Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Resuméer af international forskning

Pårørendes deltagelse i udskrivelsesplanlægning

Sygeplejersken 2009 nr. 18, s. 49

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Almborg AH, Ulander K, Thulin A, Berg S. Discharge planning of stroke: the relatives' perception of participation. Journal of Clinical Nursing. 2009;18:857-865.

Formål: At beskrive pårørendes opfattelse af at deltage i planlægning af patientens udskrivelse efter indlæggelse og behandling for slagtilfælde.

Metode: I denne svenske undersøgelse indgik 152 pårørende til patienter, der akut havde været indlagt med et slagtilfælde. Patienternes gennemsnitsalder var 74 år. Data blev indsamlet to til tre uger efter udskrivelse ved hjælp af et struktureret interview. Ved interviewet blev benyttet et anerkendt spørgeskema, der omhandler: information - sygdom, information - pleje, behandling og fortsat støtte samt information - mål og behov. Data er opgjort statistisk.

Resultat: Pårørende angav 56-68 pct. positive svar i forhold til spørgsmålene om information om sygdom. For spørgsmålene om information om pleje, behandling og fortsat støtte angav 46-53 pct., at de ikke havde modtaget nogen information, og vedrørende spørgsmålene om information om mål og behov angav 80 pct., at de ikke havde modtaget nogen information. Regressionsanalyse viste, at indlæggelsestid, patientens uddannelse og køn havde betydning for de pårørendes opfattelse af inddragelse i planlægning af udskrivning.

Bemærkninger: Undersøgelsen fastslår, at pårørende i en vis udstrækning inddrages, når det gælder planlægning af udskrivning. Det interessante er, at undersøgelsen også kan påvise en sammenhæng mellem patientens uddannelsesniveau og køn. Det kunne være spændende at foretage undersøgelsen på en dansk population. Rehabiliteringsafdelinger kunne overveje at benytte fremgangsmåden med henblik på udvikling af den lokale kvalitet.

Af Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet.