Fra sygeplejenål til ridderkors

Foto: Per Morten Abrahamsen

Døren står åben, og en mild brise puffer én ind i Mikael Andersens lyse galleri i Bredgade, København. Det første, der møder øjet, er en samling gule, røde og grønne kropsdele, der hænger ned fra loftet i usynlige tråde. Man får lyst til at puffe til dem. Rundt om på de lyse vægge ses mindre installationer og videoværker om klodens tilstand og fremtid.

"Ja, som du nok kan se, er det moderne kunst," siger en høj og smilende Mikael Andersen.

Når den erfarne og velrenommerede galleriejer fortæller, at han oprindeligt er uddannet sygeplejerske, tror folk ikke på ham. "Hvis jeg siger, at jeg er uddannet sygeplejerske, så tror de, jeg har stukket dem en løgn."

Nabo til galleriet er den fornemme restauration Le Sommelier. Der skal en god forretning til for at have råd til at ligge her, hvor Mikael Andersen har drevet galleri i 20 år.

Han er ikke selv udøvende kunstner. "Det har vi folk til," siger han og slår en smittende latter op. "Det må du godt skrive."

50-årige Mikael Andersen har desuden et galleri i Berlin, han er formand for Dansk Gallerisammenslutning, og han sidder i Kunstrådets internationale billedkunstudvalg og i Charlottenborgs bestyrelse. Herudover er han kronprinseparrets kunstneriske rådgiver i forbindelse med indretningen af parrets kommende bolig på Amalienborg, Frederik den 8's Palæ, hvor 10 samtidskunstnere hver skal indrette et rum.

I marts modtog Mikael Andersen desuden ridderkorset. "Det er der ikke mange sygeplejersker, der kan være stolte af," griner han. Men som han også siger: "Jeg havde aldrig drømt om, at jeg ville ende i Bredgade og Berlin og få ridderkorset."

Det lå heller ikke umiddelbart i kortene, at Mikael Andersen skulle blive en anerkendt gallerist. Barndomshjemmet i Dragør på Amager var på ingen måde præget af kunst. Faderen var præst og moderen hjemmegående. "Et helt almindeligt hjem," kalder Mikael Andersen det.

Men Mikael Andersen var ikke helt almindelig. Som 15-årig begyndte han at købe litografier og malerier.

Efter gymnasiet kom han på højskole, og her fandt han ud af, at han ville være sygeplejerske. Uddannelsen var overskuelig, han ville få med mennesker at gøre, og han kunne komme ud at rejse med sit fag. Det tiltalte ham også, at der var en del praktik undervejs.

"Jeg er en rastløs person, og jeg kan ikke holde ud at sidde ned og læse for meget."

Kameler gled ikke ned

Efter trekvart år som butler i Florida begyndte han på Frederiksberg Sygeplejeskole i september 1979. I klassen var de fem drenge. Han blev hurtigt elevrådsformand.

Han kunne godt lide studiet og skrev bl.a. en bog om de gamles trivsel sammen med den legendariske praktiserende læge Esther Møller som sit 3.-års-speciale.

Men under sit sidste år som sygeplejeelev trak kunsten for alvor igen. Mikael Andersen oprettede et firma, Eurodesign. Herigennem handlede han med design sideløbende med arbejdet som sygeplejerske.

Men efter tre år begyndte hans lyst til at være sygeplejerske at blegne. Det var ikke patienterne, der var noget galt med, men systemet. Og så passede Mikael Andersens temperament dårligt sammen med, at autoriteter fastlagde procedurer, som han var uenig i.

"Der var alt for mange kameler, man skulle sluge," siger han og læner sig ind over bordet. En lille gnæklatter undslipper hans mund.

"Nogle af lægerne - især overlæger - og de gamle oversygeplejersker påduttede afdelingen ting, som var helt urimelige og ikke tog menneskelige hensyn til patienterne. Jeg måtte gå for meget på kompromis i min dagligdag. Det gjorde også noget ved stressfaktoren," fortæller han.

Der var heller ikke megen plads til pjank på arbejdet.

Han husker en episode på en gynækologisk afdeling, hvor barslende kvinder lå side om side med kvinder, der skulle have en udskrabning.

"Jeg talte med en patient, der var blevet gravid ved et uheld. Jeg sagde til hende, at det jo var kedeligt, at hun skulle have en abort, men at hun i det mindste havde haft det sjovt inden. Det grinede patienten meget af, men jeg fik en skideballe af afdelingssygeplejersken."

"Den slags konflikter kom jeg ud i. Jeg var nok for kontroversiel og for kreativ i forhold til det system, der fandtes dengang."

