Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Her går sygeplejersker stuegang

Babyvagten. På barselsafsnittet på Odense Universitetshospital er det sygeplejersker, der udskriver de ukomplicerede patienter, og det har nedbragt ventetiden for mødrene betydeligt.

Sygeplejersken 2009 nr. 13, s. 22-23

Af:

Sine Barret-Madsen, journalist

 

SY-2009-13-22a
Charlotte Lønfeldt Jakobsen er med hele vejen fra indlæggelse til udskrivning. Det giver patienterne et mere helstøbt forløb. Her ses den nybagte mor, Ann Kristin Næss. Foto: Alex Tran   

En nybagt far triller langsomt vuggen, mens moren går bagved i et krøllet sæt joggingtøj og med uglet hår. I vuggen titter et lille rynket babyansigt frem under dynen. Parret kan snart udskrives fra afdelingen, fordi indlæggelse og fødsel er forløbet helt normalt.

På barselsafsnittet D1 er det sygeplejerskerne, der udskriver de ukomplicerede patienter. Det sker, fordi Odense Universitetshospital, OUH, indførte lean i efteråret 2008 som en del af en større udviklingsplan. Målet var, at afdelingerne gennem forskellige former for opgaveglidning skulle iværksætte projekter, der kunne effektivisere arbejdet. Her pegede både sygeplejersker og læger på, at stuegangen mellem kl. 9 og 13 voldte dem problemer i hverdagen.

"Ofte vidste sygeplejersker og patienter ikke, hvornår lægen kom, og det resulterede i en masse ventetid. Vi vidste, at der er patientgrupper, som er lettere at udskrive, derfor var det et naturligt sted at starte," siger Charlotte Lønfeldt Jakobsen, der er klinisk sygeplejespecialist.

En arbejdsgruppe har udarbejdet udførlige procedurer og instrukser for de obstetriske patienter, som sygeplejersker kan udskrive. En dagsseddel fortæller, hvilke patienter lægerne skal ind til.

Charlotte Lønfeldt Jakobsen fortæller, at lægerne er glade for stuegangssamarbejdet. "Nu skal de ikke længere forholde sig til mange forskellige typer af patienter, men kan via gruppesedlen hurtigt få et overblik over de patienter, de skal tage sig af og se, hvilken sygeplejerske der er tilknyttet stuen," siger hun.

"Det er et stort skridt, at sygeplejersker får det her ansvar, men det har givet mig en større kompetence, og det betyder, at jeg kan arbejde mere selvstændigt," siger Charlotte Lønfeldt Jakobsen og påpeger, at det har øget hendes faglighed, når hun selvstændigt skal tage stilling til, om f.eks. et operationsar fra et kejsersnit er kompliceret eller ej.

Men forandringerne har også givet et mere helstøbt forløb for patienterne.

"Nu kan man bedre fordele informationerne efter behov, fordi det, så vidt det er muligt, er den samme person, der følger patienten i indlæggelsesforløbet. Det betyder også, at patienterne ikke skal gentage alting for plejepersonalet," siger Charlotte Lønfeldt Jakobsen.

Hvad er det særlige, man skal kunne på et barselsafsnit?
"Det er at finde ud af, hvad familien har brug for lige nu, og hvad der fylder mest. Den største udfordring kan være at ramme lige nøjagtig dét, der er deres behov." 

HVAD HAR VÆRET DIN BEDSTE OPLEVELSE MED EN PATIENT I SIDSTE UGE?

"Det var en rigtig hård tvillingefødsel, hvor tvilling A blev født vaginalt, mens tvilling B skulle fødes ved kejsersnit. Bagefter stod faren på operationsgangen med den ene tvilling i armen, da hans kone kørte ind på operationsstuen. Jeg havde et rigtig godt samspil med familien. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre for at hjælpe dem, og de kom hurtigt til kræfter, så de kunne komme i gang med at indarbejde en rytme i forhold til måltider, pusling og søvn."