Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Når din kollega har brug for dig som bisidder

Den svære samtale

Sygeplejersken 2008 nr. 15, s. 31

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

Din sygemeldte kollega bliver kaldt til omsorgssamtale. Undervejs i samtalen siger lederen: "Du kan ikke tillade dig at være syg længere." Her kan du som bisidder være din kollega til stor hjælp. Bisidderens opgave er i dette tilfælde at gribe ind og stoppe samtalen, som tydeligvis er kørt af sporet.

Det, der var ment som en hjælp til den syge, lyder pludselig som en trussel. Men måske var det slet ikke sådan ment, og så er der under alle omstændigheder brug for at få redt trådene ud.

De samtaler, hvor det er særligt relevant med en bisidder, handler typisk om samarbejdsproblemer, sygefravær, arbejdsskader og klager. Som bisidder behøver man ikke vide alt, men det er en god idé at sætte sig ind i, hvad rollen går ud på, inden man melder sig. Er man i tvivl, kan man altid bede om hjælp fra tillidsrepræsentanten eller en faglig sekretær i Dansk Sygeplejeråd. 
 

Se og lyt

Alle kan i princippet være bisidder for en kollega, men ofte er det tillidsrepræsentanterne, der bliver brugt, og de er særligt rustede til opgaven. Hvis du bliver spurgt, om du vil være bisidder for en kollega, er dit vigtigste redskab dit sanseapparat. Se og lyt.

Lyt aktivt. Lad være med at afbryde og tage over, blot fordi du ved, hvordan du kan hjælpe. Giv tid og rum til din kollega, og der må gerne opstå pauser, før den næste siger noget.

Brug dit kliniske blik. Får din kollega fremsat sin sag på en troværdig måde" Hænger kropssprog og det, der bliver sagt, sammen" Brug dine iagttagelser til at give din kollega sparring.

Før, under og efter samtalen

Formøde

Aftal et formøde og skab afklaring af, hvad sagen og den eller de kommende samtaler? handler om.

Afklar om din kollega ønsker, at du skal føre ordet ved den kommende samtale.

Selve samtalen

Aftal hvem der tager referat, lederen har referatpligten, hvis ikke der er en uvildig referent tilstede. Det er vigtigt, at du tager egne noter.

Vær opmærksom på, om din kollega har brug for pause undervejs.

Stop samtalen, hvis den kører af sporet.

Opfølgning på samtalen

Gennemgå referatet fra mødet og se, om det stemmer overens med jeres oplevelse.

Husk i øvrigt, at du som bisidder har tavshedspligt. Hvis du selv er part i sagen, skal du lade en anden være bisidder for din kollega.

Læs mere om rollen som bisidder på www.dsr.dk Skriv "bisidder" i søgefeltet.