Det ene ord tager det andet
Ove B. Schaffalitsky de Muckadell, Stig Haunsø, Hendrik Vilstrup, redaktører
Medicinsk Kompendium bind 1 og bind 2
Nyt Nordisk Forlag
Arnold Busck 2009
2.989 sider – 3.995 kr.
Hvad er det, der er himmelblåt, todelt og vejer 6,970 kg i alt?
Det er den nye udgave af ”Medicinsk Kompendium”, der er udkommet i 17. udgave. Fem år er gået siden sidste udgivelse, og udviklingen har ikke stået stille. Det afspejles i kompendiet, hvor alle kapitler er kraftigt reviderede, og en fjerdedel af bogens 78 kapitler er nye.
Til gengæld er antallet af sider let reduceret. Bøgerne er meget appetitligt layoutet med bokse, tegninger og fotografier, der illustrerer og understøtter de enkelte kapitlers indhold.
Kompendiet er på 2.899 sider, og jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har været igennem dem alle, sådan som en anmelder normalt har pligt til. Jeg har været rundt i kompendiet, og jeg ved af erfaring, at det går der meget tid med, fordi man som læser bliver fanget undervejs. Godt for det.
Kapitel 2 i bind 1 har titlen ”Evidensbaseret medicin”. Det er værd at læse for sygeplejersker, som ønsker at supplere deres viden om litteratursøgning og databaser. Her bliver Pub Med og de Booleske operatorer bl.a. præsenteret, og det kan være godt at få tingene beskrevet på en anden måde og med en ny pen, for helt enkelt er det ikke at finde, hvad man har brug for, de første mange gange man søger litteratur.
I kapitel 31 i bind 1 kan man få tal på aterosklerose, og tal er noget, sygeplejersker med fordel kan huske at supplere med. I kapitlet nævnes det, at antallet af dødsfald af iskæmisk hjertesygdom er faldet markant siden midten af 1970’erne, og omkring halvdelen af faldet i mortalitet skyldes lavere incidens, mens den andel halvdel skyldes bedre behandling. Der er med andre ord tale om forebyggelse, der virker. Desuden ses markante forskelle i dødeligheden mellem forskellige dele af landet.
Så skulle datteren arbejde med blodsukker og blodsukkerregulering i biologi på højt niveau i gymnasiet. Det gav problemer, for indeks er en kompliceret affære. Svært at benytte pga. undergrupper, kursiv og ualfabetiske lister. Vi måtte ty til ”Indhold” og ”Endokrine sygdomme” i bind 2, før det lykkedes at finde brugbar viden. Men så kom kompendiet også en tur op på cyklen og hen til veninden og skrivemakkeren, og der var god viden for dem begge.
Jeg spurgte den praktiserende læge, om det stadigvæk er fikst at have ”Medicinsk Kompendium” i bogform. ”Afgjort,” svarede han. ”Man kan slå op i bøgerne hurtigere, end man kan på nettet, og så kan man sidde og læse, så længe man har tid og lyst.”
Og tiden går, for det er interessant at bliver klogere.
Sygeplejersker kan roligt begive sig ind i ”Medicinsk Kompendium”. Det er ikke sikkert, de kommer ud igen lige med det første. Jeg vil anbefale, at man spenderer et opslag, hvis man er i tvivl om grundlæggende sygdomskategorier, eller hvis/når man falder over en sjældenhed, som man ønsker belyst. Der er nok at gå i krig med, og det ene ord tager det andet.
Af Jette Bagh, fagredaktør på Sygeplejersken.
Social virus i kyndige hænder
Peer H. Staff
Når plager blir sykdom
Kognitiv behandling ved sammensatte lidelser
Høyskoleforlaget 2009
124 sider – nkr. 199
På cirka 100 velskrevne sider argumenterer den norske læge Peer Staff overbevisende for, at de funktionelle lidelser, som skønnes at sluge halvdelen af sundhedssystemets opmærksomhed, skal varetages tværfagligt ved hjælp af kognitiv adfærdsterapi (CBT= Cognitive Behavioral Therapy).
