Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Det holdt ikke at sidde i kø på motorvejen

Udflytter. Sygeplejerske Mette Sofie Haulrich blev træt af at pendle, næsten før hun var begyndt. I stedet fandt hun et job uden for København.

Sygeplejersken 2008 nr. 4, s. 19-19

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2008-04-15dFoto: Søren Holm

Da sygeplejerske Mette Sofie Haulrich fik børn, besluttede familien at flytte 40 km fra København til Frederiksværk i Nordsjælland for at få råd til hus. Hun havde ingen planer om at opgive sit gode job på Rigshospitalets kardiologiske afdeling af den grund.

Hun forestillede sig, at hun skulle pendle til arbejde og til sine møder i Dansk Sygeplejeråds daværende amtsbestyrelse i hovedstaden. Lige indtil hun mødte muren i form af køen på motorvejen. "Jeg var på barsel, men startede med at pendle til møderne med amtsbestyrelsen, og allerede der indså jeg, at det ikke holdt. Jeg ville ikke sidde fast på motorvejen hver dag," siger Mette Sofie Haulrich.

Hun sagde sit job op, som hun ellers var rigtig glad for, og fandt et nyt på Nordsjællands Hospital i Hillerød, hvor hun nu er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne.

Som regel tager det 25 minutter at køre fra Frederiksværk til Hillerød. Turen tager langt kortere tid end den til København, men hun er ikke blevet helt fri for køproblemer i myldretiden.

"Jeg sidder stadig tit i kø for at komme til Hillerød, for ikke at nævne en del møder, som foregår i København," siger Mette Sofie Haulrich.

Af de 3.075 sygeplejersker, der arbejder i Aalborg, bor omkring syv ud af 10 i Aalborg Kommune. Pendlerne kommer f.eks. fra

  • Frederikshavn Kommune: 88
  • Vesthimmerlands Kommune: 47
  • Thisted Kommune: 5
LÆNGST OG KORTEST TIL ARBEJDE

 
Her bor de sygeplejersker, der har længst til arbejde:

  • Vordingborg Kommune: 25,3 km
  • Vesthimmerlands Kommune: 24,8 km
  • Syddjurs Kommune: 24,3 km

Her bor de sygeplejersker, der har kortest til arbejde:

  • Herlev Kommune: 4,9 km
  • Frederiksberg Kommune: 6,0 km
  • Rødovre Kommune: 6,3 km

Tallene er et gennemsnit for alle sygeplejersker, der bor i den pågældende kommune.