Den eneste kvinde der kører bil i Herat

Herat ligger i det østlige Afghanistan og er landets tredjestørste by. Sygeplejerske og jordemoder Inge-Lise Aaen færdes frit overalt i byen og oplever stor imødekommenhed. Men syv år efter Taleban-bevægelsens fald går de fleste kvinder stadig med burka. De tør ikke smide den af frygt for, hvad der vil ske, hvis islamisterne igen får magten. Arkivfoto: Corbis

Inge-Lise Aaen har serveret kaffe ved det rustikke plankebord i den røde murermestervilla i Nykøbing Falster. Det er en råkold dag, og udenfor siler regnen ned. 

Om to dage skal den 61-årige sygeplejerske og tidligere chefjordemoder tilbage til sit job i Afghanistan efter en ferie i Danmark. Turen går i første omgang til Irans hovedstad Teheran. 

Hun har 13.000 dollars med i tasken. Pengene skal bruges til at hente en vaginalscanner og to fantomdukker, som skal indgå i undervisningen af afghanske jordemoderelever. Derfra tager hun flyet til Nordiran. Rejsens sidste etape foregår til fods gennem det ørkenagtige ingenmandsland mellem Iran og Afghanistan, mens nogle drenge trækker bagagen i en vogn. Til sidst bliver hun hentet af en chauffør ved grænsestationen.

Det lyder udmattende, men der skal meget til at slå Inge-Lise Aaen omkuld. Et par uger forinden er to italienske soldater blevet kidnappet i den provins, hvor hun arbejder. Men det afskrækker hende ikke. Hun har i 15 år brugt sin faglige baggrund i bl.a. Saudi-Arabien, Bangladesh, Indien, Burma, Irak og Kenya. Indtil for to år siden var hun chefjordemoder i Nykøbing Falster, og siden 2006 har hun arbejdet som sundhedsfaglig leder af Den Danske Afghanistan Komités (DAC's) projekt i Herat-provinsen i det nordøstlige Afghanistan - et område med 600.000 indbyggere og lige så mange nomader.

"Hvis man går i evig skræk, skal man ikke tage til Afghanistan. Vi tager vores forholdsregler og kører f.eks. aldrig ud efter mørkets frembrud," fortæller Inge-Lise Aaen.

"I de perioder, hvor der høstes opium, rejser jeg ikke ud til de landområder, hvor dyrkningen foregår, for det er Taleban-bevægelsen, der styrer opiumshandlen. Men uden for opiumssæsonen rejser jeg overalt i provinsen. De mange år med krig betyder, at Afghanistan er et samfund præget af rygter. Da jeg kom, hørte jeg ofte sætningen: "Der kan vi ikke tage hen pga. manglende sikkerhed." Men den begrundelse accepterer jeg ikke, medmindre der er en god grund," siger Inge-Lise Aaen.

DAC's arbejde foregår i afsidesliggende nomadesamfund og landsbyer, hvor affaldet flyder, og geder og høns render rundt i familiernes lerhytter. Den basale viden om hygiejne er så mangelfuld, at nogle kvinder føder på den bare jord. Hvert fjerde barn når ikke at fylde fem år, og 1,7 pct. af alle mødre dør under fødslen. Mange af kvinderne forbløder, fordi de ikke har adgang til fødselshjælp.

"Sygeplejen er så dårlig, at jeg ikke har set noget så slemt i alle de år, jeg har været i udlandet. Mange steder aner de ikke, hvad en vaccination er. På General Hospital i Herat er kloakkerne tilstoppede, og vandforsyningen fungerer ikke. Første gang, jeg kom ind og så deres fødeafdeling, var der ingen til at passe og observere patienterne," fortæller Inge-Lise Aaen. Hun understreger, at det ikke kun er den basale fysiske sundhed, der er problemet. 30 års krig har sat sine spor. Det skønnes, at helt op mod 40 pct. af afghanerne har brug for psykiatrisk hjælp.

Kamp at skaffe kvinder

Et af de altoverskyggende problemer i Afghanistan er den katastrofale mangel på sygeplejersker og jordemødre. Der findes kun omkring 3.000 sygeplejersker i et land med 21 millioner indbyggere, og hovedparten er mænd, der af kulturelle årsager ikke kan pleje kvinder.

Under Talebans styre fra 1995-2001 skulle kvinder holde sig inden for hjemmets fire vægge, og det var forbudt for piger at gå i skole. I dag driver DAC en kombineret jordemoder- og sygeplejerskeskole i Herat, og de studerende har mulighed for at få plads på et særligt kvindekollegium i byen.

