Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sociale kompetencer er nødvendige på plejehjem

Artiklen henvender sig til sygeplejersker i hjemmeplejen og på plejehjem. Den er baseret på en ph.d.-afhandling og beskriver, hvordan overgangen fra hjem til plejehjem forløber for 16 udvalgte beboere. Hovedbudskabet er, at de ældre skal afkode medarbejdernes aktuelle stressniveau, hvis de skal undgå ventetid på pleje.

Sygeplejersken 2009 nr. 11, s. 50-52

Af:

Jens Erik Kofod, mag.scient., ph.d. i antroplogi

SY-2009-12-50aFoto: Simon Knudsen

Hans og Anna var et ældre ægtepar, som havde fejret guldbryllup. Han var 88 og hun 86. Størsteparten af deres liv havde de boet i det centrale København, og de boede stadig i den gade, hvor de i sin tid mødtes.

I maj 2005 blev de visiteret til plejehjem, og Hans beskrev deres ydmyge forventninger: "Så længe, de behandler os ordentligt, så forventer vi ingenting." Som helt nye beboere blev de meget begejstrede for plejehjemmet og fortalte for åben dør, og således at personalet kunne overhøre det, at "det nok er byens bedste plejehjem, vi bor på."

De var også meget lettede efter indflytningen. Anna var specielt lettet. Efter Hans' tidligere hjerteanfald var det en stor lettelse, at der nu var personale uden for døren alle døgnets timer, som umiddelbart kunne hjælpe.

Da de havde været beboere i seks måneder, var de imidlertid knap så begejstrede. De havde nu oplevet lange ventetider på deres opkald, og f.eks. måtte Anna flere gange vente meget længe på hjælp til morgentoilette. Dette skyldtes dels travlhed, dels at Hans og Anna ikke udviste tilstrækkelig forståelse for personalets arbejdspres.

Beboerne må anerkende personalets travlhed

Størsteparten af de 16 gamle, jeg har fulgt i overgangen fra eget hjem til plejehjem, viste forståelse for personalets arbejdspres (se boks 1). Det vil sige, at de nøje valgte at holde øje med, hvor travlt personalet havde. De ringede kun, når de kunne fornemme, at personalet ikke havde for travlt. Dette forhold har Kydd ligeledes beskrevet fra en geriatrisk afdeling i Skotland. Denne afdeling skulle lukkes ned, og Kydd beskriver, hvordan patienterne aflæste personalets stressniveau og afpassede deres kald derefter (1).

BOKS 1. OM AFHANDLINGEN

 
Afhandlingen "Becoming a Nursing Home Resident" omhandler 16 gamle menneskers overgang fra eget hjem til plejehjem og deres første halve år på plejehjem. På plejehjemmet håbede de på, at de ville få tilstrækkelig genoptræning til f.eks. at kunne rejse sig fra kørestolen, og at de mødte nogle, som lignede dem selv, som med tiden kunne blive deres gode bekendte.

Overgangen analyseres med et fænomenologisk og intersubjektivt perspektiv, og i analysen identificeres tre former for agency (handlemuligheder). Da de har boet et halvt år på plejehjemmet, er den form for agency, de lades tilbage med, evnen til at skabe sociale relationer. Deres mobilitet var yderligere forringet, og deres håb om, at de ville kunne forlade kørestolen, var bristet, ligesom håbet om at møde bekendte for langt de fleste ligeledes var bristet. Evnen til at etablere og vedligeholde relationer med personalet var den eneste tilbageværende måde, hvorpå de kunne bevare indflydelse på deres egen dagligdag.

Bech (2) har identificeret potentialet for genoptræning af plejehjemsbeboere og fundet ud af, at ved en mindre, forøget indsats med genoptræning, energitilskud og lignende kunne beboernes mobilitet forbedres markant.

Afhandlingen kan skaffes via Københavns Biblioteker.
 