Fast aftenvagt med udlængsel

I første omgang blev løsningen, at Mikael Andersen gik i fast aftenvagt. Det var på Skt. Elisabeth Hospital på Amager.

"Vi var 2-3 sygeplejersker i aftenvagt, og på det tidspunkt af døgnet var der meget mere roligt. Og ikke nogen konflikter med lægerne. Man kunne have nærkontakt med patienterne. Grine med dem."

"For mig handlede sygeplejen meget om empati. Og den oplevede jeg tit manglede i systemet. Ofte forstod lægerne ikke, hvilken situation patienterne var i."

I to år var Mikael Andersen sygeplejerske i fast aftenvagt, men så overmandede udlængslen ham. "Det var ikke kun systemet, men også mit temperament. Det er ikke tilfældigt, at jeg er endt som selvstændig erhvervsdrivende," erkender han.

"Som 28-årig stillede jeg mig selv det spørgsmål, om mine ambitioner var at ende som oversygeplejerske eller forstander et eller andet sted. Eller måske gå den politiske vej. Men jeg kunne ikke forestille mig nogen af delene."

I stedet åbnede han en restaurant i det indre København sammen med sin kæreste. Efter et år havde restauranten tjent så meget ind, at han havde penge til at starte et galleri.

"Jeg har aldrig haft gæld eller kassekredit i forretningen. Det er vigtigt, at økonomien ikke styrer tingene. Jeg har kunnet gøre, hvad jeg vil."

Aflæser stadig mennesker

Galleriejeren og forretningsmanden Mikael Andersen vil ikke undvære sin baggrund som sygeplejerske.

"Den har bl.a. givet mig en evne til at fornemme, hvilken person jeg står over for, og hvordan det enkelte menneske skal behandles. Ligesom syge mennesker kan kunstnere også være nogle sarte gemytter."

"Hvis jeg var fortsat som sygeplejerske, var jeg nok endt med at arbejde på en psykiatrisk afdeling. Det har altid interesseret mig, hvad folk tænker, og hvordan de reagerer. Ikke mindst skæve personligheder," siger han og beskriver det spændende ved sit liv i dag, nemlig at han har med så mange forskellige mennesker at gøre. Lige fra små kunstnere på vej op til store kunstsamlere, som er en hel masse ved musikken.

"Jeg kan bevæge mig i hele det spektrum og i forskellige sfærer. Og for mig er alle lige."

Han sammenligner det med at arbejde på et hospital. "Når du som sygeplejerske kommer ind på en stue, kan du aflæse, hvordan du skal være over for de pågældende patienter og pårørende."

Og fornemmelsen for andre mennesker har han ikke mistet. Som han udtrykker det: "Sygeplejenålen måtte jeg aflevere tilbage dengang, men mentalt har jeg den stadig med mig."

Kræftsyg veninde flyttede ind

I sit privatliv er Mikael Andersen også et meget empatisk menneske. Hans gode veninde, en nabo i Bredgade, blev for et par år siden ramt af uhelbredelig lymfekræft. Hun fortalte ham, at hun hverken ville dø på hospice eller sygehus, og heller ikke hjemme hos sine to halvstore børn. Mikael Andersen tilbød hende at flytte ind i gæsteværelset hos ham og kæresten. Så kunne hendes børn komme og se hende, så tit de ville. Veninden tog imod invitationen. Hun nåede at bo hos ham i fire dage, før hun døde.

Det er kun få måneder siden, og Mikael Andersen bliver bevæget af mindet. Han pudser næsen og forklarer, at hans baggrund som sygeplejerske var afgørende for forløbet: "Jeg havde nok ikke tilbudt hende at komme hjem til os, hvis ikke jeg var sygeplejerske. Det var, som om sygeplejen vendte tilbage. Jeg var ikke bange for at lade hende dø hos mig."

Mikael Andersen skal videre i programmet, og vi tager et ordentligt spring i emne, inden vi siger farvel. Nemlig til økonomien.

"Jeg blev ikke selv afhopper pga. lønnen. Men som galleriejer og forretningsmand må jeg sige, at det er uanstændigt, at så velkvalificerede medarbejdere som sygeplejersker får så ringe en løn. Dansk Sygeplejeråd har ikke været gode nok til at forhandle løn. Hvis jeg var sundhedsminister, så hævede jeg sygeplejerskers løn med 25-30 pct."

Selv giver Mikael Andersen sine medarbejdere en startløn på 30.000 kr. De har læst kunst- og kulturformidling, og de har selvfølgelig også et stort ansvar, men de står ikke med ansvaret for liv og død. Og ikke i et nedslidt system, som han siger.

"Jeg har dyb respekt for mine gamle kolleger og den indsats, de yder. Jeg synes, politikerne skulle skamme sig."