Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vand din krop

Slow motion. Langsomme, meditative øvelser kan give energi til krop og sjæl. Den kinesiske Tai Chi Chuan handler om at mobilisere og bevæge energi. Disse tre øvelser kan laves i en pause på arbejdet eller derhjemme.

Sygeplejersken 2009 nr. 13, s. 26-27

Af:

Kirsten Olesen, journalist

SY-2009-13-26aaArkivfoto: iStock

Mange forbinder Tai Chi Chuan med billeder fra kinesiske parker og pladser, hvor gamle og unge laver fysiske øvelser i et langsomt, meditativt tempo. Men det vigtigste i Tai Chi Chuan er faktisk usynligt, det foregår indeni. Det siger Joachim Hauser, der er Tai Chi Chuan-instruktør, akupunktør og underviser på AkupunkturAkademiet i Århus og København. 

”Tai Chi Chuan handler om at vande noget, der trænger til at blive vandet. Øvelserne gør kroppen livfuld som en velnæret og velvandet jord, fordi de får energi til at flyde,” forklarer han.

Det er samme energi, som akupunktører påvirker med nåle – men i Tai Chi Chuan aktiverer man den selv indefra gennem øvelserne.

”Det tager årevis at lære bevidst at mobilisere og bevæge energi, men man kan alligevel opleve en positiv virkning efter blot et par minutters træning,” siger Joachim Hauser. 

FÅ BEDRE BALANCE

Øvelsen kan give ro og bedre balance.

  • Stå med parallelle fødder i en skulderbreddes afstand fra hinanden og let bøjede knæ.
  • Hold hænderne, som om du havde en gravid mave, som du støtter under med. Håndfladerne opad og fingerspidserne mod hinanden uden at røre.
  • Ånd ind og lad armene flyde opad, til de er ud for brystkassen.
  • Vend håndfladerne nedad og lad dem dale langsomt tilbage til udgangspunktet, mens du ånder ud og ”sætter” dig lidt ned.
  • Ca. en håndsbredde under navlen drejes håndfladerne igen opad, og øvelsen gentages i 2-5 minutter.

 SY-2009-13%20(1)                   Illustration: Kristof Bien

ERSTATNING FOR EN RYGEPAUSE

De små pauser, som rygerne tager i løbet af dagen, er faktisk gavnlige, bortset fra det med røgen. Tag i stedet fire SY-2009-13%20(2)gange om dagen en fem minutters pause og lav følgende åndedrætsøvelse. Den kan bringe dig ud af anspændthed og hjælpe dig til at udnytte kroppens ressourcer optimalt.
 

  • Stå med fødderne samlet, let bøjede knæ og blikket rettet mod en fjern horisont, som hvis du stod på en savanne. Luk øjnene.
  • Forestil dig, at du hænger fra et punkt øverst på hovedet, så der går en lige linje ned gennem kroppen, fra toppen af issen til halebenet – og slip alt, du ikke behøver holde på, både tanker og spændinger.
  • Mærk i fodsålen, hvor kroppens vægt går ned i jorden, og hvordan vægten ændrer sig.
  • Ånd ind gennem toppen af hovedet og følg åndedrættet så langt nedefter i kroppen som muligt – uden at presse på.
  • Ånd ud og forestil dig udåndingen som et brusebad, der blidt bader kroppen indefra – som blød massage ind i områder med ubehag.
  • Slip de steder, hvor du spænder mest – led efter lethed og stilhed.
  • Hvis du bliver svimmel, så flyt fødderne lidt væk fra hinanden, men hold dem parallelle.
  • Fortsæt i 2-5 minutter.

Kilde: Joachim Hauser, Tai Chi Chuan-instruktør, akupunktør og underviser på AkupunkturAkademiet i Århus og København.

FÅ GANG I KREDSLØBET

Denne øvelse gavner kredsløbet såvel som motoriske og sensoriske problemer i
arme og ben.

  • Sæt det ene ben foran det andet med en god og behagelig afstand.

  • Læg vægten på forreste ben og placér begge arme i mavehøjde med håndfladerne fremad i retning af forreste fod – uden at læne dig frem.

  • Lad hele vægten flyde tilbage på bageste ben, mens du spreder armene nedad og bagud uden at strække albuerne – som en stor påfugl, der spreder sin hale.

  • Samtidig forestiller du dig, at du trækker vejret ind gennem fingerspidserne og trækker energi ind i midten af kroppen.

  • Fortsæt cirkelbevægelsen af armene opad og fremad.

  • Samtidig flyder vægten ned i forreste ben, og du ånder ud – udåndingen mærkes, som om den strømmer fra midten af kroppen og ud gennem fingerspidserne.

  • Gentag i 2-5 minutter – indtil kroppen gør øvelsen af sig selv.

SY-2009-13%20(3)