Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

I Jerlev får man mere bolig og bil for sin sygeplejerskeløn

Udsigt og landluft. I landsbyen Jerlev uden for Vejle får man mere for pengene, når man køber bolig, end i de store byer. Sygeplejerskeparret Henrik og Christina Bræmer bor i et stort parcelhus.

Sygeplejersken 2008 nr. 2, s. 18-19

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2008-02-16bHenrik og Christina Bræmer, her med sønnerne Christoffer og Sebastian, er nødt til at have to biler for at kunne komme på arbejde i Kolding og i Give. Foto: Søren Holm

Udsigt over marker. 212 m2, hvis man tæller kælderen med. To biler i indkørslen. I huset bor to 31-årige sygeplejersker, Henrik og Christina Bræmer og deres to børn Christoffer, fem, og Sebastian, to et halvt.

Henrik Bræmer er uddannet i 2006 og arbejder på Psykiatrisk Afdeling på Kolding Sygehus i skiftende vagter, og Christina Bræmer er uddannet i 2002 og er ansat på Dagklinikken i Give i faste dagvagter, begge i basisstillinger på lønskalaens starttrin og på fuld tid. Afstandene til deres arbejdspladser gør det nødvendigt med to biler.

Familien Bræmer har fået råd til meget, men budgettet er også så stramt, at de ikke har råd til at spare op til uforudsete udgifter og udlandsrejser. "Vi bruger mere, end vi tjener," konstaterer Henrik Bræmer, som er den i familien, der lægger budgettet.

"Vi klarer os, fordi vi for et år siden tog et lån, som egentlig skulle finansiere, at Christina skulle læse videre til cand.cur., men vi har brugt nogle af pengene til trægulv og brændeovn, og vi bruger også af pengene til forbrug i løbet af måneden," forklarer han.

De købte huset i 2003, mens Henrik Bræmer stadig var under uddannelse, og Christina Bræmer var på barsel med det første barn. De startede dog ikke på helt bar bund økonomisk. "Det er mit barndomshjem, og vi købte huset af mine forældre. Vi havde nogle penge, som Henrik havde arvet efter sin mor, som gik til udbetalingen. Mine forældre hjalp os med penge i de første par år, mens Henrik var under uddannelse, og jeg var på dagpenge," siger Christina Bræmer.

Prisen for huset var 1,2 mio. kr. for fire et halvt år siden, og i dag mener Henrik Bræmer, at det ville koste 1,6 mio. Friværdien har de belånt med kreditforeningslån, så de har kunnet betale anden gæld til banken af, bortset fra Henrik Bræmers SU-gæld, som de stadig døjer med.

Delte et rengøringsjob

For at få råd til både hus og to biler har Henrik og Christina Bræmer delt et rengøringsjob ved siden af deres faste stillinger. På skift har de gjort rent på en fabrik i Vejle i fire timer hver weekend. For nylig har de dog valgt at skippe jobbet, fordi det er for hårdt i en familie med to små børn.

"Det er for surt, at man som uddannet sygeplejerske på fuld tid er nødt til at tage et ekstra job med rengøring for at klare sin økonomi," siger Christina Bræmer. Når de holder ferie, tager de i sommerhus ved Lillebælt i Kolding sammen med familien. Men de drømmer om at have råd til at rejse til udlandet.

"Jeg kan godt blive misundelig, når mine kolleger fortæller om de skiferier, de skal på med deres rige mænd," siger Christina Bræmer med et smil og tilføjer vel vidende, at det er lidt optimistisk, at hun "selvfølgelig regner med, at situationen for sygeplejerskerne ser helt anderledes ud efter forårets overenskomster."

Familien Bræmer ønsker sig et større rådighedsbeløb, så der bliver mere plads til de sjove ting som rejser. Derudover vil de gerne have råd til, at Christina Bræmer kan komme i gang med studierne.

Selvom det måske kunne give noget ekstra i pengekassen, overvejer hverken Christina eller Henrik Bræmer at søge stillinger i den private sektor. "Jeg interesserer mig for at undervise, og indtil videre er det mit indtryk, at der er mere kvalitet i det offentlige og flere udfordringer for mig," siger Christina Bræmer.

Forskel i livsindkomst

Henrik Bræmer læste jura i tre år, inden han skiftede til sygeplejestudiet. Havde han holdt fast i juraen, har han undersøgt, at han ville have haft udsigt til en dobbelt så stor livsindtægt, som jobbet som sygeplejerske giver.

"Det sjove er, at når man siger til en bankrådgiver, at man er jurastuderende, så får man flere fordele, end når man er færdiguddannet sygeplejerske. Jeg ved det 100 pct. sikkert, for jeg var ude for det sidst, da jeg skulle have billån. Da jeg sagde, at jeg var jurastuderende, behøvede jeg pludselig ikke at stille pant," siger Henrik Bræmer. Han vil gerne gøre sit bachelorprojekt i jura færdigt, men han har ikke planer om at skifte sygeplejen ud.