Denne opmærksomme anerkendelse af personalets arbejdsforhold var typisk indledningen til etableringen af gensidige relationer mellem beboere og personale. Personalet gav pleje, indlevelse og omsorg, mens humor og anerkendelse af arbejde og samarbejdsvilje, f.eks. ved morgentoilette, blev givet fra beboerne. Ulla, som var social- og sundhedsassistent, fortalte f.eks., hvordan det altid er en fornøjelse at besøge Lydia, fordi:

"Hun får mig til at le ... og hun har næsten altid noget nyt at fortælle ..."

I Ullas beskrivelse af Claus på samme afdeling er forholdet modsat. Her skal hun " ... passe på ikke at række ham en lillefinger ... han prøver altid at tage hele hånden."

Anerkendelse giver hurtig hjælp

Ved at indgå i disse relationer sikrede beboerne sig, at de blev placeret i gruppen af beboere, som hurtigt fik hjælp. Beboerne oplevede ventetid som ydmygende, noget der udstillede deres afhængighed af personale. At indgå relationer med personale var blandt andet et forsøg på at undgå denne ventetid. Personalet fik på deres side hensyntagen til deres arbejdspres, ros for deres indsats og beboere, der gennemførte så meget af deres personlige pleje, som de orkede.

Der var dog også noget paradoksalt i denne relation. På den ene side var der en reel gensidig inter-esse for hinandens personer og historier. På den anden side havde etableringen af relationen et strategisk formål. Beboerne fik personalets opmærksomhed, og personalet fik beboere, som tog hensyn til deres arbejdspres.

Men relationen var også ustabil. Dels på grund af personalegennemstrømning og dels på grund af en næsten konstant mangel på personale. Beboerne opbyggede typisk relationen med deres kontaktperson, og hvis denne var fraværende, kom de ofte til at vente. En anden beboer, Else, fortæller således, hvordan hendes kontaktperson skulle tilbage på skolen, og Else var næsten fortvivlet, fordi " ... en ny skal til at lære mig at kende ... og det tog rigtig lang tid sidst."

Tillige var det personalet, der havde magten til at afslutte relationen, hvis de ønskede det. De kunne omfordele beboerne mellem sig med henvisning til arbejdspres. Beboerne på deres side havde kun meget lidt indflydelse på, hvilken kontaktperson de blev tildelt.

At præsentere sig

Relationerne var karakteriseret af en række yderligere forventninger. En af de væsentlige var, at personalet også hjalp beboerne med at præsentere sig, som de ønskede det, og at personalet i den sammenhæng hindrede, at deres skavanker og mistede kompetencer blev udstillet, særligt i spisestuen. De ønskede f.eks. ikke, som det skete for Lis, at størrelsen på hendes bleer blev diskuteret som en del af frokosten.

Et andet eksempel antyder, at beboerne helst ville have intime detaljer diskuteret i deres lejligheder med deres kontaktperson: Mens en gruppe beboere og to personalemedlemmer spiste i en mindre afdeling, begyndte Anna at rejse sig fra bordet. Et personalemedlem spurgte hende, om hun skulle på toilettet. Anna svarede ikke og begyndte at gå ned ad gangen. Længere nede ad gangen kunne jeg høre, at Anna blev spurgt igen. Denne gang bekræftede hun med lav stemme, at hun skulle på toilettet.

Personalet forventede endvidere, at beboerne var socialt indstillede. De skulle deltage i måltiderne i afdelingen, og her var det vigtigt, at de mentalt friske beboere deltog, da de kunne hjælpe personalet med at etablere en samtale i løbet af måltidet. Når personalet forventede, at beboerne deltog i genoptræningsaktiviteter, ligger der også i denne forventning, at beboerne holdt deres funktionsniveau ved lige, så de kunne blive ved med at varetage en del af plejen selv. Hvis beboeren gjorde dette, blev det set som et positivt resultat af plejen og taget som udtryk for, at beboeren flyttede sig i den rigtige retning. I modsat fald var det " ... irriterende, hvis de ikke gør noget på eget initiativ. Det giver os så meget arbejde ... "

Flere undersøgelser indikerer, at plejehjemmet som arbejdsplads rummer meget begrænsede muligheder for anerkendelse af personalets arbejde. Der er dels mulighed for anerkendelse i den skriftlige dokumentation af plejen, dels i beboernes anerkendelse af denne. Størsteparten af personalet i min undersøgelse foretrak, som det er tilfældet i andre undersøgelser, beboernes umiddelbare anerkendelse.

