Sygdommen skulle ikke have lov at stå i vejen

Foto: Joachim Ladefoged

Verden omkring Thomas snurrer rundt. Noget indeni fortæller ham, at karruselturen ikke slutter her. Han sidder i venteværelset hos lægen sammen med sin far. Det er svært at fokusere, og han føler sig svimmel. Alt omkring ham er tåget. Han forsøger at stille skarpt på sine hænder.

e ligner to udetaljerede hvide klumper kagedej. Han er tørstig og forsøger at synke, men der er ikke noget væde nede i svælget at synke med. Men det er intet mod den træthed, der har trængt sig gennem marv og ben i hans krop og stædigt holder energiniveauet nede på nul. Han har mest lyst til at lade sin trætte krop glide stille ned på gulvet og falde i en dyb søvn. Så træt, så træt.

Han har ikke fået en hel ubrudt nats søvn gennem flere måneder. Er vågnet flere gange om natten med tissetrang og en tørst, der synes uslukkelig. Han står op, raver gennem mørket, finder toilettet, tisser og skyller ud. Bagefter sætter han munden til hanen og lader vandet løbe. Men det hjælper ikke.

Forældrene er bekymrede. De har ikke set den slags symptomer før. Selv om deres dreng er spinkel for en 12-årig, så er han anfører på førsteholdet i den lokale fodboldklub for sin årgang. Han har spillet fodbold, siden han var seks. Men forleden, da han kørte hjem fra sit fritidsjob i gartneriet og skulle cykle op ad en bakke, var det sidste stykke næsten umuligt for ham. Benene syrede til, og han måtte trække resten af vejen.

Det har stået på i snart to måneder.

Døren går op, og lægen kommer ind i rummet og går direkte hen til Thomas og hans far. Selvom der sidder andre i venteværelset, der også venter på at komme ind, så er det dem, han henvender sig til. Thomas er for træt til at rejse sig op, knæene svigter, og hans far støtter ham, så han kan stå op. Thomas ligner en såret soldat hjemvendt fra krigen i halvt oprejst stilling, lænet op ad sin større makker. Hans far forklarer lægen om de symptomer, Thomas har, og lægen ser ikke ud til at have den mindste tvivl.

Diagnosen bliver givet her og nu, lige midt i venteværelset: "Han har sukkersyge, og han skal på Roskilde Sygehus nu!" siger lægen. Thomas bliver indlagt på en fredag. Han sover i 24 timer og er indlagt i to uger.

Sådan husker den nu 49-årige Thomas Elgaard Larsen det, da han for 37 år siden blev indlagt for diabetes type 1. Han har aldrig oplevet sin diabetes som et problem eller noget, nogen skulle have ondt af ham over. Der er ingen komplikationer og ingen følgesygdomme. I dag har han har to børn på 14 og otte år. Han arbejder i bilindustrien i en lederstilling, er medlem af bestyrelsen i Diabetesforeningen, spiller golf og har et aktivt liv. Sygeplejersken møder ham i hans hjem i Nivå.

Den aktive stedmor

Thomas Elgaard Larsen sidder tilbagelænet i en sort læderstol. Huden er velplejet og sommerbrun, håret er tilbagestrøget med grå stænk. Han ser sund og sporty ud. Hænderne gestikulerer, mens han fortæller om sine barndomsminder. Blikket er opmærksomt, vågent og mildt. Af og til farer øjnene ud mod venstre i hukommelsescenteret og henter fordums erindringer frem til nuet.

Da han blev indlagt, tog hans stedmor aktivt del i den integrerede undervisning, som hospitalet tilbød til diabetespatienter og deres pårørende. Her lærte de, hvordan de skulle regulere sygdommen med sund mad og motion.

"Min stedmor tog styringen og var på hospitalet hver dag for at lære, hvordan vi skulle tackle sygdommen. Det var bl.a. hende, der skulle stikke mig, indtil jeg lærte det selv. Og fordi jeg spillede meget fodbold, så behøvede vi sådan set ikke ændre særlig meget ved min livsstil."

Vi sidder i et hvidt køkken, der er en suite til spisestuen. Hvide vægge møder to sorte læderstole. Væggene er dekoreret med malerier i pangfarver. Stuen domineres af en stor råhvid sofa, hvor store puder ligger blødt og indbyder til henslængt afslapning. Ud ad vinduet ses en grøn plæne omkranset af ligusterhæk. En lille forstyrret solsort pilker forbi, mens den skratter højt ad en usynlig fjende.

