Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sundhed i striber

Artiklen henvender sig til sundhedsplejersker og andre med interesse for forebyggelse og sundhedsfremme. Den beskriver, hvordan sundhedsplejerskerne i Sønderborg Kommune har valgt en humoristisk tegneserie som metode for at få kontakt med borgerne.

Sygeplejersken 2009 nr. 18, s. 50-53

Af:

Aase Clausen, sundhedsplejerske,

Susanne Dam, sundhedsplejerske,

Kirsten Nørmark, sundhedsplejerske,

Kirsten Tychsen, sundhedsplejerske,

Hanne Vogler, sundhedsplejerske,

Anette Krogh, sundhedskonsulent, sundhedsplejerske og master i sundhedsantropologi

SY-2009-18-50a
 

Hvordan får vi budskaber om sundhed ud til børnefamilierne?

Det har vi, en gruppe sundhedsplejersker i Sønderborg, et bud på. Vi er gået tegneserievejen. En fast ugentlig stribe har været med til at skabe kontakt på en ny måde.

I 33 uger har familien "Sunderen" inviteret borgerne ind i deres liv og hverdag. Hver uge har læserne kunnet følge familiens tanker, overvejelser, diskussioner og anstrengelser for at få sundhed til at blive en del af deres liv.

Det hele begyndte med en temadag, hvor 23 sundhedsplejersker skulle lære hinanden at kende. Vi kom - før sammenlægningen til Sønderborg Kommune - fra syv forskellige kommuner. Temadagen gav frie hænder til at drømme og fantasere om fremtidens sundhedspleje.

Opgaven var at finde nye veje til formidling af sundhedsplejerskernes budskaber og at give fantasien frit løb. Vi blev delt i fire tilfældigt sammensatte grupper, og en af disse grupper udviklede sig til tegneseriegruppen. Kreativiteten var i top, og i grupperne blev der reflekteret, fantaseret og drømt: Hvorfor ikke formidle sundhedsbudskaber gennem en tegneserie?

Man kan fortælle historier i ord. Man kan også fortælle historier i billeder. I tegneserier benytter man sig ofte af begge dele. Tegninger uden tekst giver en uklar mening, tekst uden tegninger giver ingen mening.

En tegning kan sige mere end mange siders tekst ved at gengive et handlingsforløb, hvor billeder viser, hvad der sker i stedet for blot at forklare det. Der er ikke plads til mange ord og forklaringer i en traditionel tegneserie. Til gengæld kan en enkelt stribe i en tegneserie sammenfatte en pointe, som det ellers ville kræve mange sider at forklare. På den måde blev Sunderen en af de vilde idéer, som blev født den dag.

Kursuslederen var meget begejstret for tegneserieidéen, han mente, det var noget helt nyt, og opfordrede os til at arbejde videre med den. Hans begejstring og engagement gav energi og lyst til at udvikle videre.

Hård fødsel - smukt barn

En sjov og spændende tid begyndte. Vi tog udgangspunkt i det daglige arbejde. Hvad er det, der er svært for familierne?

Det offentlige rum er fyldt med informationer, retningslinjer og gode råd om opdragelse, sund kost, forældrerollen og meget mere. Ofte opleves de mange oplysninger som modsatrettede, og de er derfor i nogle tilfælde mere forvirrende end opklarende.

Det kan være svært for familierne at navigere mellem de mange sunde budskaber. Sundhedsprofiler viser, at antallet af overvægtige børn og voksne stiger. Profilerne fortæller også, at borgerne bevæger sig mindre end Sundhedsstyrelsen anbefaler, dvs. voksne 30 minutter og børn 60 minutter dagligt (1,2). Mange oplever en stresset hverdag, hvor de har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen.

Der er meget materiale og mange rapporter, som man kan fordybe sig i, men mange familier orker ikke at læse artikler og informationsmateriale. Det skyldes ikke nødvendigvis modvilje mod at ændre livsstil og leve sundere, men nærmere en stresset og overfyldt hverdag. Der er også borgere, som har svært ved at tilegne sig indholdet i en tekst. Her kan en tegneserie, hvor tilgangen er kort og billedlig, være et brugbart alternativ.

Tegneserien skulle have et fagligt indhold, og formålet med tegneserien var at fremme sundheden blandt familierne og borgerne i Sønderborg Kommune og at give borgerne en større forståelse for, hvor vigtigt det er at integrere sundhedsbudskaberne i hverdagen. Endvidere skulle tegneserien synliggøre sundhedsplejerskernes arbejdsfelt og kompetencer ved at henvende sig til alle borgerne i kommunen.

En tegneserie uden humor er ikke en tegneserie, og sundhedsplejerskerne indledte et samarbejde med "Æ Rummelpot"s redaktør, Sven-Erik Ravn (Æ Rummelpot er et lokalt satirisk hæfte på linje med "Svikmøllen", og det udkommer en gang årligt).

Sven-Erik Ravn blev præsenteret for sundhedsplejerskernes mange idéer og faglige ekspertiser, og han var med på idéen. Redaktøren tog kontakt til tegneren Jens Andreas Elkjær, som omsatte de første idéer og beskrivelser af familiens medlemmer til visuelle billeder: Familien blev født!

Fødslen af familien Sunderen blev understøttet af et positivt og meget interesseret sundhedsudvalg, som gav den politiske accept og dermed økonomi til virkeliggørelsen.