I løbet af det første halve år på plejehjemmet havde Hans flere gange oplevet, at Annas morgentoilette var blevet skubbet. Ofte havde de oplevet, at hun først fik hjælp klokken 10 mod sædvanligvis klokken halv ni. Som protest havde Hans selv flere gange forsøgt at få hende ud af sengen. Hans oplevede, at personalet henholdt sig til, at der var travlt, at de var for få osv. Hans, på sin side, følte sig til besvær. Personalet krævede simpelthen, at Hans vurderede personalets stressniveau, og at han accepterede dette som afgørende for, hvornår han bad om hjælp.

Ved det sidste interview fortalte Hans, at de nu havde erkendt at: "Vi bliver nødt til at tage hensyn til personalet, ellers holder de op." Efter et halvt år havde han med andre ord også erkendt, at han oplevede større imødekommenhed, hvis han lyttede til personalets stressniveau.

Det kræver således en stor social indsigt at være plejehjemsbeboer, fordi man skal kunne leve sig ind i personalets arbejdsforhold og kun bede om hjælp ud fra denne vurdering. Hans og Anna var lang tid om at nå denne erkendelse. De øvrige 14 beboere, jeg fulgte i overgangen til plejehjem, erkendte dette i løbet af den første måned som beboere.

Det krævede med andre ord stor social indsigt at blive plejehjemsbeboer. Det er op til læseren at overveje, om de samme kompetencer også forventes af patienter på hospital.

Jens Erik Kofod er ansat som forsker på SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 

Litteratur

  1. Kydd A. Caring for Formal Carers. Paper presented at the International Federation on Ageing: 8th Global Conference Copenhagen may 30th - June 2th 2006.
  2. Beck AM et al. (2008). Plejetyngden af ældre danskere på plejehjem. Ugeskrift for læger 2008; 170/9: 25. February. Pp: 750-52.

Supplerende litteratur

  • Lipsky M. Street-Level Bureaucracy. Dilemmas of the Individual in Public Services. In (ed.) Handel, M.J.: The sociology of organizations classic, contemporary, and critical readings. Thousand Oaks, California Sage Publications; 2003.
  • Mortensen GL. Sociale relationer mellem beboere. In (ed.) Møller K, Knudstrup M. Trivsel i plejeboligen. Pp. 35-50. Odense: Odense Universitets Forlag; 2008.
  • Gubrium JF. Living and Dying at Murray Manor. St. New York: Martin's Press NY; 1975.
ENGLISH ABSTRACT

Kofod JE. People skills essential in nursing homes. Sygeplejersken 2009; (11):50-2.

The article is based on a PhD project, which describes an 18-month ethnographic fieldwork project on the elderly, both in their own homes and in four Danish nursing homes. In the fieldwork I followed Hans and Anna, and 14 other senior citizens during the transition from life in their own home to living in a nursing home - including their first six months living in a nursing home.

The 16 senior citizens were well-functioning mentally and consequently differed from the majority of residents in Danish nursing homes - approximately 60 percent of whom have been diagnosed with dementia.

Hans and Anna found the move to a nursing home a great relief, because they were moving to an environment where staff were available to provide assistance around the clock. However, after six months the relief had been replaced with disappointment, since they had come to realise that their individual needs were not being adequately met. This was largely because Hans and Anna had failed to pay sufficient regard to the staff's need for acknow-ledgment of their work, and the time constraints under which they work.

The other residents in the study considered these factors and built up a relationship with the staff which ensured that they experienced the least possible time waiting for assistance. In this way, the residents were able to influence their experience of life in a care institution; however, being a nursing home resident required significant social insight. It is up to the reader to decide whether the same insights are also expected of patients in a hospital.

For an English version of the study see
www.egv.dk > Aktiviteter > Afsluttet forskning > At flytte på plejehjem

Key words: Nursing home, nursing home residents, nursing home personnel.