Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dilemma: Trylleplaster uden tryl

Din mening. Det vrimler med etiske dilemmaer i sygeplejen. Sygeplejersken vil gerne høre, hvad du ville gøre, hvis ... Læs historien nedenfor og send dine overvejelser til: redaktionen@dsr.dk senest ­tirsdag den 13. februar kl. 12.00. Det må højst fylde 1.000 tegn uden mellemrum. Husk at oplyse navn og arbejdssted. Redaktionen bringer et ­udvalg af svarene i næste nummer af Sygeplejersken.

Sygeplejersken 2007 nr. 3, s. 69

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

SY-2007-03-69aIllustration: Bodil Molich

Der hænger en gul uro i loftet, og fra væggen kigger Pippi Langstrømpe ned på Asger, mens hun løfter sin hest. Han kan billedet af Pippi og Lilla Gubben udenad. Asger er fire år og indlagt på en børneafdeling sammen med sin far, og Emilie er deres kontaktsygeplejerske.

I dag skal Asger have en indsprøjtning i låret. Emilie har forberedt ham på, at han skal stikkes, han har haft trylleplaster på, og nu kommer hun med sprøjten i en kapsel.

"Nå Asger, nu skal det være," siger Emilie. "Du kommer til at mærke et hurtigt niv, og så er det overstået. Bamse-Bent kan få et stik bagefter, så kan du trøste ham, mens far trøster dig."

Asger stikker i et vræl. Han vil ikke stikkes og sætter sig op i sengen, mens han græder og hiver sin far i ærmet. Emilie forsøger at berolige, informere og holde kontakten med Asger, men uden held.
Jeg tror, vi bliver nødt til at holde dig et lille øjeblik," siger hun til Asger. Hun kalder på en kollega. Asgers far holder fast i Asgers ene arm og ben, kollegaen i den anden arm og det andet ben. Emilie lægger mærke til, at Asgers far har blanke øjne. Hun synes ikke, situationen er rar. "Barnets selvbestemmelse og integritet," farer det gennem hendes hoved.

Hvad mener du, hvordan kan sygeplejersker undgå eller håndtere fysisk fastholdelse af et lille barn på en børneafdeling? 

Kommentarer i Sygeplejersne nr. 4 side 51

Selv om 4-årige Asger har fået trylleplaster på, reagerer han voldsomt, da Emilie, sygeplejersken, skal give ham en indsprøjtning. Hun overvejer, hvor langt hun kan gå for at holde ham fast.

Ro på

Der skal være ro omkring et barn. Sygeplejersken kommer ind på stuen på en rolig måde med sprøjten i kapslen, spritter lidt af og giver barnet prikket, medens hun småsnakker med barnet, for så når barnet ikke at blive forskrækket.

Ro frem for alt!

Lith Stenderup, pensioneret sygeplejerske.

Rejs i fantasien

Jeg har på et kursus fået demonstreret, hvordan der kan tages blodprøver på børn, uden at de registrerer det, fordi de ved at være optaget af fantasirejsen snyder hjernen. Fantasirejsen tager ganske simpelt udgangspunkt i det, som barnet allerbedst kan lide at tænke på, hvilket man så spørger ind til for at få barnet til at beskrive og dermed opleve sin fantasi.

At arbejde med fantasirejser ligger fint i forlængelse af den måde, vi i forvejen hjælper barnet på. Vi forsøger jo alle at berolige barnet ligesom Emilie i historien, og vi kender alle til at hjælpe barnet med at trække vejret ordentligt for at kunne slappe af, og også til at stille barnet spørgsmål for at aflede det.

Charlotte Leander, sygeplejerske, ansat på Nykøbing Falster Sygehus.

Ikke rart

Jeg har ikke så stor tiltro til trylleplaster i form af Emlacreme eller plaster, da det kun bedøver overfladisk, men måske giver børn den illusion, at stikket er helt smertefrit. Når det er sagt, synes jeg, at Emilie gør det rigtige. Hun forbereder Asger på en pædagogisk god måde og prøver at berolige ham, da han går i panik.

Da det ikke hjælper, henter hun hurtigt en kollega for at få stikket overstået, og hun lader heldigvis faren blive og hjælpe til. Det signalerer over for Asger, at faren også siger god for det lille overgreb, det nødvendigvis må blive. Barnets selvbestemmelse er sat ud af kraft, da det naturligvis ikke kan tage ansvar for sin egen behandling. Selvfølgelig er situationen ikke rar. Det er der meget her i livet, der ikke er.

Lisbeth Høy, pensioneret sundhedsplejerske.

Overgreb

Emilie har sovet i timen. Hun ved, at Asger er med på styrke a la Pippi Langstrømpe, så det er helt ved siden af at prøve et overgreb ad hendes "mere professionelle" vej, en metode, som for længst er strøget af normerne. Det er helt utilgiveligt at forøve sådan magtanvendelse over for et barn (det kunne gerne være hvilken som helst syg og nålefobisk person). Der skal noget kreativitet til, og at lege med tanken om Pippi Langstrømpes styrke ligger ligefor i dette tilfælde.

Benedikte Folkmann Jensen,  sygeplejerske, ansat på Plejehjemmet  Kløvervangen, Århus.

Læs kommentarerne som PDF - gå til side 51