5 faglige minutter: De lægeløse

En god veninde fylder 60 år, og mens jeg fornøjet indtager trøffelfarseret perlehøne med purløgscreme, spørger min bordherre, der er praktiserende læge, mig lidt skælmsk, hvad vi inden for sygeplejen egentlig kalder spøgelsespatienterne, nu lægerne har taget patent på begrebet. Jeg må melde pas på sygeplejens vegne, hvorefter samtalen i bordenden fortsætter med en diskussion af, hvordan den stadigt større privatisering i sundhedsvæsenet vil påvirke den allerede eksisterende ulighed i sundhed. Selv bordendens mest garvede fortalere for en fri markedsøkonomi er betænkelige ved A- og B-hold.

Under restitueringsspadsereturen i Kongens Have dagen derpå bliver festens indtryk mikset med synet af 70 skulpturer spredt rundt i haven. Herunder én, der i min fantasi minder om et spøgelse, og min bordherres spørgsmål om spøgelsespatienterne dukker op. Hvor kommer dette underlige begreb fra, og hvorfor bruger lægerne det?

Ifølge en søgning på nettet er begrebet nyt i Danmark og er opstået på baggrund af, at vi aktuelt mangler ca. 90 praktiserende læger. Set i lyset af, at der aktuelt mangler ca. 2.400 sygeplejersker, synes tallet 90 måske ikke chokerende højt, men da landet bugner af pensionsmodne praktiserende læger, bliver problemet kun større dag for dag. De borgere, der ikke kan blive tilmeldt en praktiserende læge, er af en eller anden grund blevet døbt spøgelsespatienter. Grunden til dette står efter min søgning hen i det uvisse, men inden begrebet vinder yderligere indpas, skal lægerne tænke sig om en ekstra gang.

t spøgelse er for det første karakteriseret ved ikke at eksistere i fysisk form og bruges om en skikkelse af et afdødt menneske, der kan ses på steder, som det pågældende menneske har været knyttet til i det fysiske liv. En spøgelsespatient i medicinsk litteratur er dernæst knyttet til en patient, der bevidst lyver om sin identitet. Årsagen kan være en illegal tilstedeværelse i landet eller et forsøg på at få udskrevet medicin. Hvis jeg var blandt de 687 særdeles levende patienter, der aldrig har tænkt det muligt at stjæle en anden persons CPR-nummer, men som lider under savnet af en familielæge i Kalundborg eller de 2.600 andre i Nykøbing Falster, der aktuelt står for tur, ville jeg føle mig krænket. Begrebet spøgelsespatient er helt enkelt upassende i et borgerperspektiv.

Endelig er det gennem årtier internationalt brugte begreb "Ghost patients", som alle danske artikler vedrørende spøgelsespatienter umiddelbart vil blive oversat med, stærkt sammenkædet med lægelig uvederhæftighed. Ghost patients er her synonymt med patienter, der enten aldrig har eksisteret eller er afdøde patienter, som den praktiserende eller sygehusansatte læge tager sig betaling for at behandle. I USA ses en del retssager på dette grundlag. Også inden for den lægevidenskabelige forskningsetik bruges begrebet i sammenhæng med lægelig uvederhæftighed. Forskeren opdigter her ikkeeksisterende patienter i sit studie, så resultaterne i sidste ende stemmer overens med hypoteserne.

Så når en praktiserende læge fra Rudkøbing er på studietur i udlandet og under frokosten underholder sine engelsktalende kollegaer med, at der i hans hjemkommune er 1.200 ghost patients, vil indslaget kræve en længere begrebsudredning.

Ord skaber billeder, og betydningen af den katastrofale lægemangel udbredes efter min mening bedre ved at bruge ord, der beskriver virkeligheden; et bud, som borgerne, politikere og medier vil kunne identificere sig med, er "de lægeløse." Ordet indikerer, hvad der rent faktisk er i spil; nemlig at trygheden ved at kunne konsultere en lokal og erfaren læge, som sandsynligvis har kendt én fra den første vaccination, ikke eksisterer. Og selv om sygeplejersker ansat i almen praksis kan løfte mange opgaver, hverken kan eller skal de overtage familielægens position.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

​