Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hun slås for dem, vi ikke vil lege med

Hædret. Nina Brünés, 34-årig socialsygeplejerske i København, er årets modtager af Dansk Sygeplejeråds Firkløverpris. Hun har netop modtaget hæderen og de tilhørende 25.000 kr. ved Dansk Sygeplejeråds sygeplejefagdag i Odense.

Sygeplejersken 2008 nr. 2, s. 9

Af:

Søren Palsbo, journalist

Nogle patienter har særlige behov, der kræver særlig behandling og pleje. Stofmisbrugere har særlige behov i mange henseender.

Sygeplejerske Nina Brünés har arbejdet blandt de marginaliserede grupper, lige så længe hun har været uddannet sygeplejerske. Hun begyndte i 1999 som en af de første gadesygeplejersker i Københavns Kommune og arbejder pt. på andet år som socialsygeplejerske på ortopædkirurgiske sengeafdelinger på Bispebjerg Hospital. Hun siger selv, at hun aldrig har følt det belastende at være brobygger mellem de udstødte og sundhedssystemet. Derimod oplever hun det belastende at erfare de ulykkelige skæbner, disse mennesker har haft, og at se, hvordan vi behandler dem.

"Min ambition med Projekt Socialsygeplejerske var i første række at give sundhedspersonalet en viden og nogle redskaber, så de kunne bearbejde deres holdninger til de udstødte og derved blive bedre i stand til at give dem den bedst mulige behandling og pleje, og at jeg så efter en vis tid kunne drage videre til nye afdelinger. Men jeg må sande, at det ikke er nok at få bearbejdet holdninger. Stofmisbrugere har tunge sociale problemer. Det kræver ekstra ressourcer, og det kræver specialviden om misbrugsområdet," siger Nina Brünés. Hun tilføjer, at mange misbrugere er bange og desperate, når de er indlagt, fordi de har tit har oplevet en utilstrækkelig smertebehandling.

"Misbrugerne er også bange og bekymrede, fordi de er på virkelig fremmed grund, når de er på sygehuset. I deres vante miljø kan de være anonyme, og her passer de ind. Det gør de ikke på et sygehus, hvor de virkelig skiller sig ud på alle leder og kanter."

Firkløverprisens 25.000 kr. har Nina Brunés tænkt sig at bruge til at skabe internationale kontakter til sygeplejerskekolleger, der arbejder inden for samme felt som hun selv. Til gensidig gavn og inspiration.

Læs mere om prismodtageren og hendes arbejde i Sygeplejersken nr. 22/2007, side 24.

Nina Brünés

Nina%20BrunesNina Brünés blev i 2000 ansat i Projekt Udenfor, som er en selvejende institution, der kombinerer gadeplansarbejde blandt hjemløse, udstødte og marginaliserede grupper med undervisning, formidling og forskning.

Hun var i 2002 blandt initiativtagerne til dannelsen af Fagligt Selskab for Addiktiv Sygepleje og har siden været i dettes bestyrelse, de sidste to et halvt år som formand. Hun er desuden medlem af Rådet for Socialt Udsatte. Nina Brünés er forfatter til flere sygeplejefaglige rapporter om sygepleje blandt stofmisbrugere og pamfletter om gadesygepleje til hjemløse.

Nina Brünes fik Florence Nightingalemedaljen i 2013.