Ud over at sikre at der ikke er tale om fysiske behandlingskrævende skavanker, er lægernes traditionelle kunnen af begrænset værdi i håndteringen af lidelser, der ikke har biologiske årsager, men snarere kan betegnes som en form for social virus.
For patientforeninger, medier og alternative behandlere skaber sammen med læger, der er blevet alt for villige til at give tvivlsomme diagnoser i bytte for uklare symptomer, en stadigt bedre grobund for de epidemier af funktionelle lidelser, der kan registreres. Staff’s fortættede historiske analyse af fænomenet viser klart, at det ikke er noget nyt.
Diagnosen neurasteni, der fra 1870 fungerede som paraplydiagnose for tilstande som skrivekrampe, arsenikforgiftning og masturbationsskader, kunne lige så godt dække over moderne diagnoser som piskesmæld, kronisk træthedssyndrom og udbrændthed. I begyndelsen af det 19. århundrede fik 30 pct. af patienterne dia-gnosen neurasteni, som også er inkluderet i ICD-10 som en psykisk lidelse.
I dagens Norge skønnes det, at mere end 50 pct. af konsultationerne forårsages af symptomer uden objektive tegn. Hvis man undersøger, hvordan lægerne udsteder sygefraværsattester til patienter med subjektive plager, er det bedst sammenligneligt med lodtrækning.
Hvis man tager bogen bogstaveligt, og det er fristende, er den en bombe under sundheds- og socialvæsenet, som vi kender det. Hele velfærdssamfundet ville hoppe på et ben, hvis Staff’s forslag blev fuldt implementeret. På den anden side er der stort behov for at få situationen under kontrol. Stigningerne i udgiften til sygdomsbehandling, sygefravær og invaliditet, hvoraf mindst 50 pct. kan henføres til subjektive lidelser, er svimlende. I Norge steg udgiften til sygedagpenge 50 pct. fra 1998-2003. I samme periode steg udgifterne til invalidepension med 40 pct. Selv om Norge sammen med USA topper i forbrug af midler til sundhedssektoren, så er der ingen grund til at tro, at forholdene i Danmark er afgørende forskellige.
Dertil kommer, at der formodentligt ikke kommer megen velfærd ud af alle disse penge. Staff refererer undersøgelser, der viser, at jo flere penge der bruges, desto større risiko er der for, at befolkningen føler sig syg.
Ved at undersøge fænomenet plager (forstået som symptomer uden objektive fund) eksistentielt, kulturelt, sociologisk og idehistorisk lykkes det Staff at fremstille problematikken så klart, at bogen burde være pligtlæsning for alle sundhedsøkonomer. Derudover burde bogen føre til selvransagelse hos alle dem, som antager, at de hjælper de plagede bedst ved at give dem en diagnose og dermed adgang til samfundets hjælp.
I bogen er den kognitive adfærdsterapi, den sokratiske interviewteknik og andre interventioner kort beskrevet, men Staff understreger, at ingen bør kaste sig ud i anvendelsen af disse metoder uden forudgående kurser og træning.
Af Karen Ellen Spannow, sygeplejerske og etnograf.
Pensionistfest i Oldekolle
Svein Olav Daatland
Aldring som provokasjon
Fagbokforlaget 2009
216 sider – 335 nkr.
Min snart 24-årige datter er af personaleforeningen på sit arbejde blevet inviteret til sommerfest 1. maj, temaet er ”Pensionistfest i Oldekolle”.
På jagt efter festtøj til en 70-årig viste hun mig invitationen til festen: Stok og rollator, suppe, steg og is (let at tygge af hensyn til gebisset,) banko, gigttilpasset svingom, støtte fra den personlige hjælper, ældrekørsel, mimrekort.
Netop den dag, min datter kom med festinvitationen, var jeg optaget af at læse bogen ”Aldring som provokasjon”. Jeg fortalte hende om bogen, heldigvis havde hun god tid, så vi kunne drøfte aldersforagt, myter og ambivalens.
