5 faglige minutter: Vi hellige og de andre

Så kom alle tilbage på pinden, og ih, hvor er det dejligt. Nogle medbragte kampgejsten og fællesskabet fra strejkedagene, nogle listede ind ad døren med et lidt overrasket udtryk i ansigtet, og nogle havde været der hele tiden. Der blev skulet til bunkerne, mens snakken gik, og flere bad om genoptræning og ny introduktion for sjov.

Det bliver dog ikke specielt sjovt at skulle lave sygepleje med tilbagevirkende kraft. Det kan næppe lade sig gøre med sår, medicindosering eller forebyggelse, men der er vurderinger, administration og dokumentationsopgaver, som ligger og smålugter, og der skal rykkes, for borgernes tålmodighed var brugt op i det sekund, strejken blev afblæst. Dem, der var inde som del af nødberedskabet, er også godt brugte, ikke mindst dem, der ikke er organiserede i Sundhedskartellet.

Hvem tænker på dem" Det kan du godt begynde på. De har i otte uger været på arbejde under meget ændrede og svært belastende vilkår. De har flere steder oplevet chikane og mobning, og de har været udelukket fra gruppens fællesskab, hvilket er en alvorlig straf for omsorgspersonale.

De har faktisk ikke gjort noget ulovligt, og slet ikke noget strafbart. De har fravalgt din form for forsikring med aktuelt store menneskelige omkostninger. De er heldigvis i klart undertal på plejeområdet, men de er der. Og vi skal arbejde sammen bagefter.

I kampens adrenalinrus tror jeg, at flere har glemt, at det bliver hverdag. Det fremgik tydeligt, da en (ikke-organiseret) sygeplejerske stod og ledte efter et telefonnummer til en samarbejdspartner. Hun løftede hovedet, så på sin til-hverdag-kollega, som var på arbejde som del af nødberedskabet, og spurgte, om hun kendte nummeret: "Ja, det kender jeg," svarede kollegaen. "Men jeg siger det ikke. Det står i telefonbogen, og den må du selv finde!"

Det er ikke kun uartigt eller uhøfligt. Det er også uansvarligt og latterligt og lyder, som om puberteten ikke er gennemlevet succesfuldt.

På flere arbejdspladser har strejken skabt hellige af en helt ny kaliber. Symbolerne er ikke tørklæder eller kors, men små emblemer og T-shirts med slogans, der præsenteres så selvfølgeligt som uniform og navneskilt. Det skal vise, hvem vi er, og lige om lidt er vi delt i de rene og de urene. Formålet er klart for os, der er indviede og medlemmer, men det samme kan hævdes om religiøse og politiske formål.

Vores organiseringsgrad er et personligt valg i arbejdstiden, og det står alle frit for at lufte det i fritiden. Vi skal håndtere organiseringsproblematikken professionelt og upersonligt, ligesom vi mestrer at lade religiøse og etiske overbevisninger få indflydelse på hvordan - og om - vi udfører vores arbejde med f.eks. aborter. Grovheder og vrede hjælper ikke, og er du blevet mobbet i flere uger, opleves kulde og afvisning bestemt ikke som en venlig invitation til familien DSR.

Hvor meget vi end støtter strejke og formål, så har vi alle ansvar for arbejdsmiljøet til hverdag. Og nu er det hverdag.

Nu strejken er forbi, så tag en blomst med til din kollega, der har sejlet skuden, mens du var på barrikaderne. Hun var der jo ikke for at genere dig, men har faktisk arbejdet i stedet for dig, da hun jo flere steder er talt med i nødberedskabet. Giv hende en rose og sig noget pænt. Vi har brug for flere hænder i plejesektoren og skal nødigt skræmme dem bort, der er i båsen. Og husk så lige: Dine hænder er ikke renere, fordi du er organiseret i DSR.

​Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.