Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Amatører på strandhugst efter asiatiske sygeplejersker

Uetisk. En overlæge og en sygeplejerske mente, at asiatiske sygeplejersker kunne være en gave til det danske sundhedsvæsen. Tre filippinske sygeplejersker satte sig i stor gæld og venter stadig på et job. De er ofre for en amatøragtig rekruttering, lyder dommen fra rekrutteringskonsulenter.

Sygeplejersken 2009 nr. 18, s. 22-26

Af:

Britta Søndergaard, journalist,

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

  

SY-2009-18-18a
Foto: Kissen Møller Hansen

SAGEN KORT

Sygeplejersken nr. 17/2009 bragte historien om tre filippinske sygeplejersker, der føler sig snydt af det rekrutteringsbureau, som skaffede dem til Danmark. De har hverken fået praktikophold eller job. I dette nummer fortæller vi om, hvordan det kunne ske.
 

For et års tid siden opstod en god idé på en hospitalsafdeling i Silkeborg. Overlæge Palle Holck mødte tilfældigt sygeplejerske Lampa Holm på jobbet. Den thailandskfødte sygeplejerske viste sig at være lidt af en ildsjæl, og de to faldt hurtigt i snak om et emne, der optog dem begge: manglen på sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen. Lampa Holm fortalte, at hun havde kontakt til flere sygeplejersker i Thailand og Filippinerne via internettet.

Palle Holck blev kort tid efter tilknyttet Lampa Holms firma, Scandinavian Nursing Bureau, som ulønnet konsulent.

"Jeg har rejst i Asien og oplevet, at sygeplejerskerne dér har et stort potentiale, fordi de er veluddannede. Og med deres kultur og personlighed tror jeg, at de kunne være en gave til det danske sundhedsvæsen," fortæller Palle Holck.

Mødet mellem den danske overlæge og den thailandskfødte sygeplejerske blev en af de indledende øvelser i et rekrutteringsforløb, der endte som et mareridt for de tre filippinske sygeplejersker, 27-årige Bryan Lleses, 34-årige Leonora Ligeralde og 38-årige Flordeliza Gimarino. De tre filippinere var blandt de 10 asiatiske sygeplejersker, som kom til Danmark via Scandinavian Nurs-ing Bureau i foråret 2009. De skulle hver betale 40.000 kr. for et tremåneders studieophold med sprogundervisning og praktik. En sygeplejerske i Filippinerne tjener mellem 800 og 1.000 kr. om måneden, og foreløbig har de tre filippinere lånt mere end 100.000 kr. tilsammen for at realisere drømmen om et liv som sygeplejersker i Vesten. I dag sidder de tilbage med en stor gæld og knuste jobdrømme på grund af et forløb, der af rekrutteringskonsulenter betegnes som "amatøragtigt" og "uetisk".

Kan regne med job

Både Palle Holck og Lampa Holm siger i dag, at præmissen for de tre sygeplejerskers ophold hele tiden har været klar. De meldte sig blot til et studieophold og fik ingen løfter om job, inden de tog til Danmark.

Scandinavian Nursing Bureaus hjemmeside er i dag nedlagt, men Sygeplejersken har fundet frem til forskellige internetsider, hvor Lampa Holm bl.a. fortæller, at sygeplejerskerne efter studieopholdet kan regne med et job i det danske sundhedsvæsen.

"Alle har halvandet år til at vise, hvad de kan. Hvis ikke de klarer det, får de at vide hvorfor. Men det er min erfaring, at alle klarer det," skriver Lampa Holm bl.a. til en gruppe thailandske sygeplejersker.

Hun forsikrer endvidere, at der ikke ligger økonomiske motiver bag oprettelsen af Scandinavian Nursing Bureau: "Hvis I spørger mig, hvorfor jeg gør det her, er det, fordi det udfordrer mig at hjælpe thailandske sygeplejersker til Danmark, uden at de behøver gifte sig med en dansk mand."

Uklar økonomi

Den 1. april i år landede Flordeliza Gimarino, Bryan Lleses og Leonora Ligeralde i Kastrup Lufthavn. For at opbygge en god stemning havde Lampa Holm arrangeret en rejse til Norge, hvor sygeplejerskerne bo--ede i et thaitempel og oplevede den norske natur. Derefter forestod Lampa Holm to måneders sprogundervisning i sit hjem i Hornslet, selvom hun ikke er uddannet sproglærer. Et parcelhus på 87 kvadratmeter plus kælder fungerede som skole, kontor og logi for Lampa Holm og hendes familie samt tre filippinske og syv thailandske sygeplejersker. I dag bor seks thailandske sygeplejersker fortsat i Lampa Holms hjem, mens en af dem er rejst hjem.

