En fredelig død skal sikres i journalen

Foto: Simon Knudsen

Det er stort at redde liv. Men at genoplive en gammel syg patient til en kortvarig livsforlængelse med risiko for brækkede ribben og hjerneskader er noget, som mange sygeplejersker vil opleve som et fagligt og etisk dilemma.

Hvor ulykkeligt sådan en situation kan forløbe, oplevede sygeplejerske Gitte Jensen, der blev nødt til at genoplive en gammel dame, selv om det stred mod både patientens og familiens ønske, og patienten kun overlevede kortvarigt og med store skader (se artiklen/boksen "Hun skulle slet ikke være genoplivet").

Men selv om sygeplejerskens faglighed siger hende noget andet, er hun nødt til at genoplive, når en meget syg patient får hjertestop - medmindre der er taget lægelig stilling på forhånd og gjort et notat i journalen om, at der ikke skal genoplives. For en beslutning om at undlade genoplivning er det kun en læge, der kan tage.

I de sygehusafdelinger, der har vagtberedskab døgnet rundt, kan der som regel hurtigt komme en læge til stede og tage stilling. Men i de seneste mange år har tendensen været, at specialerne bliver samlet, og de mindre sygehuse bliver betjent af læger fra et stort sygehus mange kilometer væk.

Den tendens gør det vigtigere end nogensinde, at ansvarsforholdene i afdelingen er fuldstændig afklarede, bekræfter overlæge Anne Mette Dons, der er leder af Sundhedsstyrelsens Enhed for Tilsyn. "Der skal være en grundig instruktion af sygeplejerskerne, så de ved, hvad de skal gøre i en situation med hjertestop. Og der skal være en grundig instruks for genoplivning, og hvilke kriterier der skal være, for at man kan stoppe, hvis lægen ikke er til stede," siger hun.

Sundhedsstyrelsen arbejder aktuelt på en vejledning om lægers brug af medhjælpere. Den vil bl.a. præcisere, hvilke opgaver læger kan delegere, og hvordan det skal foregå.

I forhold til genoplivning vil meldingen dog være helt klar: Efter Sundhedsstyrelsens vurdering er det ikke en beslutning, lægen kan delegere til en sygeplejerske. Og selvom der er skrevet livstestamente, eller der er pårørende til stede, som ikke ønsker genoplivning, skal der stadig en læge til at tage den konkrete beslutning.

Aftenvagter uden læger

Et af de sygehuse, der ikke længere har læger døgnet rundt, er Give Sygehus, der har fælles ledelse med Vejle Sygehus. Ortopædkirurgisk afdeling har fem afsnit i Vejle og fire i Give, men operationsafsnit, skadestue og ambulatorier ligger i Vejle, og det er fra Vejle, 30 km væk, at det lægelige beredskab til genoptræningsafsnittet i Give udgår.

Derfor har afdelingsledelsen i flere år arbejdet på at sikre patienter, pårørende og personale i Give mod uønsket genoplivning og anden livsforlængende behandling, siger oversygeplejerske Dorthe Lund. Hun minder om, at selv gamle mennesker somme tider bliver genoplivet og får det godt igen. Og selv om mange pårørende kun ønsker deres slægtninge en fredelig død, er der også dem, der synes, at deres 98-årige slægtning skulle være genoplivet.

"Men i dag, hvor lægerne ikke er i afdelingen døgnet rundt, må vi være meget opmærksomme på, at vi ikke går i gang med at genoplive patienter, der skal have lov til at dø."

Da Give Sygehus for halvandet år siden mistede sit medicinske døgnberedskab, tog den ortopædkirurgiske afdelingsledelse problemet op, og i dag er stillingtagen til eventuel genoplivning f.eks. et punkt i den kliniske retningslinje for overflytning af patienter til genoptræning.

"Vi overflytter patienter med hoftenære frakturer til Give allerede dagen efter operationen. Det er gamle mennesker og ofte meget syge med de forskellige følgesygdomme, de nu engang har," siger Dorthe Lund. "De bliver alle gennemgået af vores læger, inden de kommer til Give, og i den forbindelse vil man overveje, om genoplivning er et spørgsmål, man skal tage op med patient og pårørende, så man kan blive enige, og det kan blive noteret i journalen."

Vi kender patienterne bedst

Selv om patienten har haft det godt ved overflytningen, kan situationen hurtigt ændre sig. Derfor vil afdelingsledelsen gerne have overvejelserne om livsforlængende behandling indarbejdet som et fast punkt ved stuegang, når patienterne er overflyttet til Give Sygehus.

"Her er det vigtigt, at den læge, der ser patienten den dag, bliver konfronteret med spørgsmålet af sygeplejersken: Hvis der sker noget i aften eller i nat, skal der så gøres noget. Så lægen kan tage det op med patient og pårørende og få gjort et notat i journalen."

Det er et spørgsmål, der skal arbejdes med, oplever Dorthe Lund, for døden er lidt af et tabu, selv for sygeplejersker. Det er et emne, som det kræver både livserfaring og lidt overvindelse at bringe på bane. "Men som plejepersonale skal vi hjælpe os selv ved at tage spørgsmålet op - altid først med patienten, hvis det er muligt, men også med de pårørende. Om de er klar over, at deres far eller mor ikke ønsker, at der skal gøres noget, hvis de bliver dårlige i aften eller i morgen"

Det kan lige så godt være sygeplejersken, der tager initiativet, hvor lægen så tager over, sikrer sig, at patient og pårørende er enige, og får gjort et notat i journalen. Som plejepersonale har vi også et ansvar, selv om det kun er lægen, der må tage en beslutning. Vi må ikke bare sige: Det må de tage sig af. Ansvaret er fælles, og det er os, plejepersonalet, der har patienterne allerflest timer i døgnet og har den løbende kontakt med de pårørende."

Mod til den svære samtale

Konflikten mellem ønsket om en fredelig død og forpligtelsen til at handle er et fælles problem for faget, også for sygeplejersker i hjemmesygeplejen og på plejehjem, siger formanden for Sygeplejeetisk Råd Lone Langkjær. "Derfor er det vigtigt, at vi får taget de svære samtaler med borgerne og patienterne i tide. Det er også rigtig svært, fordi situationen kan opstå pludseligt, selv om et menneske ellers har det godt.  Det er altid vanskeligt at finde det rigtige tidspunkt. Men min erfaring er, at det handler om at gribe situationen, når den er der, og turde gå ind i den."

Ligesom Dorthe Lund understreger Lone Langkjær, at sygeplejersker har et ansvar, selv om det kun er læger, der kan træffe en beslutning. "Vi må have modet til at bevæge os ind på emnet på en respektfuld måde, så vi kender det gamle menneskes og de pårørendes holdninger. Og så er det en del af et godt tværfagligt samarbejde, at man får tingene skrevet ind i journalen. Det er den måde, vi kan imødegå de dårlige forløb på, eller i hvert fald bidrage til, at der bliver færre af dem," siger hun.