Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygepleje til børn med nålefobi

Artiklen henvender sig til alle sygeplejersker, der arbejder med børn. Hovedbudskabet er, at smerter ved nålestik er det, som børn frygter allermest, når de er hospitalsindlagte, og sygeplejersker har en vigtig opgave i forhold til at afhjælpe denne frygt samt lindre barnets smerte. Artiklen er skrevet på baggrund af forfatterens litteratursøgning og studiebesøg på forskellige danske børneafdelinger.

Sygeplejersken 2009 nr. 11, s. 54-56

Af:

Teresa Hoang, sygeplejerske

SY-2009-12-55aaArkivfoto: iStock

Børn er nysgerrige, inspirerende og til tider svære at forstå, fordi vi som voksne tænker og oplever tingene anderledes. Ikke mindst er legen som et vigtigt element ikke længere en fast del af den voksnes hverdag, og det kan derfor være svært at møde barnet, så det føler sig forstået, set og hørt også når situationen indebærer procedurerelaterede smerter for barnet.

Endvidere kan gamle myter omkring børns manglende smerteoplevelse hindre en optimal sygepleje til det smertetruede barn. Forestillinger om, at børn ikke føler smerte af betydning, og at de vænner sig til smerten, jo flere gange de udsættes for den, eksisterer desværre stadig.

Men smerter ved nålestik er reelt det, som børn frygter allermest, når de er hospitalsindlagte (1), og internationale undersøgelser har dokumenteret, at børn, herunder præmature børn, som udsættes for diverse behandlingsprocedurer, oplever smerter, og at underbehandling af disse smerter kan medføre kroniske smerter eller traumatisere barnet (2).

Vi ved også, at kronisk syge børn aldrig vænner sig til smerte, men derimod opbygger en frygt og er mere sensible over for disse indgreb (3).

Smerte er tillige mere end en fysisk fornemmelse. Barnet husker ikke alene de ord, forældre eller andre brugte i den smertefulde situation, de kan også genopleve deres reaktion, holdning, opførsel og sprogbrug (4).

Børns smerter en faglig udfordring

Børn efterspørger en nærværende sygeplejerske, som har tid til at forberede barnet på behandlingsproceduren (4), og på trods af øget opmærksomhed fra internationale studier og organisationer, der beskæftiger sig med børns smerter, f.eks. International Association for the Study of Pain og Scandinavian Association for the Study of Pain, og sygeplejerskers vilje til at arbejde med problematikken, er forebyggelse og lindring af børns smerter fortsat en stor udfordring inden for sygeplejen. Denne artikel handler om, hvordan sygeplejersken kan samarbejde med barnet under smerterelaterede procedurer, der indeholder nålestik. F.eks. ved blodprøvetagning, injektioner eller anlæggelse af perifert venekateter.

Barnet skal føle sig trygt

Det barn, der står over for et nålestik, kan dels være præget af tidligere negative oplevelser eller have urealistiske forestillinger om situationen. I begge situationer kan barnet have opbygget en frygt for at skulle stikkes, og hvis det er første gang, barnet udsættes for et nålestik, kan den enkelte situation være afgørende for, hvilke følelser og tanker barnet efterfølgende associerer med sundhedsvæsenet.

Ud over at barnets smerter ved nålestik er forebygget bedst muligt via lokalbedøvende midler, er sygeplejerskens adfærd vigtig. Sygeplejersken kan både mildne den konkrete smerte og forebygge en fremtidig frygt hos barnet ved hjælp af kommunikation og forskellige sygeplejehandlinger. Et tæt samarbejde med barnets forældre er også vigtigt. Målet er at etablere tryghed hos barnet og hjælpe barnet til, at smerteepisoden ikke bliver traumatisk.

Inden proceduren
Når barnet skal udsættes for nålestik, skal sygeplejersken på forhånd have overvejet, hvilket formål selve proceduren har, og hvordan formidlingen af dette skal ske til barnet. Den verbale og nonverbale kommunikation skal være rolig og tydelig, sådan at barnet forstår, hvad og hvorfor proceduren skal ske. Det er væsentligt, at de fysiske omgivelser er rolige, uforstyrrede og børneegnede, og kommunikation til barnet skal være afpasset barnets interessefelter og udviklingstrin. Som oftest har barnet behov for verbal forklaring, konkrete eksempler og illustrationer for at forstå proceduren.

Her kan inddragelse af dukker, bamser, andre fysiske figurer eller computeranimerede situationer være med til at understøtte barnets forståelse (5). Der eksisterer i dag også forskellige edb-programmer, som barnet og dets forældre kan forberede sig gennem inden proceduren (se boks 1).

BOKS 1. MED 'HC AND' PÅ SYGEHUS

 
HC And er et computerprogram, som barnet og dets forældre kan se hjemme inden indlæggelsen og efterfølgende udskrivelse. Programmet er udviklet til børn i alderen 4-7 år, og informationen er udviklet som små animerede tegnefilm i en HC Ands hospitalsverden.

Programmet indeholder information i børnehøjde om en række undersøgelser og andre ting af betydning for barnets indlæggelse.

HC And storyboards er udviklet af en projektgruppe og forskellige afdelinger på Odense Universitetshospital.

Se programmet her

Sygeplejersken kan inddrage barnet aktivt i afhjælpningen af frygten og smerten. Hvis barnet er blevet stukket tidligere, kan hun inden proceduren spørge til tidligere smerteoplevelser, og om der er noget specielt, barnet plejer at tænke på, der kan hjælpe på smerterne og derved hjælpe barnet til at være opmærksom på, at det kan gøre noget godt for sig selv.