"Men det er en kamp at få piger ind på jordemoder- og sygeplejerskeuddannelsen, fordi en hel generation af piger ikke har gået i skole," fortæller Inge-Lise Aaen. Det har ikke gjort situationen lettere, at regeringen for nylig besluttede at kræve 12 års skolegang af de kommende sygeplejersker.

"Så lang en skolegang har kun de færreste piger. DAC har prøvet at sige til regeringen, at de er for tidligt ude, og at det godt kan lade sig gøre at optage sygeplejestuderende med ni års skolegang. Den løsning er bedre, end at afghanerne slet ikke har nogen sygeplejersker," siger Inge-Lise Aaen.

Et andet problem er, at jordemødre og sygeplejersker mangler praktisk kunnen. "De har svært ved at opnå praktiske færdigheder på hospitalerne, fordi hygiejnen og forholdene er så dårlige. Vi oplever også, at lægerne stiller sig i vejen for jordemødrene. De overtager fødslen, så de har mulighed for at få ekstra penge på lommen af den fødendes familie," fortæller Inge-Lise Aaen.

Personale flytter på landet

Men der er også lyspunkter. I de tre distrikter, hvor DAC arbejder, er andelen af fuldt vaccinerede børn og voksne steget fra 18 pct. til 80 pct. det seneste halvandet år. Desuden er der blevet uddannet 600 barfodslæger, som arbejder i landsbyer og blandt nomaderne.

En anden succeshistorie er oprettelsen af fem mobile team, som tager rundt i landsbyerne og uddanner sundhedsarbejdere i hygiejne, prævention og fødsler. Inge-Lise Aaen har også haft held til at få foreløbig 10 jordemødre til at arbejde på landet.

"Et af de store problemer er, at jordemødre og sygeplejersker ikke ønsker at flytte ud i de landdistrikter, hvor behovet er allerstørst. Men penge kan rykke meget. Jordemødrene får tilbudt det dobbelte i løn, hvis de bliver udstationeret. Desuden får de stillet en bolig til rådighed på klinikkens område, og hvis de er gift, bliver deres mand garanteret et job, og der bliver sørget for deres sikkerhed," fortæller Inge-Lise Aaen.

Beholder burkaen på

Trods de middelalderlige forhold oplever Inge-Lise Aaen en meget stor vilje til udvikling.

"Når vi sender vores mobile team ud til landsbyerne, er medlemmerne af landsbyrådet altid meget hjælpsomme. De arrangerer, at personalet transporteres mellem landsbyerne på æsler, og de sørger for gratis kost og logi. Vi oplever også, at mændene er meget interesserede, når vi underviser i prævention. Vi taler helt bevidst ikke om børnebegrænsning, men om at skabe plads mellem børnene, fordi kvinderne ikke kan tåle at få børnene så tæt på hinanden," fortæller Inge-Lise Aaen. 

 dag er den islamisk-fundamentalistiske bevægelse Taleban igen på fremmarch i Afghanistan, og blandt de lokale oplever Inge-Lise Aaen en stor frygt for, at den nuværende regering vil blive tvunget til at gå af. Selv veluddannede kvinder går konsekvent med burka på gaden af frygt for repressalier, hvis de islamiske fundamentalister igen kommer til magten.

Men som vestlig kvinde kan Inge-Lise Aaen færdes frit. "Jeg sidder til møder alle steder som enlig kvinde, og jeg bærer ikke tørklæde. Det er utraditionelt, men bliver accepteret. Jeg er nok den eneste kvinde, der kører bil i Herat, for jeg har ikke lyst til at have en chauffør, der skal stå og vente på mig. Hvis jeg vil have min frihed og køre ned at handle, så gør jeg det."

Selvom Afghanistan er et af verdens fattigste og mest krigshærgede lande, så føler Inge-Lise Aaen ikke, at opgaven med at opbygge et sundhedssystem er håbløs.

"Du kan altid på en eller anden måde påvirke folk. Ligesom jeg bliver påvirket af at rejse, så bliver afghanerne også påvirkede af det arbejde, vi laver. Det er krævende at bo i Afghanistan, men jeg får også meget igen." 

Læs mere om  Inge-Lise Aaens indsats i Aghanistan: "Sygeplejerske i Afghanistan: Kun frisindede mænd tillader deres koner at arbejde" i Sygeplejersken nr. 18/2009