Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Resumé af international forskning

Sygeplejersken 2008 nr. 15, s. 43

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Hvordan handicappede præsenteres i videnskabelig litteratur

Boyles CM, Bailey PH og Mossey S. Representations of disability in nursing and healthcare literature: An integrative review. JAN 2008; 4: 428-437

Dette er en såkaldt oversigtsartikel. Dvs. en artikel, hvori forfatterne refererer og diskuterer publicerede resultater inden for et nærmere defineret område. I denne artikel har forfatterne sat sig for at undersøge, hvordan mennesker med et handicap er blevet beskrevet i den sundheds- og sygeplejevidenskabelige litteratur i perioden 1963-2007. Studiet omfatter 65 artikler.

Undersøgelsen viser, at handicap traditionelt er blevet beskrevet som fysiske begrænsninger og manglende evne til at udfylde bestemte roller. Ifølge denne opfattelse er et handicap et udtryk for en forskel mellem et menneskes formåen og omgivelsernes forventninger. I en mere moderne udlægning er handicap blevet beskrevet ud fra et socialt perspektiv.

Dette perspektiv tager udgangspunkt i menneskets egen opfattelse af at leve med et handicap og af de begrænsninger, det evt. måtte medføre. I denne forståelse er et handicap i højere grad et socialt fænomen, hvis betydning afgøres af det enkelte menneske og dets virkelighed. Hvis man tager udgangspunkt i det sociale perspektiv, når man beskriver mennesker med handicap, bliver det muligt at undgå begreber som
f.eks. "normal", der kan have utilsigtede medbetydninger og i sig selv virke ekskluderende.

Forfatterne konkluderer, at et socialt perspektiv på mennesker med handicap er helt nødvendigt for at forhindre stigmatisering og undertrykkelse. En klinisk sygeplejepraksis, som bygger på forskningsresultater, der inddrager menneskers eget syn på at leve med et handicap og suppleres af en støttende social- og sundhedspolitik, vil bidrage til at forandre opfattelsen af, hvad det vil sige at leve med et handicap.

Af Bente Martinsen, sygeplejerske, cand.cur., ph.d.-studerende, Institut for Folkesundhed, Afdeling for Sygeplejevidenskab.