Barnet kan få medbestemmelse f.eks. i form af at få lov til at beslutte, om det skal sidde eller ligge, farve på evt. bandage, vælge arm eller sted på kroppen eller sige til, når han/hun er parat til, at proceduren kan gå i gang. Barnet kan også inddrages aktivt ved f.eks. at få lov til at holde en sprøjte eller andre remedier, ligesom der kan tages udgangspunkt i, hvorledes proceduren plejer at blive udført, hvilket barnet kan fortælle sygeplejersken.

Men sygeplejersken skal også vurdere, hvor stor indflydelse barnet skal have, da for mange valg kan stresse barnet.

Barnet bliver gennem en aktiv involvering anerkendt, oplever kontrol og inviteret til at anvende sine egne afledningsstrategier, hvilket kan flytte fokus fra smerten. En dreng på 10 år, som jeg mødte under et studiebesøg, fortalte f.eks., at han ved nålestik altid tænker på, at han sover. Så mærker han ikke smerten.

Under proceduren
Under proceduren kan sygeplejersken aflede barnet, og igen skal dette ske med udgangspunkt i barnets alder, udviklingstrin og de ting, som optager barnet. Afledning bruges til at flytte barnets fokus fra proceduren, så denne opleves uproblematisk og hurtigt overstået.

Brugen af humor, leg og evt. fantasirejser kan være afgørende for graden af succesoplevelse, og her oplevede jeg under et andet studiebesøg, at sygeplejerskerne ofte sang for eller sammen med børnene. F.eks. blev der hos en lille pige sunget "vaskesangen" under proceduren, hvilket beroligede og afledte pigen fra smerten.

Efter proceduren
Afhængigt af barnets behov kan proceduren evt. gennemgås, efter proceduren er afsluttet, så barnet får en bedre helhedsforståelse. Sygeplejersken kan tale med barnet om, hvad de hver især synes gik godt i løbet af proceduren, og hvad barnet selv gjorde, og herudfra kan sygeplejersken uddrage de positive ting og foreslå barnet, at disse bliver brugt ved fremtidige behandlingsprocedurer.

Barnet kan også have behov for at bearbejde den følelsesmæssige oplevelse og reaktion, som opstår under undersøgelsen, og sygeplejersken må her gøre sig umage med at forstå barnet og møde det der, hvor det er. Det er vigtigt, at sygeplejersken på baggrund af sine faglige kompetencer og empatiske egenskaber har forståelse for barnet og kan rumme dets følelser og reaktioner (6).

Sygeplejersken skal efterfølgende dokumentere, hvilke behov barnet har i forhold til proceduren, og beskrive årsager til, at barnet er samarbejdsvilligt og trygt eller det modsatte, således at der er systematik og kontinuitet for det enkelte barn ved fremtidige procedurer. Det er endvidere væsentligt, at man i afdelingen har faste procedurer og en fælles holdning til afhjælpning af barnets frygt og smerter, så barnet og dets forældre ikke mødes af vidt forskellige tilgange. Bedst er det, hvis det er det samme personale, der møder barnet.

Ensartethed en nødvendighed

Sygeplejersker kan ikke trylle barnets utryghed eller smerte bort, men vi kan sammen med barnets forældre være med til at forebygge og reducere disse ting. Når børn føler sig set, hørt og mødt på det udviklingstrin, de er, og man i afdelingen arbejder ud fra de samme retningslinjer og holdninger, hvor den nødvendige tid i forhold til procedurerelaterede smerter prioriteres højt, er barnet i gode hænder.

Teresa Hoang er ansat på Hæmatologisk afdeling på Rigshospitalet.

Litteratur

  1. Uman LS, Chambers CT, Mcgrath PJ et al. Psychological interventions for needle-related procedural pain and distress in children and adoloscents. The Cochrane Collaboration;2008;1-4.
  2. Rørbæk M. Børn vænner sig ikke til smerten. Sygeplejersken 1994;1:10-3.
  3. Tveiten S. Barnesykepleie. 2.ed. Norway: AD Notam Gyldendal 1993;108-15.
  4. Garland L, Kenny G. Family Nursing and the management of pain in children. Paediatric Nursing 2008,18(6);18-20.
  5. Jerlang Espen. Udviklingspsykologiske teorier. Jean Piagets teori om erkendelse. 3. udgave. København, Nordisk Forlag A/S, 2002.
  6. Jerlang E. Barnets udvikling - en helhed. 1. ed. Munksgaard, København;1991:70-1,121-2.
ENGLISH ABSTRACT

Hoang T. Nursing care of children with needle phobia. Sygeplejersken 2009;(11):54-6.

Children experience fear and pain in association with needlestick procedures. Consequently, nurses play an important role easing children's fear- and relieving pain associated with needlestick procedures. Close cooperation with the child's parents, communication adapted to the child's developmental level, and targeted nursing intervention are important elements in the cooperation between nurses and children.

Preparing the child for the procedure requires use of verbal explanations, concrete examples and illustrations. Here, dolls, cuddly toys or computer-animated scenarios are possible solutions. The child can be actively involved and achieve co-determination, which helps the child experience a feeling of control over the situation.

During the procedure the nurse can distract the child using humour, play, and fantasies. Distraction is used to switch focus from the procedure so that it is experienced unproblematically and rapidly overcome. Following the procedure the child may need to process the emotional experience and reactions resulting from the intervention, and the nurse must be able to accommodate the child's feelings. On a ward level, nursing staff have to work within guidelines and shared attitudes, and the time necessary in respect of needlestick procedure-related pain in children must be highly prioritised.

Key words: Children, needlestick procedures, needle phobia, nursing.