Fem stærke kvinder

Foto: Maria Nielsen og John Bendtsen

"Jeg vil til enhver tid kunne lægge en forbinding - det glemmer jeg aldrig," fortæller Inge Thorø.

Fotograf Maria Nielsen satte sig for at portrættere stærke kvinder fra 1950'erne, og sygeplejersker var et oplagt valg. De fem kvinder, der træder frem på disse sider, taler om livsglæde og om gode og dårlige oplevelser med sygeplejen igennem snart 60 år. Oplevelser med kræftsyge børn og sengelinned i lige rækker har brændt sig fast i deres hukommelse. Fem selvstændige kvinder, hvor to af dem ofrede familielivet for at få en karriere som sygeplejerske.

"Jeg ville ikke være som min mor og få et barn om året og alt det slæb, det ville medføre. Efterhånden modnedes tankerne i mig, og jeg ville være sygeplejerske," fortæller Emma Nielsen om sit valg.

De brænder alle fem stadig for sygeplejen og har deres DSR-emblem i behold. Inge Thorø fortæller endda: "Hvis jeg havde været 30 år i dag, så var jeg taget af sted med Læger uden Grænser." Mens Emma Nielsen også stadig følger med i sygeplejen i form af sit fagblad: "Jeg læser stadig Sygeplejersken, og om ikke andet, når jeg ikke kan falde i søvn."

Alle fem kvinder har sygeplejerskeuniformer på, som stammer fra den tid, hvor de begyndte deres karriere. Uniformerne er lånt fra Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

INGE THORØ

Alder: 80 år.
Uddannet: 1950-1953 på Frederiksberg Hospital.
Sidste stilling: Plejehjem i Nyboder.

Bedste oplevelse

"Den mest spændende tid var, da jeg arbejdede på en medicinsk afdeling på Frederiksberg Hospital. Det var en mandsafdeling, og de mænd, der kom ind, havde ofte blødende mavesår. Det var meget dramatisk, og de brækkede blod op ud over hele gulvet. Det var derfor meget vigtigt, at man hurtigt fik lavet blodtransfusioner. Dengang var det meget almindeligt, at mændene lå i sengen en måneds tid efter indlæggelse, sådan er det jo ikke i dag."

Værste oplevelse

"Jeg kan huske en episode, som gjorde dybt indtryk på mig. Jeg var 25 år, og det var også, mens jeg arbejdede på Frederiksberg Hospital. En ung mand på 24-25 år kom ind på min afdeling. Han kom helt fra Sønderjylland, og han havde ikke ligget på min afdeling i ret mange dage, og han var meget syg af leukæmi. Vi sendte straks bud efter hans mor, men desværre døde han, nogle få timer inden hun nåede frem. Det var simpelthen frygteligt, at så ung en mand skulle dø. I dag helbreder man nogle, men ikke alle patienter med leukæmi. Dengang var det en sikker dødsdom."

AASE MUNCH

Alder: 81 år.
Uddannet: 1946-1949 på Skive Sygehus.
Sidste stilling: Afdelingssygeplejerske på plejehjem i Gentofte.

Bedste oplevelse

"Det foregik i min elevtid på en medicinsk mandsgang. Der var en lille pige på fem-seks år, der var blevet skoldet. Ingen troede, at hun ville overleve. Hende sad jeg meget hos om aftenen, når der var tid til det. Jeg fik et meget tæt forhold til hende og hendes familie. Lægerne havde næsten opgivet hende og troede ikke, at hun ville overleve. Ud over det så var det også meget varmt den sommer, så fluerne fløj omkring hendes sår. Derefter kom overlægen tilbage fra ferie og så hende og sagde, at hun havde en chance. En aften skyndte jeg mig at blive færdig, så jeg kunne komme ind og sidde hos hende, og jeg havde et svagt lys tændt, holdt hende i hånden og sang for hende. Der tænkte jeg ved mig selv, at jeg gjorde noget godt, hvorefter hun sagde: "Ti stille og sluk det lys." Det havde hun altså ikke behov for mere på det tidspunkt."

Værste oplevelse

"Psykiatrien på Sankt Hans Hospital synes jeg var hård. Det er den bedste afmagringskur, jeg har været på. Jeg får helt kuldegysning ved tanken om den tid. Jeg synes, at det var en ond behandling, patienterne fik, men jeg havde ikke mod på at protestere. Jeg kan slet ikke forstå, at vi ikke slog os sammen og spurgte, om det kunne være rigtigt, at de fik den behandling. Patienterne var i bælte alle sammen. Når de skulle over i badekælderen, så samlede man en flok og mosede af sted, og nogen klædte dem af, nogen skrubbede dem, nogen tørrede dem, og nogen klædte dem på igen. Det var rædselsfuldt, jeg kan godt forstå, at de blev arrige på os.

BIRTHE AAMANN

Alder: 81 år.
Uddannet: 1948-1951 på Gentofte Hospital.
Sidste stilling: Sygeplejerske på plejehjem i Rødovre.