Bogen er skrevet af Svein Olav Daatland, som er socialpsykolog og forsker ved NOVA (Norsk institut for forskning og opvækst, velfærd og aldring). Han har forsket i aldring i 25 år. Både for at forbedre livet i alderdommen og for at forstå, hvorfor det er så vanskeligt for civiliserede mennesker at forsone sig med aldring.
Hvorfor vi har så svært ved at forholde os til vores ældre år og ældre mennesker: Hvad skal jeg med resten af livet? Hvad skal vi stille op med ældre mennesker? Er de(t) noget værd?
Daatland fortæller på et letlæst norsk, at der ikke eksisterer andre områder i livet og samfundet, som så udtalt er præget af stereotyper som alderdommen. Stereotyper får os til at distancere os og mindske frygten og ubehaget for aldring ved at skabe forskelle og afstand mellem os og dem. Vi fremmedgør aldring og gør ”de gamle” til noget helt andet, end det vi selv er. Sådan fornægter vi den individualitet og mangfoldighed, som vi tillægger os selv. Måske i et forfængeligt håb om at det vil hjælpe os til at undgå samme skæbne. Stereotyper er ofte præget af, at man gør mennesker stakkels. Gamle mennesker bliver fremstillet som syge, fattige og skrøbelige. Elendigheden overvurderes, og ressourcerne undervurderes i forhold til det faktiske billede.
Bogen udforsker aldersforagt, kilden til alderismen, og konsekvenser af den. Perspektivet udvides til også at beskrive ”den skønne alderdom” med et afsnit om vellykket aldring, før forfatteren ser på det ældre menneskes position i det moderne samfund, forhold til familien og mellem generationer og ældreomsorgens tilsyneladende evige krise.
Inden min datter vinkede farvel og cyklede hen til genbrugsforretningen efter festtøj til pensionistfesten, fik hun et par fotos af velkendte 70-årige med som inspiration (Tine Bryld, Susse Wold og 64-årige Suzanne Brøgger …) foruden en kopi af bogens artikel om aldringens variation.
Bogen består af en samling forholdsvis korte, populærvidenskabelige artikler, der kan læses hver for sig. Af ansat i Kursusafdelingen SOSU- Uddannelser, Greve.
Af Jorit Tellerv, uddannelseskonsulent, ansat i Kursusafdelingen SOSU-Uddannelser, Greve.
Sygeplejersker, få samfundsniveauet frem
Jørgen T. Lauridsen og Kjeld Møller Pedersen (red.)
Sundhedsøkonomi – fra teori til praksis
Jurist- og Økonomiforbundets Forlag 2009
225 sider – 350 kr.
Hvorfor er Danmark tæt på europæisk rekord i social ulighed i sundhed? Kan uddannelse forebygge sygdomme? Er der væsentlige stordriftsfordele at realisere på de offentlige hospitaler? Er det fornuftigt at have hjemmetræning af patienter på tværs af sektorer?
Denne antologi besvarer disse og andre spørgsmål inden for tre overordnede temaer: social ulighed, sygehusindlæggelser og økonomisk evaluering af behandling og forebyggelse.
De emner, som antologien behandler, er meget aktuelle i den sundhedspolitiske debat, hvor de ofte vinkles sociologisk eller sundhedsfagligt. Men her præsenteres økonomisk tænkning.
Økonomer kan i den politiske debat få kritik fra klinikerne, som mener, at liv og behandlinger ikke kan opgøres i penge, eller at økonomerne mangler indsigt i patienters og pårørendes situation. Det kan klinikerne have en pointe i, men økonomernes perspektiv er ikke individniveauet. Deres faglighed er på samfundsniveau, og de analyserer den samlede effekt af en ydelse. Derfor kan sundhedsøkonomi udfordre individniveauet. Sundhedsøkonomer svarer på spørgsmålet:
Hvordan sikres den største sundhed (eller nytte) givet sundhedsbudgettets størrelse, og hvor stort skal sundhedsbudgettet være, for at vi sikrer os den optimale fordeling af ressourcerne mellem sektorerne?
