Sygeplejerske på Færøerne - et hav af oplevelser

"Jeg havde sommerfugle i maven, da jeg efter to timers flyvetur landede på Færøerne. Efter en lang bustur fra lufthavnen til Torshavn fik jeg en forsmag på den storslåede og meget særprægede færøske natur." Foto: Kirstine Sander Overgaard

Udsigten er storslået over det blågrå hav, havnen og byen med de små kulørte huse omkranset af grønne fjelde. Det lyder som beskrivelsen af et billede i en farvestrålende turistbrochure, men det var, hvis vejret ellers tillod det, min daglige udsigt fra børneafdelingen B4 på Landssygehuset i Torshavn på Færøerne.

Her arbejdede jeg i fjor som sygeplejerske i et ferievikariat på to og en halv måned. Stillingsannoncen faldt jeg over i fagbladet Sygeplejersken. Den vakte en spirende uro i kroppen og en lyst til at prøve noget helt nyt. Et arbejde som sygeplejerske på de 18 grønne klippeøer i Nordatlanten virkede som et overskue-
ligt projekt. Et lille samfund med et areal på størrelse med Lolland, et indbyggertal på 49.000, en kultur, som ligger tæt op ad den danske og en begrænset sprogbarriere, da færingerne mestrer det danske sprog.

Jeg havde alligevel sommerfugle i maven, da jeg midt i juni måned efter en to timer lang flyvetur landede på Færøerne. Som færdiguddannet i december 2002 følte jeg mig stadig meget grøn, selvom arbejdet på en pædiatrisk specialafdeling på Skejby Sygehus havde givet mig en god faglig og personlig ballast.

Jeg blev hilst velkommen af en færøsk tåge og en kold vind. Termometret viste kun 11 grader, som netop var gennemsnits-temperaturen på Færøerne i sommermånederne. Efter en turbulent landing i lufthavnen fulgte en 55 minutter lang bustur fra lufthavnen til landets hovedstad Torshavn, hvor jeg fik en forsmag på den storslåede og meget særprægede færøske natur. Vejen snoede sig op ad høje grønne fjelde, gennem dybe dale med spredte små bygder beliggende ned til snævre blygrå fjorde. Slående var den sparsomme plantevækst, manglen på træer, men masser af græs, hvor der overalt var får.

Kontrasten til den flotte naturoplevelse mødte mig ved ankomsten til Torshavn, hvor man bydes velkommen med en stor reklame for en verdensomspændende burgerkæde. Med sine ca. 16.000 indbyggere må "Havnen," som færingerne omtaler byen, være en af verdens mindste hovedstæder.

En hyggelig by med gamle kulørte træhuse og flere steder grønt græs på tagene.

Lidt mindre idyllisk viste min bolig sig at være. Et fireetagers gråt betonbyggeri, dog centralt beliggende tre minutters gang fra Landssygehuset. Her boede jeg på et 12 kvadratmeter stort værelse, hvor der var fælles bad, toilet og køkken på gangen. Boformen mindede mig om min tid som studerende, hvor jeg boede på kollegium i Århus. Lidt spartansk, men ganske hyggeligt.

Der var ikke noget tv, stereoanlæg eller computer, så tiden blev brugt på en anden måde end derhjemme, og det sociale liv med de andre på gangen kom til at få en stor betydning. Her boede andre danske og færøske vikarer, mest sygeplejersker, men også bioanalytikere og medicin- og sygeplejestuderende. Alle var langt væk hjemmefra, det gav et godt sammenhold med biografture, fælles madlavning, dyster i almen viden i Trivial Pursuit og ture ud i den færøske natur.

Børneafdelingen

Arbejdet på børneafdelingen viste sig at være en spændende udfordring. Jeg var den eneste danske sygeplejerske på afdelingen, men jeg fik en god modtagelse af mine færøske kollegaer. B4 er med sine 12 sengepladser fordelt på fire stuer den eneste børneafdeling på Færøerne, og der er ikke noget speciale, det er almen pædiatri, hvor færøske børn med forskellige problemstillinger og sygdomme bliver indlagt.

Det var en god sammenblanding af medicinske, kirurgiske, psykiatriske, øjen- og tandlægepatienter, der kom på afdelingen. Hyppige sygdomme var f.eks. obstipation, astmatisk bronkitis, diabetes, epilepsi og ikke mindst forskellige infektioner såsom urinvejsinfektioner og pneumonier. De kirurgiske patienter blev indlagt f.eks. til operation for mandler og polypper, forskellige brud og appendicitis. Patienter med mere sjældne og alvorlige sygdomme, der krævede specialiseret medicinsk eller kirurgisk behandling, blev henvist til Rigshospitalet i Danmark, som afdelingen havde et nært samarbejde med.

B4 lignede på mange måder en almen dansk børneafdeling, men der var alligevel små forskelle i kulturen. Eksempelvis bar patienterne ikke identitetsarmbånd, heller ikke hvis de skulle til operation. Det færøske svar på cpr-nummeret, p-tallet, blev ikke tillagt den samme betydning som i Danmark. Mange forældre kunne ikke huske deres børns p-tal. I stedet anvendte man derfor ofte fødselsdatoen i forbindelse med registrering af patienterne. Det tog både patienter og personale meget afslappet.

En anden ting, jeg undrede mig over i starten, var patienternes adresse, hvor de af og til kun angav byen eller området for deres bopæl. Jeg fandt senere ud af, at årsagen er, at der ude i de små bygder hverken findes gadenavne eller husnumre.