En kop sort dampende varm mokka kommer på bordet. "Jeg havde en fantastisk skolelærer, mens jeg var indlagt."

Da Thomas Elgaard Larsen var indlagt på hospitalet, sørgede hans klasselærer for at informere hele klassen om, hvad der var sket med ham. Alle forældrene blev briefet, og på den efterfølgende lejrtur til Bornholm påtog klasselæreren sig det fulde ansvar. Han sørgede også for, at lejrpersonalet lavede den mad, som Thomas havde brug for.

"Jeg var glad for min lærer. Også selvom jeg var sur over, at jeg skulle sove i den samme kahyt som ham, da vi skulle til Bornholm. Jeg ville jo hellere sove sammen med mine klassekammerater. Men dengang var alle usikre på situationen, og derfor var det vigtigt, at jeg var sammen med en voksen, der kunne håndtere situationen, hvis noget gik galt. Men det gjorde det ikke."

For familien Elgaard Larsen gik livet videre. Et halvt år efter udskrivelsen havde Thomas lært at stikke sig selv med insulinen. Thomas Elgaard Larsen føler ikke, at sygdommen nogensinde har været et problem, der lagde begrænsninger for ham. Men der er et par årsager, som kan have bevirket, at livet var lidt nemmere.

"Vi var en middelklassefamilie. Vi havde en villa, en bil og alt det der. Min far arbejdede meget, men min stedmor gik hjemme. Hun var der for mig hele tiden og sørgede for, at jeg fik det rigtige at spise. Jeg er også enebarn. Derfor havde mine forældre kun mig at passe på. Så jeg fik meget opmærksomhed og havde ikke andre søskende, som kunne være irriterede over, at min diabetes ville gå ud over lørdagsslikket."

Vild med bold

Thomas Elgaard Larsen kan ikke erindre, at han nogensinde er blevet drillet med sin diabetes. Selv om han flyttede skole fire gange, så fik han hurtigt nye kammerater, for han var god til fodbold.

"Jeg har spillet fodbold, siden jeg var seks år. Min far var også tidligere fodboldtræner, selv om han aldrig har trænet mig. Hver gang vi flyttede, meldte mine forældre mig ind i den lokale fodboldklub. Her blev jeg som regel anfører for holdet. Når jeg startede i skolen, var der ofte ikke så meget at tage sig til, andet end at få fat i en bold og spille i skolegården. Jeg blev hurtigt set som et aktiv, fordi jeg var god," siger han og understreger, at han altid har fået sin families støtte."

"De sendte mig bl.a. af sted i 1972 på en lejr for børn med diabetes. Første gang ville jeg ikke af sted, men anden og tredje gang ville jeg selv af sted, og så blev jeg for gammel til det."

Lysten til fodbolden og viljen til at være den bedste bevirkede, at Thomas Elgaard Larsen sjældent drak sig fuld. Selv om han gik i byen sammen med sine kammerater og kom sent hjem, så holdt han igen med alkoholen. "Mit liv har aldrig været særligt udsvævende, fordi jeg hele tiden har haft i baghovedet, at jeg skulle spille kamp i weekenden. Jeg har altid villet yde mit bedste, og så nytter det jo ikke noget at komme anstigende til en kamp med tømmermænd."

En køn lyshåret teenagepige kommer til syne i døråbningen. Hendes veninde er kommet for at hente hende, og hun vil lige sige farvel til sin far. "Har du juice med i tasken?" spørger han, inden han sender hende af sted. "Det er blevet til en vane at spørge hende om det. Det er ikke altid, at hun har det, men jeg skal jo spørge." Thomas Elgaard Larsen smiler, og ansigtet lyser op.

Datteren fik konstateret diabetes type 1, da hun var syv år. Thomas Elgaard Larsen kan huske, at hun kom på hospitalet om fredagen. Om søndagen kunne hun allerede stikke sig selv. Hendes diabetes gav Thomas Elgaard Larsen skyldfølelse, men han har forsøgt at give sin erfaring videre.

"Jeg gav hende ikke medlidenhed, men forståelse. Det er noget, jeg selv har lært hjemmefra, og det har hjulpet mig meget. Hvis hun får en oplevelse af, at det er synd for hende, vil hun måske lade sig begrænse af sin sygdom. Jeg har altid accepteret min sygdom, og den står ikke i vejen for mine udfoldelsesmuligheder. Det er et mantra, jeg forsøger at give videre til min datter."