Udfordringen: En hamster flyttede ind

Illustration: Lars Andersen

Det var et forløb, hvor personalet i det socialpsykiatriske bosted konstant blev udfordret. I tilbageblik kan bostedets leder Jette Dupont Lauritsen summe historien om den unge mand op i en enkelt sætning: "Han var jo slet ikke motiveret for den træning, han kunne få her."

Institutionen på Stokrosevej er et midlertidigt botilbud, hvor unge med psykiske lidelser både kan lære at klare sig selv i deres egen lejlighed og træne sociale færdigheder i grupper. De første par måneder efter indflytningen var den unge mand med på de tiltag, der blev sat i gang. Men efterhånden begyndte han at isolere sig i lejligheden.

"Han ville ikke have, at nogen kom ind, han fik ikke gjort rent, og til sidst var han ved at vokse til i skidt. Det var sommer, og det var varmt, og der var madrester. Til sidst måtte vi gå ind med en plastiksæk to gange om ugen og fjerne affald, fordi det simpelthen lugtede ud ad døren," fortæller Jette Lauritsen.

"Og så havde han den her hamster. I første omgang boede den på hans sofabord. Der havde han lavet et bur af Jumbo-bøger, men dem kunne hamsteren godt skubbe væk, og så stak den af og boede i hans computer, bag harddisken. Senere fik den et bur. Men så stillede han den bare i brusenichen, når han var væk på weekend, uden at give den vand eller mad."

Den unge mand havde også en kammerat boende i lange perioder, en hjemløs, viste det sig, da Jette Lauritsen forsøgte at få respekteret aftaler om, hvor meget kammeraten måtte være der. For selvfølgelig må beboerne have venner på besøg. Men han var der hele tiden.

De to unge mænd sad oppe hele natten, deltog selvfølgelig ikke i den fælles madlavning, men tømte gerne køleskabet, når der var købt engelsk bøf eller noget andet lækkert ind til den unge mands gruppe. Et misbrug havde de også, i hvert fald af hash.

Dyret må ikke lide

I personalegruppen var der delte meninger om, hvornår man skulle gribe ind og hvordan. På den ene side var det beboerens egen lejlighed, på den anden side er støtte og omsorg en del af idéen med botilbuddet.

Det var hårdt for de to medarbejdere, der var samarbejdspersoner for den unge mand, husker Lise Lotte Nygaard og Jane Buchholzer, der er plejere i samme gruppe.

"Der blev tit sat spørgsmålstegn ved, om det, de gjorde, var godt nok. Og de to fik hele skidtet: Åh, det er godt, I kommer, nu kan I tage over. Eller: Nu har han igen taget mad fra køleskabet, hvad vil I gøre ved det?" siger Jane Buchholzer.

Der faldt daglige kommentarer fra andre medarbejdere om, hvor ulækkert der var, og mange bemærkninger om, hvorfor man ikke gjorde sådan og sådan - ofte ting, som samarbejdspersonerne allerede havde forsøgt uden held.

Da en bestemt medarbejder et par gange fik lov til at fjerne affald fra lejligheden, blev det fortalt med en undertone af: Nå - det kunne samarbejdspersonerne nok ikke finde ud af. Hamsteren bragte nye dimensioner ind i diskussionen, når den unge mand tog på weekend uden aftaler om, hvem der skulle passe dyret, fortæller Jette Lauritsen. Dyreetik m.m.

"Nogle syntes: Dyret må ikke lide. Vi må gå ind og give det noget mad. Andre mente, at han selv måtte tage ansvaret. Så måtte han finde ud af, at et dyr ikke kan leve uden mad en weekend, så dør det måske. Flere gange måtte vi ringe til hans forældre og bede dem komme og hente det."

Til sidst flyttede den unge mand. Ikke helt frivilligt, han var faktisk overhovedet ikke indstillet på at finde et andet sted at bo. Men bostedet pressede på, og til sidst fandt kommunens sagsbehandlere noget andet til ham.

Husdyrforbud på vej

Tilbage stod Jette Lauritsen og personalet på Stokrosevej en del erfaringer rigere, og det næste forløb med dyre- og rengøringsproblemer har fået et helt andet forløb. For skæbnen ville, at der ret hurtigt ankom en ny beboer med husdyr.

"Hun havde en papegøje og fem katte, en mor og fire killinger. Og hun stod nærmest i døren, inden vi overhovedet havde taget stilling," fortæller Lise Lotte Nygaard, der er samarbejdsperson for beboeren sammen med Jane Buchholzer.

Killingerne var ikke renlige, og papegøjen var meget stor. Den larmede og svinede rundt om sit bur, og beboeren magtede ikke selv at holde rent om den. Den blev afhændet, på bostedets forlangende, og det samme blev tre af de fire kattekillinger.
Da de to katte var sluppet ud og fik killinger igen, var der heller ingen slinger i valsen. Lise Lotte Nygaard og Jane Buchholzer måtte til dyrlægen for at få dem aflivet, og bagefter skaffede Jette Lauritsen penge til at få begge katte steriliseret.

Kattebakken skal tømmes hver morgen, og da beboeren i en periode var indlagt, hentede Jane og Lise Lotte hende hver anden dag, så hun selv kunne komme hjem og tømme kattebakke og sørge for kattemad. Ligesom rengøringen er lagt i faste rammer.

Dyrehold er stadig til diskussion, men meget peger i retning af, at der helt bliver lukket for beboernes adgang til at holde husdyr. "Beboerne kan ikke styre det, og vi kan ikke styre det," konstaterer Jette Lauritsen.

Forskellige husaftaler er strammet op siden forløbet med den unge mand, andre aftaler bliver håndhævet mere konsekvent. Men først og fremmest er der sket en holdningsændring, bevidner Jette Lauritsen og de to medarbejdere. "Vi er blevet mere bevidste om, at vi alle har forskellige normer. Det gør ikke noget, vi ikke er enige, bare vi finder en fælles måde at håndtere det på. Og vi er blevet bedre til at tage fat i uenigheder, inden de kører af sporet," siger Jette Lauritsen.

"Vi er blevet bedre til at tænke over, hvordan vi afleverer ting til hinanden. Ikke være bedrevidende eller bebrejdende, men spørge ind til, hvorfor folk har taget de og de valg," synes Jane Buchholzer. "Vi har lært at have respekt for de aftaler, andre indgår, og være tydelige om, hvad vi selv mener," siger Lise Lotte Nygaard.

"Når jeg og Jane laver aftaler med én, som vi er samarbejdspersoner for, så forventer vi, at de andre retter sig efter det. Og det gør de."