De asiatiske sygeplejersker sled fra tidlig morgen til sen aften med danske gloser og grammatik. De boede to og tre i samme værelse og måtte sove på madrasser på gulvet.

"Hvis I arbejder hårdt nok og lærer dansk, skal det nok lykkes jer at få et job," erklærede Lampa Holm.

De økonomiske transaktioner i forbindelse med de filippinske sygeplejerskers ophold er uigennemsigtige. De har ikke fået nogen kontrakt eller kvittering på de penge, de har betalt, og Lampa Holm siger, at pengene ikke er blevet indbetalt til Scandinavian Nursing Bureau, men til en fælles kasse, som dækker kost og transport. Ifølge Lampa Holm har hun selv sat penge til på projektet, og hun fortæller, at hendes drivkraft har været ønsket om at hjælpe fattige kolleger til en bedre fremtid. Overlæge Palle Holck fra Regionshospitalet Silkeborg fortæller også, at han ikke har tjent en krone, men tværtimod lånt sygeplejerskerne et mindre beløb.

Gode viljer er ikke nok

De filippinske sygeplejersker skulle erfare, at hårdt arbejde og gode viljer ikke altid er nok til at få foden indenfor i det danske sundhedsvæsen. Et praktikophold på Regionshospitalet Silkeborg strandede, fordi sygeplejerskerne ikke havde råd til at betale for deres logi.

"Praktikopholdet blev arrangeret uden om de officielle kanaler, der normalt sørger for rekruttering, fordi en overlæge (Palle Holck, red.) arbejder på sygehuset.

"Vi ville gerne være venlige og tilbyde de filippinske og thailandske sygeplejersker et praktikophold på en måned, og der var stor opbakning fra hospitalets egne sygeplejersker, men ordningen skulle være udgiftsneutral, og derfor kunne vi ikke betale logi," fortæller chefsygeplejerske Anne Just fra Regionshospitalet Silkeborg.

Palle Holck arbejdede videre på at finde praktikpladser, og det lykkedes at skaffe de thailandske sygeplejersker praktikophold på et andet hospital og i hjemmeplejen. Filippinerne blev også tilbudt ulønnet praktik i hjemmeplejen. Men det var ikke, hvad de havde forventet. De mente, at de skulle i praktik på et hospital.

Scandinavian Nursing Bureau havde heller ikke gjort filippinerne klart, at ikke-EU-borgere skal have seks måneders prøveansættelse i det danske sundhedsvæsen, hvis de skal gøre sig håb om at opnå en varig autorisation. En detalje, som overlæge Palle Holck tilsyneladende ikke er bekendt med.

"Den del af arrangementet ved jeg ikke noget om. Men jeg håber stadig, det kan lykkes at skaffe de ihærdige thailandske og filippinske sygeplejersker et job," siger han til Sygeplejersken.

Useriøse bureauer

Sygeplejersken har forelagt forløbet for rekrutteringseksperter i regionerne, der uden at kende den konkrete sag i detaljer betegner forløbet som amatøragtigt.

"Det overrasker mig bestemt ikke, at den slags finder sted. Vi har tidligere fået henvendelser fra meget useriøse bureauer. Privatpersoner, som gerne vil gøre en god gerning og tjene nogle penge," siger Rikke Kragh Iversen, som er chefkonsulent i Region Sjælland. Hun tilføjer, at hun har indtryk af, at størstedelen af rekrutteringsfirmaerne i dag er seriøse.

Ifølge Rikke Kragh Iversen er det helt almindeligt, at overlæger og andre ansatte i hospitalsvæsenet stiller sig til rådighed som konsulenter.

"Det er ofte folk, som ikke ved, hvordan ansættelsesproceduren er, når man skal rekruttere til det danske sundhedsvæsen. De går ind på et kompliceret og problematisk område, som de ikke kender tilstrækkeligt til," siger Rikke Kragh Iversen, der finder det uetisk, at bureauer forsøger at rekruttere udenlandske sygeplejersker uden at have kontrakt og jobaftale med en region og uden at have indgående kendskab til lovgivningen på området.

"Principielt er det dybt uforsvarligt at rekruttere fattige sygeplejersker på den måde. De har jo ikke andre muligheder for at finde job i Danmark. Hvis en udenlandsk sygeplejerske skal have job i det danske sundhedsvæsen, så foregår det via regionerne. Hvis ikke man har foden indenfor, så har man et problem," siger Rikke Kragh Iversen.

I dag bor Bryan Lleses, Leonora Ligeralde og Flordeliza Gimarino hos venner i Østjylland. Hvis det ikke lykkes dem at få arbejde i Danmark, kan de se frem til udvisning og en gæld, der svarer til fire årslønninger for en sygeplejerske i Filippinerne.