Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Børnevenlig behandler­stue giver tilskade­komne børn ro

Artiklen henvender sig til sygeplejersker, som arbejder på skadestue. Hovedbudskabet er, at når indretningen gøres børnevenlig, flyttes fokus fra smerte og behandling til Bamse og -Kylling på tv, og dermed skabes en roligere atmosfære.

Sygeplejersken 2009 nr. 18, s. 48-49

Af:

Mette Gadeberg, sygeplejerske,

Eva Lyngbye, sygeplejerske

SY-2009-18-48cFoto: Ulla Voigt/dr

Hylende børn og utrygge forældre. Det syn mødte ofte sygeplejersker på skadestuen på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg, når vi modtog et tilskadekommet barn. Gråden og utrygheden blev ikke mindre, når børn og forældre blev ført ind på en af vores behandlerstuer. En stue med hvide vægge fra gulv til loft, grånistret gulv, interiør af stål og med ukendte lyde og lugte. Midt i rummet stod et undersøgelsesleje dækket med et hvidt lagen. Velkommen til skadestuens sterile verden.

Vi har nu gjort denne scene i skadestuen til fortid. Vi fik idéen til en børnevenlig behandlerstue i forbindelse med et projektarbejde på efteruddannelse for skadestuesygeplejersker i 2005.

Vi har dagligt mange tilskadekomne børn, så ønsket om at kunne møde børnene tættere på deres verden var stort. Vi ville indrette en børnebehandlerstue, hvor trygge, genkendelige og rolige omgivelser var i fokus, så de negative oplevelser i form af smerter og selve behandlingen blev formindsket. Børnenes oplevelse skulle flyttes i en positiv retning.

En af vores mindre behandlerstuer blev udvalgt som børnestue. Det hvide lagen på lejet blev hurtigt udskiftet med lysegrønne og blå lagner. Operationslampen over lejet blev herefter forvandlet til en mariehøne, og oppe under loftet kom en meget farverig drage til at svæve. I et hjørne af stuen blev der installeret et lille tv med dvd, hvor Bamse og Kylling, Barbie og Asterix skiftes til at udfolde sig. Til at bryde den hvide væg skal der hænge en collage eller et maleri, som på skift laves af personalets børn og deres respektive skoleklasser. I øjeblikket er en tredje klasse ved at lægge sidste hånd på deres værk. Som tak for hjælpen bliver eleverne inviteret til fernisering på deres billede på behandlerstuen og får efterfølgende en rundvisning, samt undervisning i førstehjælp. Planen er, at billederne skal udstilles for et år ad gangen, hvorefter en ny skoleklasse får tilbuddet.

Børnebehandlerstuen har vi indrettet for meget få midler. Udsmykningen på vægge og loft har vi fået foræret af firmaer, Zoo og skoler. De udgifter, skadestuen har haft, løber op i ca. 2.000 kr.

Børnebehandlerstuen har nu eksisteret i omkring et år, og vi oplever dagligt, at stuen er en stor succes for vores små patienter. Vi kan se, at afledning, farver og indretning har en positiv indvirkning på tilskadekomne børns ophold og behandling i skadestuen.

Vi kan ikke ændre på det faktum, at børnene er kommet til skade, og vi kan ikke fjerne al deres smerte. Men vi oplever nu, med vores nye børnebehandlerstue, at meget få hjælpemidler flytter fokus fra skaden, så smerter og utryghed dermed ikke forstærkes. Vi får tilført barnet positive oplevelser med henblik på at opveje de negative omstændigheder og får dermed skabt bedre balance i barnets oplevelse af situationen.

Vi glæder os dagligt over at se den gavnlige indvirkning, stuen har på vores små patienter og deres forældre, når de træder ind på stuen og begynder at tale om billederne på vægge og loft. Når børnene lægger sig godt til rette på båren, og vi tænder for Bamse og Kylling, bliver skaderne for en stund fortrængt.

Når vi hører et barn sige, at det gerne vil ind på den stue med dragen og tv'et ligesom sidste gang, så er vi overbeviste om, at vi har fået skabt en børnefavoritstue, en succes i børnehøjde.

Mette Gadebjerg arbejder i en rotationsstilling på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg,
Eva Lyngbye er sygeplejerske på skadestuen på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg.