Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sæt seksualiteten på din professionelle dagsorden

Tillad det. Som sygeplejerske skal du hverken agere sexolog eller gå på kompromis med dine egne grænser for at tale seksualitet med patienterne. Start med at beslutte dine egne grænser sprogligt og personligt.

Sygeplejersken 2007 nr. 6, s. 26-27

Af:

Christina Sommer, journalist,

Katrine Birkedal Christensen, journalist

SY-2007-06-26aFoto: Søren Svendsen

Penis eller pik? Vagina eller skede? Hvor går din grænse for, hvilke sexbegreber du har det okay med at sige, sådan generelt, men især foran en patient? Har du ikke allerede et klart svar på det spørgsmål, er du højst sandsynligt én af de mange sygeplejersker, der synes, det er svært at tale med patienterne om deres seksualitet, og derfor undlader at komme ind på emnet, selvom du egentlig mener, det er relevant.

Det at kunne tale med patienterne om deres seksualitet afhænger i høj grad af, om du har et godt sprog til det og er afklaret med, hvor egne grænser går. Det mener bl.a. sygeplejerske og mangeårig rådgiver i Hiv-Danmark, Solveig Roth.

"Overvej, hvilket sprog du bruger, når du f.eks. taler med en patient om hendes skedekramper. Det handler om at finde et godt, forståeligt sprog, som patienten kan forholde sig til, men som også respekterer sygeplejerskens grænser. Jeg kan sagtens forstå, at nogle finder det grænseoverskridende at tale om sex. Men så er det vigtigt, at man erkender og respekterer det og henviser patienten til andre. For det er ikke patientens opgave at tage emnet op," siger Solveig Roth.

Den udmelding støtter Bibi Kasten, socialrådgiver i Kræftens Bekæmpelse. Hun har rådgivet kræftpatienter i snart 20 år og er ikke i tvivl om, at patienternes seksualitet er tabu blandt mange sygeplejersker.

"Det kedelige er, at sådan har det faktisk været i rigtig mange år. Selv på den del af de afdelinger, hvor det er mest oplagt, er det langtfra kutyme. Det er trist og bekymrer mig. Jeg tror, det i høj grad skyldes blufærdighed på patienternes, men også på sygeplejerskernes vegne. Og her spiller sproget en stor rolle. Har man svært ved at sige tissemand, er det svært at tage emnet op. Men sproget må heller ikke blive for klinisk, det distancerer. Der vil altid være en sygeplejerske på en afdeling, som ikke vil eller kan, men så skal hun melde det klart ud," siger Bibi Kasten.

Første skridt til at blive klogere på dit eget sprog og personlige grænser kan være i samspil med dine kolleger. Et skridt der, ifølge undersøgelsen fra Analyse Danmark, dog ikke er naturligt for 63 pct. af sygeplejerskerne, som angiver, at de sjældent eller aldrig taler med andre sygeplejersker om emnet. Men det skal der ændres på, mener eksperterne. Tag emnet op og diskutér det, lyder opfordringen fra Solveig Roth.

"For at nedbryde de barrierer, mange sygeplejersker har, er det vigtigt, at afdelingsledelsen melder klart ud, at det at tale seksualitet med patienterne er noget, der prioriteres. På den måde bliver det lettere for sygeplejerskerne at tale om det indbyrdes, og det er vigtigt. Jo mere man får talt om det, jo mere bevidst bliver man om sine egne grænser og sprogbrug," mener hun.

Dernæst er det også altafgørende, at ledelsen gør sig klart, hvordan den klæder sygeplejerskerne fagligt på til at tale seksualitet med patienterne.

"Man kan sætte det på som tema på afdelingsmøderne engang imellem. Tag emnet op og diskutér, hvordan I synes, det går. Er der noget, I mangler for at kunne gøre det bedre? Invitér folk udefra til at holde oplæg om emnet, indkøb noget litteratur - der er masser af udmærkede bøger og foldere," siger Solveig Roth, der selv gæster afdelinger med jævne mellemrum.

Læge, seksualitetsforsker og formand for Sex & Samfund, Christian Graugaard, mener også, at sundhedspersonalet kan ruste sig til den tabubelagte samtale uden meget store anstrengelser.

"Med ganske enkle rådgivningsmæssige tiltag kan sygeplejersker og læger hjælpe patienterne rigtig meget. Og vi taler ikke om ekspertviden. Sygeplejerskerne behøver ikke at uddanne sig til kliniske sexologer. Vi taler om det helt enkle. Bare det, at sygeplejerskerne berører emnet og derved gør det legitimt at tale om seksualitet, er ofte tilstrækkeligt. Derved bryder de tovejstabuet, og patienten føler sig mødt," siger Christian Graugaard.

Skab et rum

Sygeplejerske og klinisk sexologisk rådgiver Lene Elbrandt anbefaler, at sygeplejersker skaber tid og rum til samtalen, inden patienten udskrives.

"Man skal gøre det legalt for patienten at tale om det her. Man skal vise patienten, at jeg som sygeplejerske godt tør tale om det. Vi ved af erfaring, at mange sygdomme, lidelser og medikamenter kan give problemer i forhold til ens samliv, og også, at patienten gerne vil tale om det. Ved f.eks. at forklare patienten, at behandlingen kan have bivirkninger, der kan give seksuelle komplikationer, fortæller sygeplejersken, at det er naturligt at tale om patientens seksualitet, og at det er i orden at spørge," forklarer Lene Elbrandt, der underviser i emnet på sygeplejeskolen i Hillerød.

