5 faglige minutter: Livet er for kort til dårlige arbejdspladser

De to gange i mit arbejdsliv, jeg mest har haft lyst til at vende mig om og sove videre, når vækkeuret ringede, er jeg hurtigt og ubekymret hoppet videre til et nyt job. Hurtigt, fordi arbejdsglæden er vigtig for mig, og livet er for kort til dårlige arbejdspladser. Ubekymret, fordi jeg gennem mine 25 arbejdsår har været i den privilegerede jobsituation, at der altid har været brug for sygeplejersker.

I tidernes morgen var det min far, der mente, jeg skulle blive sygeplejerske. Min drøm var dog kunstakademiet, og præget af ungdommens naivitet og vovemod indsendte jeg mine farvestrålende værker i håbet om, at de ville blive set som mere værdifulde end det lærred, de var malet på. De fik sig sikkert et herligt grin, bedømmelsesudvalget, men skrev et høfligt afslag om, at jeg da kunne prøve igen, når min stil var blevet mere moden. Da sygeplejerskeuddannelsen var ensbetydende med fast indtægt, blev planen, at jeg kunne udvikle min kunst mod mere modne tinder i fritiden - med akademiet som mål, og noget skeptisk drog jeg til Silkeborg Sygeplejeskole. På trods af, at jeg som færdiguddannet ofte har overvejet at bede om at få lidt mindre i løn, så jeg kunne få bistandshjælp samt hjælp til tandlægebesøg og sommerkoloni for ungerne, blev det sygeplejen, ikke kunsten, der har bragt mig størst glæde.

Faktisk så megen glæde, at jeg løbende har forsøgt at motivere mine børn til sygeplejerskeuddannelsen. Her har jeg brugt Albert Einstein (1879-1955), som mente, at den vigtigste motivation for arbejdet er glæden ved arbejdet, ved resultatet og ens viden om resultatets værdi for fællesskabet.

Glæden ved arbejdet har for mig især været knyttet sammen med sygeplejerskernes mange job- og funktionsmuligheder, som jeg i rigt mål har benyttet mig af, det faglige fællesskab og kontakten til patienter, klienter og beboere. Et fællesskab og en kontakt præget af livets valg, bekymringer, sorger, glæder og ikke mindst humor. Den gamle overlæge på kommunehospitalet f.eks., der brugte hørerør som fru Fernando Møghe og røg cigar og fortalte anekdoter, mens han undersøgte damerne på ottesengsstuen. Eller episoden refereret af en studerende, der lige havde været i skadestuen: "Så kommer der en mand ind, der har kvæstet sin finger under arbejdet med at lægge nyt tag på sit sommerhus. Jeg sætter mig hos ham og tager hans hånd for at undersøge skaden, og spørger ham, om det dunker i den. Ja, siger han, men tror du ikke, vi skal koncentrere os om fingeren først?"

Glæden ved resultaterne har spændt over et veltilrettelagt bundskift af seng hos den dårlige lungepatient, et nyfødt barn, besøg af en udskrevet patient, der efter sondeernæring er blevet i stand til at passe sit barnebarn, en vellykket hjertestopbehandling, et ophelet tryksår, en rolig smertefri død hos den gamle livstrætte plejehjemsbeboer. Eller eleven, der efter vejledning består sin eksamen, MUS-samtaler med medarbejdere, der udvikler sig, synet af den første fumlet skrevne artikel i Sygeplejersken ...

Min viden om resultatets værdi for fællesskabet omfatter den jævnlige dokumentation af, at normeringen af sygeplejersker har betydning for patienternes overlevelse og muligheder for at komme sig.

Ungerne har tålmodigt lagt øre til de mange argumenter og historier, men har, som unge skal, valgt deres egne veje. Deres arbejdsliv bliver ikke præget af blod, sved og tårer, men analyser af Pepsis markedsandele globalt og hjemløshed i Danmark vil ifølge Einsteins tanker kunne bringe dem arbejdsglæde. ​

Klummen ”Fem faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.