Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Friværdi skal finansiere uddannelse

Studie eller ej? I Lån & Spar Bank i Kolding sætter Sygeplejersken familien Bræmer i stævne med filialchef Ulrik Ryel-Jepsen. Spørgsmålet er især, om familiens økonomi kan rumme Christina Bræmers cand.cur.-drømme.

Sygeplejersken 2008 nr. 2, s. 19

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

Familien Bræmer vil gerne have et professionelt bud på, hvordan de kan øge deres rådighedsbeløb, men også på, hvordan de kan finansiere Christina Bræmers planer om at videreuddanne sig til cand.cur. Det var de hovedpointer, Henrik Bræmer ønskede at diskutere med filialchef Ulrik Ryel-Jepsen fra Lån & Spar Bank i Kolding, som også er DSR Bank.

Ulrik Ryel-Jepsen foreslår at vælge afdragsfrihed på ét eller begge fastforrentede kreditforeningslån, som familien har. Derudover anbefaler han, at Henrik og Christina Bræmer indfrier SU-gælden med de penge, de tidligere har lånt med henblik på Christina Bræmers planer om videreuddannelse til cand.cur.

"Generelt anbefaler vi ikke at indfri SU-lån med kreditforenings- eller banklån. Men i Bræmers situation og med deres pågældende ønsker kan det gøres, da ydelsen på SU-gælden er relativ høj pga. den korte løbetid," siger Ulrik Ryel-Jepsen.

"Jeg har allerede valgt at indfri SU-lånet, det giver os 700 kr. ekstra om måneden," siger Henrik Bræmer kort tid efter bankrådgivningen. I dag har familien omkring 9.000 kr. tilbage til mad, tøj og fornøjelser hver måned, når de faste udgifter er betalt, og det er mindre, end bankerne anbefaler.

Henrik og Christina Bræmer har endnu ikke helt besluttet, om de vil vælge afdragsfrihed på lånene, men i givet fald vil det betyde yderligere 1.400 kr. til rådighed om måneden.

"Så kunne vi komme op på det rådighedsbeløb, som banken anbefaler i familier med to voksne og to børn," siger Henrik Bræmer.

Ulrik Ryel-Jepsen regnede også på, hvad det vil koste, hvis Christina Bræmer skal i gang med at læse i tre år.

"Hvis Christinas indkomst falder til 4.000 kr. om måneden i SU, og hendes fradrag bliver flyttet over til mig, vil det betyde, at vores rådighedsbeløb bliver på 1.700 kr. om måneden - og det er endda baseret på, at Christina skal tjene 20.000 kr. om året ved at tage vagter ved siden af studiet. Der er langt op til det, vi minimum skal bruge. De penge, vi kommer til at mangle, foreslår banken, at vi tager fra en kredit i huset - det man kalder at spise mursten. På tre år skal vi spise for ca. 360.000 kr. mursten, og det svarer stort set til hele vores opsparing i huset. Det er mange penge, så vi vælger at se tiden lidt an," siger Henrik Bræmer.

Hvis familien venter med uddannelsen, har de stadig et beløb til overs, når SU-gælden er betalt af. Ulrik Ryel-Jepsen foreslår at investere dem i etårige 2 pct.-obligationer, hvor man efter et år vil kunne hente en kursgevinst.

Overordnet vurderer Ulrik Ryel-Jepsen, at familien Bræmers økonomi er flot i betragtning af sygeplejerskeparrets unge alder.