Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ph.d.-afhandling: Sygeplejefaglig metode

Ph.d. forsvar.

Sygeplejersken 2008 nr. 17, s. 42-42

Af:

Jette Rolf Svanholm, forskningssygeplejerske, cand.scient.soc., ph.d.

Sygeplejerske og adjunkt, cand.scient.soc., Jette Svanholm, forsvarer fredag den 12. september kl. 13 ph.d.-
afhandlingen "Sygeplejefaglig metode. En videnssociologisk analyse på grundlag af en empirisk undersøgelse af sygeplejerskers hverdagsliv." Forsvaret finder sted i lokale 309, University College Nordjylland, Selma Lagerløfsvej 2, 9220 Aalborg Øst.

Undersøgelsen bidrager med ny viden om, hvordan sygeplejefaglig metode kan defineres, hvordan sygeplejerskers handlemåder konstitueres i sygehusregi og konsekvenserne heraf for sygeplejen som profession.

Afhandlingen er baseret på et multipelt casestudium omfattende et intensivt, et kirurgisk, et medicinsk og et psykiatrisk sengeafsnit. Data er genereret gennem analyse af dokumenter, observationer af sygeplejerskers hverdagsliv samt interview med sygeplejersker, afdelings- og oversygeplejersker.

Undersøgelsen er bygget op gennem tre trin. Først beskrives sygeplejerskernes diskursive og praktiske bevidsthed i forhold til henholdsvis begrebet metode og konkret handlemåde. Sygeplejerskerne anvender kun i ringe grad ordet metode i deres hverdag. Deres handlemåder udspilles i et spændingsfelt mellem reflekterede og upåagtede handlinger. På baggrund af data er det muligt at konstruere fire idealtypiske sygeplejefaglige metoder: Den medicinske, den teknologiske, den bureaukratiske og den medmenneskelige.

Andet trin omfatter en beskrivelse af hver af de fire cases. Beskrivelserne danner grundlaget for en analyse af de faktorer, som sygeplejerskerne henviser til som betydningsfulde for deres handlemåder. Faktorerne relateres i modeldannelser til de fire idealtypiske sygeplejefaglige metoder. Der er en tendens til, at faktorer, der fremmer handlemåder, der kan relateres til bureaukratiske, teknologiske og medicinske idealtypiske sygeplejefaglige metoder, dominerer.

I tredje trin argumenteres for, at en professionsudøvelse, der legitimeres i traditioner og individualisme, er under afvikling og erstattes af forskellige typer af tilpasning til moderne, rationelle krav.

Jette Svanholm er ansat som adjunkt på University College Nordjylland, Selma Lagerløfsvej 2, 9220 Aalborg Øst

Opponenter/bedømmelsesudvalg
Professor Helle Ploug Hansen, Institut for Sundhedstjenesteforskning, IST- Helbred, Menneske og Samfund, Syddansk Universitet, Odense.

Professor Feiwel Kupferberg, Lärarutbildningen, Malmö Högskola.

Lektor Jan Brødslev Olsen, Institut for Sociologi, Socialt arbejde og Organisation, Aalborg Universitet.

Vejledere
Lektor Hanne Kathrine Krogstrup, Institut for Sociologi,
Socialt arbejde og Organisation, Aalborg Universitet.
Professor Erik Laursen, Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi, Aalborg Universitet.