Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Årslønnen burde være 700.000 kr.

Superkvinde. I teorien skal en tillidsrepræsentant kunne det samme som en personalechef. Rollerne som diplomat og kampsoldat skal hun også udfylde efter behov, og det skader heller ikke, at hun er et empatisk og helt menneske. Hvorfor i alverden TR"!

Sygeplejersken 2008 nr. 6, s. 18-19

Af:

Christina Sommer, journalist

SY-2008-06-18aFoto: Søren Svendsen

Som tillidsrepræsentant skal du kende overenskomster, love, aftaler og kutymer. Du skal kunne gennemskue interesser og interessesammenfald og kunne indleve dig i andres problemer.

Det er bare tre af de mindst 14 funktionsområder, som en tillidsrepræsentant i teorien bør kunne varetage, mener professor i arbejdsmarkedsforskning Henning Jørgensen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA) på Aalborg Universitet. Han har i mange år beskæftiget sig med tillidsrepræsentanters roller og vilkår.

Henning Jørgensen har vist sin 14 punkter lange liste til en god bekendt, der også er adm. direktør i et stort dansk firma, og bedt direktøren give sit bud på, hvilken stilling der var tale om. Direktøren var ikke i tvivl.

"Han forvekslede det med de opgaver, en personalechef med en årsløn på de 700.000 kr. sidder med. Det siger lidt om, hvor store krav vi egentlig stiller til den ideelle tillidsrepræsentant nu om stunder. Det kræver virkelig en stærk person, og alle tillidsrepræsentanter har min dybeste respekt," siger Henning Jørgensen.

Kampsoldat og diplomat

Professoren er dog helt på det rene med, at end ikke et supermenneske kan løfte alle de opgaver. I modsætning til personalechefen, der specifikt er uddannet til opgaverne og kun skal være loyal over for sin ledelse, er man som tillidsrepræsentant netop repræsentant for nogle, der i tillid har valgt én til at varetage deres interesser over for ledelsen.

Man må fokusere på det, man synes er mest spændende, og ikke mindst træde til, der hvor der er behov for det. Det sker f.eks. ikke sjældent, at du som tillidsrepræsentant må trække i arbejdstøjet, i yderste konsekvens kampuniformen, for at fremføre dine kollegers meninger og krav over for arbejdsgiveren.

"I deciderede "kampsituationer" skal en tillidsrepræsentant støtte sig til de diskussioner, man forhåbentlig løbende har med sine kolleger, og ikke mindst sikre, at kampen er civiliseret, fornuftig og fremadrettet.

Tillidsrepræsentanten har også en forpligtelse til at sige, hvad hun selv mener, både over for kollegerne og ledelsen," siger Henning Jørgensen.

Som tillidsrepræsentant er du dog også brobygger mellem kollegernes og ledelsens nogle gange konfliktende, men legitime interesser, og i langt de fleste tilfælde anbefaler Henning Jørgensen, at man først prøver at fange ledelsens opmærksomhed på en mere diplomatisk måde.

"I samme øjeblik du bliver valgt til tillidsrepræsentant, har du en forpligtelse til at samarbejde med arbejdsgiverne, som jo også skal acceptere dig som tillidsrepræsentant. Den samarbejdsforpligtigelse må du selvfølgelig ikke misligholde, og det kræver ofte en god diplomatisk sans," siger Henning Jørgensen.

Selvom tillidsrepræsentantarbejdet kan lyde som noget af en mundfuld, fremhæver Henning Jørgensen, at mange, der vælger at blive tillidsrepræsentanter, med tiden opdager, at det ikke kun er et hårdt job.

"Som nogle siger, ender det med at blive "a way of living". Det rykker meget ved dem selv, og de lærer meget, som de kan bruge i deres almindelige job eller som karrierespring. De bedste bliver jo ofte headhuntet til andre job, måske som ledere," siger Henning Jørgensen, som også understreger, at faglige organisationer som Dansk Sygeplejeråd har et stort ansvar for at klæde tillidsrepræsentanterne ordentligt på med tidssvarende kurser.