Det store spørgsmål bliver mere specifikt i forhold til nye konkrete interventioner. Økonomerne giver beslutningstagerne et beslutningsgrundlag, når der skal tages stilling til en ny behandling eller pleje. Det nye koster, hvilket betyder, at der skal tages ressourcer fra andre ydelser. Det rejser spørgsmålet, hvorvidt fordelen ved det nye retfærdiggør ressourcetrækket. Er nyttegevinsten større end nyttetabet" Analyser på samfundsniveau er vigtige, så man er sikker på, at effekten når de rette borgere i samfundet.
Nogle af kapitlerne er letlæselige udgaver af tidligere videnskabelige artikler, mens andre er skrevet til denne bog. Det kommer naturligt til at betyde, at formidlingen er forskelligartet. I nogle kapitler forventes det, at modtageren har kendskab til omkostningskurverne og Lorenz-diagrammet. Andre formidler til en bredere målgruppe.
Selv om den formidlingsmæssige præstation er meget varieret, er det en velunderbygget bog, som er skrevet af de danske eksperter i sundhedsøkonomi. Bogen er relevant, da det ikke vrimler med danske bøger, som giver en sammenhængende præsentation af de sundhedsøkonomiske perspektiver på den sundhedspolitik, der føres.
Er du i gang med at skrive en opgave om motivation for at ændre livsstil hos en gruppe patienter, så grib denne bog. Her kan du få inspiration til en anderledes perspektivering. Få samfundsniveauet frem og tal på sagen! I bogen findes svar på, om fysisk aktivitet kan betale sig, om hjemmetræning eller patientskoler har økonomiske gevinster, eller om lang uddannelse forebygger sygdomme.
Af Gitte Lindermann, cand.scient.pol., sygeplejerske og specialkonsulent i Region Hovedstaden.
En afdanket levemands bekendelser
Hans Kornø Rasmussen og Torben Bremann
Hans og bjerget
People’s Press 2009
160 sider – 199 kr.
”Anmeldelse" Skæv bog om at tage skeen i den anden hånd og ændre livsstil. Er det noget?”
Det pirrede i den grad min nysgerrighed, jeg måtte takke ja til denne opfordring om en boganmeldelse, selv om det langt fra var det, jeg havde planlagt i weekenden. Og bogen ødelagde min weekend, den årlige maletur til Rågeleje med vores venner. Helt opslugt lod jeg farver og venner passe sig selv og læste nonstop.
”Når rytterne kommer ud af de sidste bevoksede strækninger, er der kun den nøgne vej tilbage, så har de ikke andet end deres egne skygger at se på. Og selvfølgelig observationsposten på toppen, som de har fri udsigt til hele vejen, et skrækindjagende syn.”
På modsatte side af dette citat, der indleder bogen ”Hans og bjerget”, er indsat et helsides farvefoto af Hans tæt på målet. Med blod ned ad armen, i bagende sol på en gold bjergside tæt på toppen af det berygtede bjerg Mont Ventoux – han når toppen.
Bjerget, som kun de mest toptrænede kan besejre, og som cykelrytterne i Tour de France beskriver som den største udfordring. Tæt på 25 stejle kilometer, som tog livet af Tom Simpson under Tour de France i 1967 og fik Eddy Merckx til at kollapse af anstrengelse, da han sejrede i 1970.
Inden sin præstation er Hans tæt på 60 år, en afdanket levemand med topmave og rygerlunger, KOL. Det er dette paradoks, der gør bogen til en betydningsfuld fortælling og en øjenåbner for sygeplejersker, der skal motivere patienter til at vælge forandring mod en anden levevej.
I løbet af et halvt år ændrer Hans sit liv gennem træning, kost og coaching. Det bliver et halvt år med betydelige op- og nedture. Hans letter sin vægt for 16 kg, stopper rygning, vejer sin mad, løfter 18 tons på en time og gennemfører et både fysisk og psykisk krævende træningsprogram bistået af sin idrætscoach Torben Bremann, som er medforfatter. Han giver en detaljeret beskrivelse af, hvordan kost, træning og psykologi påvirker forandringen. Både i træningsforløbet og i bogudgivelsen samarbejder de to forfattere.
