5 faglige minutter: På randen af faglig selvudslettelse

I begyndelsen af sommeren fik jeg en mail med pæne og anerkendende ord om sygeplejersker, men også med en opfordring mellem linjerne.

"Tusind tak for masterprojektet, som jeg læste i en køre, samme aften jeg modtog det. Meget af det har jeg gennemlevet allerede, men det var pudsigt at se beskrivelser af følelser og oplevelser, som jeg troede mig alene om. Det gør beskrivelserne af det efterfølgende tankevækkende, da jeg dér kan læse, hvad der sandsynligvis venter mig. Jeg har fået meget ud af at læse projektet, og jeg håber, det kan medvirke til positive ændringer i fremtiden."

Det skriver Ida, hvis mand i februar blev ramt af en stor blodprop i hjernen. Forløbet var kompliceret og hjælpen og støtten ikke altid optimal, specielt ikke under strejken.

Ida fortsætter:
"Selv efterlyste jeg ofte samarbejdet med hospitalet. Man var ikke dygtige nok til at inddrage den ressource, jeg kunne være, når jeg alligevel var til stede. Jeg ville gerne lære igennem aktiv deltagelse. Det er vigtigt at føle, at man kan gøre en forskel for sine nærmeste. Tak for god inspiration. Jeg vidste ikke, at der var så mange gæve sygeplejersker med overskud til at forske og skrive så meget bare inden for det felt, vi er havnet i."

Jeg havde sendt Ida et masterprojekt om, hvordan raske ægtefæller oplever livet med en apopleksiramt, og Ida har, som det fremgår, kunnet identificere sig med indholdet.

Det er værd at hæfte sig ved, at Ida benytter sygeplejerskernes mest ultimative kampråb: "At gøre en forskel."

Det forekommer meget velvalgt i Idas situation, mens det som sygeplejerskernes favoritudtryk for koncentreret faglighed er for slapt. Når Ida fortsætter med at udtrykke sin undren over sygeplejerskers forsknings- og formidlingsindsats, ligger løsningen ligefor.

Begrav "vi gør en forskel" dybt under jordens overflade på et hemmeligt sted. Erstat den udvandede floskel med konkrete beskrivelser af sygepleje. Det handler om selvagtelse og om at tænke sig ind i modtagerens begrebsverden. Der er ikke nogen almindelige borgere, som f.eks. ved, hvad et tryksår er, hvorfor det opstår, og hvordan det kan forebygges.

Næste gang du bliver spurgt, hvad du laver, så svar:
"Jeg er sygeplejerske på medicinsk afdeling, og jeg arbejder med at screene og finde ældre mennesker, som er i risiko for at få tryksår. Jeg forebygger tryksår med hjælpemidler som specialmadrasser, korrekt ernæring og hurtig mobilisering."

Når du fortæller, så lad være med at ligne en, der kryber langs panelerne af skam over at sige noget så banalt til et andet menneske. Det er ikke banalt, men yderst basalt, for hvis det ældre menneske først får sit tryksår, er der både lidelse og penge på spil.

Ida minder os om, at udtrykket "at gøre en forskel" er til privat brug. Dermed overlader hun det til de professionelle at bryde tavsheden og sætte jordnære og usentimentale ord på sygeplejen. Idas andet budskab er en påmindelse om, at sygeplejersker lever på randen af faglig selvudslettelse. Et projekt med et relevant budskab til pårørende og hospitalsansatte må kunne finde vej til spalterne eller til hjemmesiden hos en patientforening. Det er synd og skam, hvis et værk, der åbenlyst har haft betydning for en ægtefælle til en apopleksiramt, ikke kommer flere ægtefæller til gode.

Derfor: Fortæl om dit arbejde. Det styrker selvagtelsen og er en god øvelse, og borgerne får vished for, at sygepleje er mere end håndelag og et stort hjerte.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig,
objektiv gengivelse af kendsgerninger.