Små HR-konsulenter

Forhandlingsrådgiver Søren Viemose fra Kalø-vig Center har i mange år undervist både tillidsrepræsentanter og ledere i forhandlingsteknikker og konfliktløsning og taler ligefrem om, at flere og flere tillidsrepræsentanter bliver små human resource-konsulenter.

"I dag har ledelsen et meget større behov for at være i tæt dialog med medarbejderne for at få udført et førsteklasses arbejde end for blot 10 år siden, hvor ledelsen bare kunne udstikke instrukser for, hvordan arbejdet skulle laves.

Nogle steder bliver der ansat HR-konsulenter, men mange steder vender ledelsen sig mod tillidsrepræsentanten, der omvendt beskæftiger sig med arbejdsvilkår i en meget bredere forstand end tidligere, f.eks. ved at se på, hvad der skal til for at motivere medarbejdere, mindske deres stress, øge lysten til at tage nattevagter etc. Ledelsens og tillidsrepræsentanternes behov nærmer sig hinanden," siger Søren Viemose.

Både han og Henning Jørgensen er dog enige om, at tillidsrepræsentanter og HR-konsulenter er to forskellige størrelser, som ikke kan erstatte hinanden.

"Tillidsrepræsentanten kan stadig tage en kamp på vegne af en kollega, der er blevet forurettet, og det er vigtigt. Hun kender også faget i detaljer og ved derfor bedre, hvordan det kan komme til sin fulde ret," siger Søren Viemose.

Det er Henning Jørgensen enig i.

"HR-konsulenternes arbejde går meget ud på at smovse medarbejderne ind i bestemte filosofier og loyalitetsforhold over for arbejdspladsen og ledelsen. Tillidsrepræsentanterne har en stor opgave i være loyale over for ledelsen, men også kollegerne. Og de skal huske deres rødder, det vil sige deres fag, kolleger og faglige organisation. Der er noget, der hedder bagland og demokratisk repræsentation af interesser," siger Henning Jørgensen.  

LØN SOM FORSKYLDT?

Der eksisterer ingen generelle aftaler om, at tillidsrepræsentanter har ret til et bestemt tillæg eller timeantal, men arbejdsgiveren har pligt til at forhandle med dig om det. Mange steder har man dog lokale aftaler, der sikrer både tillæg for og en vis tid til arbejdet.

Kilde: Dansk Sygeplejeråds aftaler for tillidsrepræsentanter.

LILLE PARLØR FOR TILLIDSVALGTE

Der er mange nye gloser og forkortelser at holde styr på som ny tillidsrepræsentant. Her er de mest udbredte:

TR:tillidsrepræsentant. Vælges i et lokalt område, f.eks. en afdeling eller hjemmeplejeområde.

FTR:fællestillidsrepræsentant. Repræsenterer organiserede medarbejdere i den enkelte faggruppe i en institution. Nogle steder har flere faggrupper valgt en fælles FTR.

MED: medarbejder- og medindflydelsesudvalg, hvor TR og SiR sidder sammen med repræsentanter for ledelsen. MED er en videreudvikling af de gamle samarbejdsudvalg (SU). Mange steder sætter man et ekstra bogstav foran MED for at betegne et MED-udvalg på et bestemt niveau, f.eks. RMED for regionalt MED-udvalg eller LMED for lokalt MED-udvalg.

SU: samarbejdsudvalg - samarbejdsforum med repræsentanter for både medarbejdere og ledelse. Er de fleste steder afløst af MED-udvalg.

SiR:sikkerhedsrepræsentant. Vælges i et lokalt område.

SiGr:sikkerhedsgruppe. Består af SiR og en arbejdsleder, der repræsenterer ledelsessiden.