Før en ulykke rammer

Afdelingssygeplejerske Helle Østergaard og hendes personale brugte et år på at
udvikle skadestuens krise- og voldspolitik. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com

De kalder det at bygge et lyskryds, før ulykken sker. Selv om skadestuen på Regionshospitalet Holstebro ikke har haft et eneste overfald, har de alligevel valgt at udvikle en krise- og voldspolitik. Så er de nemlig rustede til at forebygge og håndtere krisen i tilfælde af, at skaden sker.

Da afdelingssygeplejerske Helle Østergaard blev ansat på skadestuen i 2004, oplevede hun, at kommunikationen internt mellem faggrupperne ikke fungerede. Hun følte det som sin pligt at ruste sit personale og tog hånd om problemet.

"På den afdeling, jeg kom fra, havde jeg oplevet, at ingen leder ville tage hånd om de kommunikative problemer, der kunne være på en arbejdsplads, og det synes jeg var mærkeligt," siger Helle Østergaard.

Efter et arbejdsmiljøkursus kontaktede hun en erhvervspsykolog, som over fem sessioner lærte personalet via supervision at håndtere verbale konfliktsituationer som f.eks. at sige fra.

"Ret hurtigt kom møderne også til at omfatte uhensigtsmæssig adfærd fra patienternes side, når de smed rundt med møblerne eller råbte og skreg af sygeplejerskerne," siger Helle Østergaard og fortæller om en episode, hvor en patient tissede i et hjørne.

"Det var en klar overtrædelse af vores grænser. Derfor var det også vores evne til at sætte grænser, som vi primært arbejdede med i supervisionen sammen med erhvervspsykologen," siger Helle Østergaard. 

Krisekuverterne

Det tog personalet et år at udvikle den krise- og voldspolitik, der virker på skadestuen i dag. Der skulle mange diskussioner og personalemøder til, men det er en vigtig del af processen, mener Helle Østergaard. Det færdige resultat blev til en handlingsplan med vejledende instrukser i tilfælde af vold eller krisesituationer.

De oprettede krisekuverter, som i praksis betyder, at plejepersonalet har udvalgt en person fra afdelingen, som i tilfælde af en krisesituation skal være kontaktperson og sørge for, at den kriseramte får den nødvendige førstehjælp. Men indtil nu står kuverterne altså stadig uåbnet bag Helles skrivebord.

Gennem supervisionen lærte personalet også at spotte, hvornår en kollega går ind i en krise.

"Hvis din kollega reagerer kraftigt på en ting, som umiddelbart kan virke som en petitesse, er det ikke op til dig at vurdere, om det er for meget. Det kan være tredje gang den uge, at din kollega oplever at blive overfuset," siger Helle Østergaard.

Der er ikke nogen skadestue i Danmark, hvor man kan forudsige dagens opgaver, eller hvilke mennesker man skal behandle. Helle Østergaard mener derfor, at en krise- og voldspolitik er nødvendig.

"Vi har procedurer for at beskytte personalet mod hiv-smitte og multiresistente bakterier. Det er kun naturligt også at have procedurer for volds- og krisesituationer," siger Helle Østergaard.

Siden indførelsen af krise- og voldspolitikken prioriterer hun hvert år at sende personalet af sted på supervisionskurser for at vedligeholde træningen i de verbale konfliktsituationer.