sekundær sundhedstjeneste i Vejle Amt. Vi foretog derfor en systematisk kortlægning af de EPJ-systemer, der anvendes i amtet og af den undervisning, der er knyttet til brugen af dem. Vi gennemførte interview med superbrugere på sygehusene og i kommunerne i amtet ud fra en til formålet udviklet interviewguide. (Interviewguiden kan læses eller downloades på www.sygeplejersken.dk under denne artikel).

Ved at undersøge, hvilke EPJ-udgaver der anvendes på de kliniske uddannelsessteder, kom vi frem til, at der i Vejle Amt anvendes fem forskellige systemer, nemlig CSC Scandic Health, IBM, Rambøll Care, VITA og PsykVips (IBM). De studerende vil altså i løbet af uddannelsen komme til at arbejde med flere EPJ-systemer. Det synes ikke at volde nævneværdige problemer for de studerende at tilegne sig brugen af forskellige systemer.

Men som konsekvens af, at de anvendte EPJ-systemer ikke kommunikerer indbyrdes, skal de studerende lære at registrere, opbevare og udveksle patientdata både elektronisk og i papirform. Efter kortlægning af, hvilke EPJ-systemer der anvendes på de kliniske uddannelsessteder, undersøgte vi, hvordan de sygeplejestuderende undervises i at bruge de elektroniske journaler. De enkelte sygehuse og kommuner blev spurgt om følgende:

  • Hvem varetager undervisningen i EPJ?
  • Hvad er undervisningsindholdet?
  • Hvad er læringsmål for undervisningen?
  • På hvilket tidspunkt i praktikforløbet afvikles undervisningen?
  • Hvor foregår undervisningen?

Undervisning i brugen af EPJ

Interviewene viste, at der på institutionerne er udarbejdet et introduktionskursus for nyt personale, der også omfatter sygeplejestuderende. Undervisningen afvikles månedligt og varetages typisk af superbrugere eller it-koordinatorer, som er tidligere klinisk personale. Undervisning i EPJ er adskilt fra den sygeplejefaglige praktikvejledning. De studerende bliver undervist i brug af systemet, herunder teknik, dokumentation og sikkerhed med det formål at kunne anvende EPJ som redskab.

Derimod er en mere kritisk reflekterende tilgang til den elektroniske patientjournal ikke et planlagt element i undervisningen, men er overladt til de studerende og deres kliniske vejledere. På den baggrund må det overvejes, hvordan refleksion over brugen af EPJ kan systematiseres, så uddannelsen lever op til kravene i bekendtgørelsen om sygeplejerskeuddannelsen.

I vores overvejelser over, hvordan EPJ kan indgå i undervisningen, kontaktede vi en række leverandører for at afdække mulighederne for at købe licenser til systemer, som vi kunne anvende i undervisningen på skolen. Interessen i at udvikle en EPJ-version, der udelukkende er tiltænkt anvendelse på sygeplejeskoler, er begrænset. Et enkelt firma oplyser, at licens til en demoversion vil koste omkring 100.000 kroner årligt. Hertil skal lægges personaleressourcer svarende til ca. én fuldtidsstilling til kontinuerlig ajourføring af systemet.

EPJ skal inddrages i sygeplejefaget

På baggrund af vores undersøgelser mener vi ikke, der vil være en rimelig sammenhæng mellem investeringen i et demoprogram og det forventelige udbytte. Undersøgelsen viser, at de studerende i løbet af praktikperioderne ret uproblematisk erhverver sig tekniske kompetencer på brugerniveau. Vi anbefaler derfor, at man opøver de studerendes evne til kritisk at reflektere over patientrettigheder og datasikkerhed i relation til EPJ. Og at man fremmer de studerendes evne til at reflektere over forholdet mellem et valgt dokumentationsredskab og udfoldelsen af omsorg og nærhed som centrale værdier i sygeplejen.

På sygeplejeskolen i Vejle vil vi fremover inddrage EPJ i sygeplejefaget. Det skal ske ud fra de eksisterende fagbeskrivelser og under hensyntagen til den progression i refleksionsniveauet, der er beskrevet for faget gennem grunduddannelsen. Derfor tænkes den kritiske refleksion over anvendelse af EPJ inddraget i temaer som registrering og opbevaring af patientdata, indlæggelsessamtaler, oprettelse af plejeplaner, dokumentation af medicinadministration, beskyttelse af personfølsomme data samt kvalitetsvurdering i sundhedsvæsnet.

Overordnet skal de studerende reflektere over forholdet mellem sundhedsteknologi og befolkningens rettigheder, behov og forventninger. For de kliniske uddannelsessteder anbefaler vi, at den kliniske undervisning og vejledning, der er knyttet til konkret anvendelse af EPJ, omfatter refleksion og etiske overvejelser. Hensigten er, at der i det daglige arbejde etableres sammenhæng mellem kritisk refleksion og dokumentation for de studerende.

Ulla Nielsby, Maren Nordborg og Eva Odgaard er alle ansat ved Sygeplejeskolen i Vejle.

Litteratur

  1. Ugebrevet Mandag Morgen, 29. november 2004. Temanummer nr. 21. 9-11.
  2. Pedersen K, Høyrup S. Kampen om kompetencerne. In: Bryderup IM, red. Pædagogisk sociologi. Danmarks Pædagogiske Universitet; 2003. 187-211.
  3. Undervisningsministeriet. National Kompetenceudvikling - erhvervsudvikling gennem kvalifikationsudvikling. Skive: Undervisningsministeriets Forlag; 1977.
  4. Undervisningsministeriet. Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen BEK nr. 232 af 30/03/2001.
  5. Sygeplejeskolen i Vejle Amt. Studieordning for sygeplejerskeuddannelsen ved Sygeplejeskolen i Vejle Amt; 3. september 2001.
  6. Sygeplejeskolen i Vejle Amt. Pædagogisk værdigrundlag, Sygeplejeskolen i Vejle Amt; 2001.
English abstract

Nielsby U, Nordborg M, Odgaard E. Nursing students to reflect of the use of electronic patient records. Sygeplejersken 2006;(8):48-50.

In future, electronic patient records (EPR) will be on the nursing colleges' curriculum in the form of critical reflection. EPR will be included in the subject descriptions and a progression will occur in the level of reflection throughout the nursing training. The benefits of working with EPR in the classroom are, however, not considered to match the cost of obtaining a demo version of the software. This is the conclusion of an evaluation of the potential and implications of obtaining and using EPR at the nursing college in a county where EPR has been implemented in both the primary and secondary health care sectors. A survey shows that five different EPR systems are being used by the county's hospitals and municipal authorities. Interviews with those responsible for teaching students about EPJ
at practical placements suggests that students are systematically trained in the practical use of EPR, but that they do not systematically reflect over EPR in relation to patients' rights and ethical implications. The subjects will therefore become part of theory teaching. Reflection should also be linked to clinical guidance and specific nursing procedures and appear in subject descriptions related to clinical training courses.

Keywords: Electronic patient records, nursing training, reflection.