5 faglige minutter: Sig Fra Sig Frem

Det, sygeplejersker gør - eller ikke gør - har altid konsekvenser. Også når de vælger at tie med kritik af forhold, der har negative konsekvenser for patienter eller klienter. Ikke kun i mediefrembragte skandalesager, men i lige så høj - faktisk højere - grad i dagligdagen, hvor uhensigtsmæssige rutiner og kulturer lever helt deres eget liv. Men som mange andre offentligt ansatte kan sygeplejersker være bange for at blive frosset ud af kolleger eller truet til at holde kæft, hvis de ytrer sig offentligt om kritisable forhold på deres arbejdsplads.

Jeg har selv været der. Til kammeratlig samtale. Første gang for mange år tilbage inden for psykiatrien, hvor nogle "opfindsomme" plejere havde udtænkt en mere effektiv måde at bade de kroniske patienter på; nøgne op på række i baderummet og spulet med en vandslange. Jeg sagde fra på nærmeste ledelsesniveau, uden efterfølgende handling, og derefter hos øverste ledelse. Så faldt der brænde ned - fra kollegaer og afdelingsledelse. Jeg blev ikke længe det sted. Men badeseancerne ophørte.

Næste gang lå patienterne på en medicinsk afdeling stablet i lag på gange og undersøgelsesrum gennem flere uger, og næsten dagligt klagede vi vores nød til den øverste ledelse. Da en ung kræftsyg kvinde lå døende på gangen, omgivet af mand og to små børn, løb glasset over, og vi kontaktede pressen. Jeg og en kollega stod skoleret hos øverste ledelse dagen efter, men den sommerlukkede afdeling blev åbnet.

Ville en lovgivning om beskyttelse af den, der ytrer sig, hjælpe? Justitsministeriet mener nej. Mere end manglen på en lovfæstet ret til at ytre sig skyldes problemet ifølge ministeriet et dårligt arbejdsklima og en personlig frygt for karrieremæssige konsekvenser. Ministeriet nøjes derfor med at udsende en vejledende pjece til ansatte, der kunne ønske sig at ytre sig offentligt.

Frygten for at blive udstødt af kollegaer kan der ganske rigtigt ikke lovgives om. I kampen mod selvcensuren gælder det den enkelte sygeplejerskes faglige identitet, de personlige grænser og modet. Man må bestemme sig for, om ens solidaritet ligger hos ledelsen, kollegaerne eller hos de patienter eller klienter, der ofte er ude af stand til at tage vare på sig selv og derved er afhængige af systemets hjælp.

Men netop et betændt arbejdsklima, hvor kritik opfattes som illoyalitet med potentielle personlige og karrieremæssige konsekvenser, kan ikke afhjælpes med en pjece. Ligesom de forskellige og ofte urigtige opfattelser af regler og rettigheder for medarbejdernes ytringsfrihed rundt omkring heller ikke kan. En beskyttelseslovgivning på området ville efter min mening sende et stærkt signal om, at offentligt ansattes førstehåndsviden om systemets konsekvenser for brugerne efterspørges aktivt.

På Sygeplejersken har vi med "Kirsten Stallknecht Prisen" siden 2001 forsøgt at støtte de sygeplejersker, der har noget på hjerte og har viljen og modet til at stå frem. Men sygeplejersker kunne også lade sig inspirere af andre faggrupper. F.eks. har fem medlemmer af Danmarks Jurist- og Økonomforbund stiftet foreningen "FÅB" (Foreningen af Åbenmundede Bureaukrater), der præsenterer sig på internettet som en løs sammenslutning af dedikerede bureaukrater, der tør åbne munden og deltage i den offentlige debat. Og hos lægerne er stiftet Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed, der skal hjælpe læger til at turde stå frem med deres kritik af sundhedsvæsenet.

Måske sygeplejerskernes forening kunne hedde Sig Fra Sig Frem (SFSF). Eller har du et bedre bud?

Klummen “5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.