Og selvom det ville være en hjælp at have en liste over alle de sygdomme, hvor det er relevant at tale om seksualitet, så findes den desværre ikke.

"Den ville blive uendelig lang, man ville ende med hele Medicinsk Kompendium. I princippet er det relevant at give alle mennesker med kronisk eller alvorlig sygdom mulighed for at tale om det. F.eks. griber det at være ramt af folkesygdomme som kræft, diabetes eller rygerlunger ind i vores evne til at være tæt på andre mennesker, så derfor skal man altid huske det seksuelle aspekt," siger Christian Graugaard.

Sygeplejersker er ikke terapeuter

Som inspiration til, hvordan den intime og personlige samtale skal håndteres, anbefaler Lene Elbrandt, Solveig Roth og Bibi Kasten at tage udgangspunkt i PLISSIT-modellen (se boks).   

SÅDAN KOMMER DU I GANG
  • Afklar med dig selv, hvor dine egne grænser går personligt og sprogligt.
  • Tal med dine kolleger om patienternes seksualitet.
  • Søg støtte fra din leder - få emnet sat på dagsordenen på et afdelingsmøde, evt. med besøg af eksperter udefra.
  • Søg mere viden om seksualitet i bl.a. bøger, foldere fra patientforeninger eller på internettet.
  • Ansøg om efter- og videreuddannelse, hvis du har lyst.
  • Du behøver ikke at være ekspert for at tage emnet op.
  • Henvis patienterne videre, hvis de har brug for mere hjælp.
  • Sig fra, hvis du ikke magter at løfte opgaven - andre kolleger kan nok træde til, men kun hvis du siger fra.

"Med PLISSIT-modellen kan man mere systematisk skabe det rum, der tillader patienten at tale om sin seksualitet. Og sygeplejerskerne skal primært bevæge sig rundt på modellens to første trin Permission - tilladelse - og Limited Information - begrænset information. De skal signalere, at det er tilladt at tale om seksuelle behov og problemer, og de skal informere om evt. seksuelle komplikationer i forbindelse med patientens sygdom eller behandling. Man kan f.eks. prøve at generalisere emnet lidt, nævne det kort og evt. give patienten en folder, hvis det er relevant," siger Bibi Kasten.

I Analyse Danmarks undersøgelse angiver hver fjerde sygeplejerske, at de føler sig dårligt rustet til at tale med patienterne om seksualitet. Men det er altså ikke en plausibel undskyldning for ikke at tage emnet op, mener eksperterne.

"De skal jo ikke være sexologer. Sygeplejerskerne skal blot rådgive om medicineringen og de mulige komplikationer, og dernæst kan de give information om, hvor patienten kan få yderligere hjælp eller terapi," siger Lene Elbrandt og understreger, at sygeplejerskerne ikke skal gå ind på det terapeutiske felt:

"Det er f.eks. ikke sygeplejerskens opgave at tale om parforholdsproblemer. Der skal hun henvise til, hvor patienten kan få hjælp."

Det handler kort og godt om at hjælpe patienten med at leve bedst muligt med sin sygdom, og her spiller seksualiteten en stor rolle, mener Solveig Roth.

"Det er meget vigtigt, at man som sygeplejerske forstår, hvorfor man skal tale med patienterne om deres seksualitet. Men man skal også ville det og kunne det," fastslår hun. 

PLISSIT-MODELLEN

PLISSIT er en sammenskrivning af ordene: Permission, Limited Information, Specific Suggestions og Intensive Therapy.

Almindeligvis kan og skal sygeplejersker primært bevæge sig inden for de to første niveauer, nemlig ved først og fremmest at signalere, at det er tilladt at tale om seksualitet, samt at give patienten begrænset information, f.eks. oplyse om medicin og behandlingens evt. betydning for patienternes seksualitet.

Permission (tilladelse)

indebærer, at det tilkendegives, at det er tilladt at tale om sine seksuelle behov, og at det er tilladt at stille spørgsmål. Hjælp på dette niveau kræver sjældent større viden på området end den, patienten har.

Limited Information (begrænset information)

indebærer, at der gives en generel og begrænset information om seksualitet. Det kan for eksempel være kort at forklare, hvordan sygdommen/medicinen kan influere på seksualiteten. Her kræves ofte større viden på området end den, patienten har, da det ofte vil være en kombination af almen viden omkring seksualitet kombineret med viden omkring konsekvenserne af sygdommen, handikappet eller medicinen.

Specific Suggestions (specifikke forslag)

indebærer, at der gives løsningsforslag til den enkeltes seksuelle problemer. Det kan for eksempel være at finde passende hjælpemidler eller hensigtsmæssige onaniteknikker. Dette forudsætter et mere indgående kendskab til forskellige løsningsmodeller.

Intensive Therapy (intensiv terapi)

indebærer, at der gives intensiv og specifik behandling af alvorligere seksuelle problemer. Denne behandling kan eksempelvis være psykoterapi, familierådgivning eller anden specialbehandling. Hjælp på dette niveau kræver indgående kendskab til psykoterapi og sexologi.

Læs mere om PLISSIT-modellen i Jack Annons Behavioral Treatment of Sexual Problems. Brief Therapy. Maryland: Harper & Row; 1976. Derudover har Sygeplejersken tidligere skrevet om modellen bl.a. i nr. 21/2002.