At Færøerne er et lille samfund, mærkes også på andre måder i afdelingen. Det skete ofte, at personalet kendte de indlagte børn og deres familier privat, og det bevirkede, at sundhedspersonalet nogle gange blev berørt på et mere personligt plan, når børn blev indlagt med alvorlige sygdomme. Det var derfor indimellem en udfordring for de færøske sygeplejersker at bevare rollen som professionelle.

Afslappet stemning

Generelt var der en meget afslappet atmosfære på børneafdelingen B4. De fysiske faciliteter var noget forældede med begrænset plads, men her var min referenceramme også det moderne Skejby Sygehus. Der var mange små rum f.eks. et til opbevaring af gamle sygeplejekardex, et andet fungerede som omklædningsrum for personalet, som kom og gik i deres eget tøj på afdelingen.

Samlingspunktet var afdelingens køkken, hvor personalet, dvs. læger, sygeplejersker og serviceassistenter, samledes kl. 12.20 og hørte den færøske middagsradioavis. Her nævntes dagligt, hvem der var afgået ved døden på Færøerne. Radionyhederne var betydningsfulde for færingerne, og de gik nødig glip af dem.

Selvom der til tider var travlt på afdelingen, bar personalet ikke præg af at være stressede, og det så ud til, at den færøske mentalitet skinnede igennem. Det barske klima influerede på livet, og til enhver beslutning eller plan tilføjede færingen: "Hvis vejret tillader det."

"Mit ophold på Færøerne og arbejdet på børneafdelingen var en spændende oplevelse, hvor jeg fagligt kunne tage nogle gode ting med hjem til Danmark."

Vejret var uhyre omskifteligt, og på samme dag kunne der forekomme solskin og vindstille vejr samt regn, blæst og tæt tåge. Heroppe var man tættere på naturen, også i det daglige arbejde på sygehuset, der lå få meter fra havet. Jeg tror, det påvirkede færingernes mentalitet. Som udgangspunkt tog de tingene, som de kom, uden stress og jag, til trods for at de stadig havde en 40-timers arbejdsuge. De fleste sygeplejersker var dog på nedsat tid.

Maden, der blev serveret for patienterne på sygehuset, var meget lig den danske hospitalskost. Dog stod den varme middagsret flere gange om ugen på særlige færøske specialiteter, f.eks. kogt grindekød, hvalspæk og ræstanfisk, som var fisk, der varlufttørret gennem længere tid, så kødet begyndte at gære.

De traditionsrige grindedrab foregik ved en lille strand neden for sygehuset, og kødet blev fordelt blandt befolkningen efter et nøje fastlagt system.

En anden specialitet var sygehusets eget hjemmelavede rabarbersyltetøj, som generelt var en fast bestanddel af det fær-øske morgenbord. Det skyldtes, at rabarber er en af de få grønsager, det pga. klimaet er muligt at dyrke på Færøerne.

De kommunikative udfordringer

Jeg var på forhånd spændt på de kommunikative udfordringer i arbejdet som sygeplejerske på Færøerne. Stort set alle færinger i den voksne del af befolkningen forstod, talte og skrev flydende dansk, som læres i den færøske skole fra tredje klassetrin.

På børneafdelingen mødte jeg imidlertid patienter i alderen 0-15 år, så jeg stod ofte i situationer, hvor jeg ikke kunne kommunikere verbalt med børnene. Mange børn forstod dog lidt dansk, fordi de så danske film, dansk tv og spillede danske computerspil. Kommunikationen viste sig som en spændende faglig udfordring, og jeg erfarede, at man kunne nå langt med det nonverbale sprog og ikke mindst med kreativitet. Når jeg skulle skabe kontakt til børnene, gjorde jeg meget brug af mit kropssprog, anvendte legetøj, f.eks. bamser og dukker, og legede med dem i forbindelse med forskellige undersøgelser.

En rigtig god oplevelse havde jeg en af mine første arbejdsdage, hvor jeg læste Peter Pedal højt på færøsk for en seks år gammel dreng. Jeg ved ikke, hvor meget han forstod af min højtlæsning, men jeg opnåede god kontakt til ham, og han virkede tryg, da jeg senere skulle udføre forskellige sygeplejemæssige procedurer. Senere lærte jeg nogle enkelte færøske gloser, så jeg kunne tale lidt med børnene.

Kommunikationen med forældrene voldte ikke de store problemer, de var meget villige til at tale dansk, og jeg oplevede ingen situationer, hvor de blev irriterede over mine manglende færøske sprogkundskaber. Måske var det igen den færøske mentalitet, der skinnede igennem. Folk tog tingene, som de kom.

Samarbejdet med mine kollegaer oplevede jeg som problemfrit. De var gode til at give mundtlig rapport på dansk, og hvis jeg ikke forstod det færøske i sygeplejekardex eller patientjournalen, var de villige til at hjælpe med at oversætte. De var vant til danske lægevikarer.

Mit ophold på Færøerne og arbejdet på børneafdelingen var en spændende oplevelse, hvor jeg fagligt kunne tage nogle gode ting med hjem til Danmark. Jeg lærte meget af den rolige fær-øske mentalitet og blev mere bevidst om den nonverbale kommunikations muligheder. Jeg håber også, at jeg bidrog med noget nyt, da jeg holdt et oplæg på afdelingen, hvor jeg fremlagde mit bachelorprojekt "Hvordan kan sygeplejersken forberede det indlagte barn i førskolealderen til ubehagelige procedurer, så barnets mestring fremmes?"

Kirstine Sander Overgaard er sygeplejerske på Børneafdeling A8 på Skejby Sygehus.