Bedste oplevelse

"I min tid på en medicinsk afdeling var det bedste, når dødssyge patienter kom ind, og de så kom delvist raske hjem. Det var ganske vidunderligt. Vi så jo også mange, der ikke klarede den. Når folk kom ind og var virkelig syge, så lå de i længere tid på hospitalet, og man blev ikke sendt frem og tilbage, som man gør i dag. Folk kom ind med blodprop i hjertet, og der kunne man ikke gøre helt det samme dengang, som man kan i dag. Ellers var kammeratskabet med de andre sygeplejersker noget af det, der betød allermest for mig i min tid som sygeplejerske."

Værste oplevelse

"Jeg havde en kontrovers med en afdelingssygeplejerske, som handlede om, at jeg brugte for meget tid hos en ung kvinde, der lå for døden af lungekræft. Jeg fik skældud, fordi jeg trøstede hende. Det var ikke vores opgave at trøste hende. Vi skulle kun pleje hendes sygdom, så måtte de pårørende tage sig af det andet. Det gjorde utrolig stort indtryk på mig, fordi jeg syntes, at det betød meget, når man var i sine sidste levetimer, at der var nogen, der havde tid til at tage sig af én. Der må jeg indrømme, at jeg protesterede meget. Det gjorde ondt på mig. Men der har tiden også ændret sig, og man har fundet ud af, at det er vigtigt at give omsorg på den måde."

VALBORG LÆGTESKOV

Alder: 88 år.
Uddannet: 1942-1945 på Rigshospitalet.
Sidste stilling: Sundhedsplejerske i Odense Kommune.

Bedste oplevelse

"Dengang på Rigshospitalets fødegang var de ugifte mødre kun numre. Vi vidste ikke engang, hvad de hed. Og de var nogle gange kede af, at de skulle have det her barn, fordi de var ugifte. Men når vi så lagde barnet til hos dem og fortalte dem, hvilket dejligt barn de havde fået, så blev de alligevel glade for det. Der var mange, som meget gerne ville have børn, men som fik syge børn, mens andre aborterede, og derfor sagde vi til de unge ugifte, at de var heldige, at de havde fået sådan et skønt barn. Jeg har selv tre børn og børnebørn og nu også oldebørn."

Værste oplevelse

"Den værste oplevelse var, da jeg var på Finsen Hospital på kræftafdelingen. Det var hårdt at se disse dejlige børn, der døde af leukæmi og kræft. Vi havde ingen midler dengang, og heldigvis kan børn blive raske i dag, men det kunne de slet ikke blive dengang. Der var en dejlig pige på 12 år med langt sort hår, som vi passede og legede med. Da hun så var død, skulle jeg flette hendes hår. Det var helt forfærdeligt, og jeg måtte gå ud i skyllerummet, og så kom jeg sådan til at tude, fordi jeg syntes, at det var så tragisk. Derefter kom oversygeplejersken ud til mig og sagde, at det ikke kunne nytte noget, og vi skulle videre. Så jeg måtte tørre mine øjne og gå videre ind på næste stue med det samme og smile og sige godmorgen og spørge, hvordan de havde haft det. Det var rigtig hårdt, men vi blev nødt til at holde det hele ude, hvis vi ville være sygeplejersker."

EMMA NIELSEN

Alder: 81 år.
Uddannet: 1949-1952 på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup.
Sidste stilling: Sygeplejerske på psykiatrisk plejehjem i Lyngby-Tårbæk Kommune.

Bedste oplevelse

"Det bedste, jeg husker fra min tid som sygeplejerske, var min elevtid, selvom den var hård. Der var en meget hjemlig atmosfære på Sankt Lukas Stiftelsen. Vi holdt fester og gik til søndagens gudstjeneste, hvis man havde fri. Sygeplejerskerne imellem havde vi et meget godt sammenhold. Vi gjorde meget rent på Sankt Lukas Stiftelsen, og det gjorde man ikke engang dengang på de andre hospitaler. Vi skulle lave den helt store hovedrengøring. Og vi blev faktisk udnyttet som arbejdskraft i allerhøjeste grad på alle ledder og kanter. På den anden side lå patienterne meget længe, så man lærte dem godt at kende. De længere forløb gjorde en forskel. I dag er det næsten svingdørs-patienter."

Værste oplevelse

"Jeg arbejdede på Sankt Lukas Stiftelsens røntgenafdeling, og på et tidspunkt skulle vi flytte ned i en anden og bedre afdeling, men vi skulle stadig have tilkaldevagter. Vi var fem sygeplejersker, som skulle dække hele døgnet, weekender og helligdage. Man var meget bundet af det. Så det var nok den mest anstrengende tid, fordi jeg synes, vi havde for lidt fri. Og weekendvagterne strakte sig fra fredag aften til mandag morgen. Til sidst måtte jeg stoppe, fordi jeg ikke kunne holde det ud mere."