Det er også en æstetisk bog, grafikken er holdt i en lys okker (som bjergets farve), der bugter sig over siderne som et bjergforløb og forfatterens humør. Og så er der dejligt mange beskrivende fotografier, der dækker helsider.
Ud over at være en opløftende fortælling om en 60-årig økonom med rødvinsmave og KOL, der på et halvt år forvandles til en cykelrytter med superkondi, understreger bogen betydningen af fysisk træning. Mange mennesker med KOL lever f.eks. med en angst for at være fysisk aktive pga. åndenød.
Hans er blevet en anden og mere politisk korrekt person, en sund sjæl i et sundt legeme. Han flyver euforisk ned ad bjerget på under en halv time, en hurtig nedtur, ned til en depression. Med støtte fra en psykolog får han greb om forandringens konstante krav om vedholdenhed og skærpet opmærksomhed på, at den gamle livsstil hele tiden lurer lige under overfladen.
Flere af bogens afsnit har jeg delt med min snart 60-årige mand. Mon ikke vores venner næste år vil modtage os veltrænede og på cykel, når vi samles til maleweekend i Rågeleje? Forandringen lurer lige under overfladen.
Af Jorit Tellerv, uddannelseskonsulent, ansat i Kursusafdelingen SOSU-Uddannelser, Greve.
En sproglig smeltedigel
Lars Holm og Helle Pia Laursen (red.)
En bog om sprog – i daginstitutioner
Analyser af sproglig praksis
Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag 2009
176 sider – 188 kr.
Der er i disse år meget fokus på daginstitutionerne og deres rolle som sproglig smeltedigel. Især for de tosprogede børns vedkommende er der store forventninger til pædagogerne med hensyn til at sikre, at lille Fatima og Suleimann får lært dansk.
Det perspektiv, der anlægges i ”En bog om sprog”, er sproget som social praksis. Forskningen på området er meget begrænset, og vi ved derfor meget lidt om, hvilke sproglige forudsætninger der er nødvendige, for at børn fungerer godt sammen.
”En vigtig pointe at huske på,” skriver Martha Sif Karrebæk, ”ikke mindst fordi vi gang på gang konfronteres med det synspunkt, at det bedste sted for børn, herunder børn med dansk som andetsprog, at lære eller tilegne sig de nødvendige sproglige forudsætninger før skolestart er i børnehaven.”
”Børn lærer sprog og herunder dansk, fordi de skal bruge det til noget … ikke fordi politikere, forældre og pædagoger synes, det er en god ide. Den sproglige udvikling sker i samspil med en social og kulturel kontekst,” skriver Martha Sif Karrebæk videre.
Bogen er en antologi. Første del rummer analyser af hverdagens sprogpraksisser i daginstitutioner, og anden del den del af daginstitutioners sprogpraksis, der har med sproglig evaluering at gøre. I en af artiklerne om sproglig evaluering viser forfatterne, hvor galt i byen man risikerer at gå, hvis man ukritisk benytter det samme evalueringsmateriale til et- og tosprogede børn.
At evaluere flersprogede børn er kompliceret. En simpel sammenligning med etsprogede børn kan betyde, at man fejlagtigt kan komme til at kategorisere et barns sprog som værende ikke alderssvarende og sætte initiativer i værk, som er til mere skade end gavn.
Bogens målgruppe er studerende og undervisere inden for det pædagogiske felt og andre, som har en faglig interesse i daginstitutioners praksis. Målet er at skabe interesse og nysgerrighed for relationen mellem børns sproglige udvikling og daginstitutionernes praksis.
Det kan være nyttigt at kende til denne bogs eksistens især for de sundhedsplejersker, som har konsulentfunktion i daginstitutioner med tosprogede børn og børn, som har behov for støtte til at udvikle deres sprog.
Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske, Furesø Kommune.