Fra "Skipper Skræk" til "Sunde Kirsten"

I 60'erne fik Skipper Skræk en hel verden til at spise spinat. Allerede dengang havde man fået øjnene op for, hvordan tegneseriens budskaber på en enkel måde går ind hos mange. Hvem vil ikke gerne være den stærke, der kan klare hele verden"

Familien Sunderen er en familie, som mange kan identificere sig med. Forældrene hedder Helle og Ole, og de har en travl hverdag sammen med deres fire børn og deres store, dovne hund Billy. Mor Helle er lidt rund, men ellers fornuftig og vil altid det rigtige, sådan beskriver Ole sin kone. Ole spiller fodbold og tager med børnene til sport, og ellers er det ofte ham, der stiller de undrende spørgsmål, når han ikke kan følge med - og når det hele bliver for meget, går han ud og ryger.

Den ældste, Emma, er teenager og vil gerne udfordre sine forældre, og det vil deres Camilla såmænd også gerne. Hun er lidt i trodsalderen. Mikkel spiller computer og fodbold og går i skole. Familien har også en baby, Lukas, som godt kan finde på at stjæle deres nattesøvn en gang imellem.

Gruppen lagde ud med en udførlig personbeskrivelse for at få afstemt indbyrdes forventninger til personerne, men også for at tegneren og redaktøren havde et indtryk af personernes rolle i familien og en beskrivelse af deres identitet. Beskrivelsen af tegneseriepersonernes profiler har været vigtige brikker i tegneseriens succes og for den fælles forståelse i planlægningen af indholdet i tegneserierne.

At sammensætningen af familien blev, som den blev, er ikke en tilfældighed, men skete efter grundige overvejelser. Ved at bruge en familie med fire børn i alderen 0 til 14 år åbnes mulighed for at variere emnerne i tegneserien gennem en behandling af potentielle sundhedsproblemer i familien (3).

En stor familie åbner for en mangfoldighed af emner, der henvender sig bredt i forhold til læsernes interesseområder. På den måde har tegneserien inter-esse for mange. Humor er et godt redskab frem for de mere traditionelle sundhedsvejledninger (løftede pegefingre), og tegneserien er et skægt alternativ.

Familien er med på moden, den følger tidens tendenser, den er interesseret i sundhed og i, hvordan man lever sundt. Tegneserien tager fat i hverdagsproblematikker, som fanger læserens opmærksomhed og dermed sætter tanker i spil om egen sundhed.

Humor fanger opmærksomheden

Humoren i tegneserien er med til at få læseren til at stoppe op, grine og relatere til egen situation, uden at det bliver selvhøjtideligt.

Indimellem har familien Sunderen det samme problem som alle andre familier. Den har svært ved at overskue de mange forskellige budskaber. Her hjælper Kirsten. Kirsten er deres sundhedsplejerske, som giver råd og vejledning om, hvad de kan gøre. Grunden til, at hun hedder Kirsten, er, at 25 pct. af sundhedsplejerskerne i Sønderborg Kommune hedder Kirsten.

Hver stribe rundes af med boksen Sunde Kirsten, som er sundhedsplejerskernes egen faktaboks. Den præsenterer i korte vendinger de faktuelle budskaber om sundhed. Alle striber bygger på teoretisk viden om sundhed og forebyggelse, og faktaboksen understøtter det sundhedsbudskab, som er blevet præsenteret i striben. Den giver et opsamlende råd, og der er altid links til mere viden om emnet eller problemstillingen samt telefonnummer til sundhedsplejen.

Tegneseriens humor er koblet op på faglig viden og er derfor ret tidskrævende at udvikle. Sundhedsplejerskerne leverer problemstillingen, emnet til tegneseriestriben og sikrer den faglige relevans og kvalitet gennem den faglige information i Sunde Kirsten.

Tegneserie giver kontakt

Sundhedsplejersken har 3. klasse til undersøgelse og sundhedssamtale, og hun tager tegneseriestriben med Mikkel, der er til sundhedsfremmende samtale, frem. De snakker også om sengetider, tegneserien understøtter samtalen ved at vise en dreng, der er træt og drømmer om computerspil, og en mor, som oplever problemer med sengetider. Tegneserien støtter op om problematikken med humor, og sundhedsplejerskerne oplever, at det er meget lettere at få børnene i tale, da de enten kan identificere sig med hovedpersonen i striben eller tager afstand, og det giver andre overvejelser i forhold til problemstillingen. Den aktive stillingtagen giver under alle omstændigheder anledning til en dialog.

Tegneseriestriberne bruges også i børnehaverne, hvor de hænges op på opslagstavlerne. En børnehave har givet udtryk for problemer med forholdsvis store børn, der stadig har ble på. Det er der kommet en tegneserie ud af. Emnerne i striberne har været mange, men kan grupperes omkring kost, væske, motion, motorik, sikkerhed og forebyggelse af ulykker.

Eksempler på emner i Sunderen er

  • Amning og puder
  • Drik vand frem for saft
  • Mobbefri zoner i skolen
  • Skift slik ud med frugt og vand efter sport
  • Teenagere og voksenlivets udfordringer.

Det handler om at give sundhedstips et twist, og vi oplever ikke, at tegneserierne gør vores råd mindre seriøse. Det er en ideel måde at supplere vores information på. Pjecer får familierne rigeligt af, og ofte ender de bare i bunken mellem aviser og reklamer. I dag giver vi både skolebørn og forældre en tegneserie, når vi taler om konkrete emner. Vi supplerer også vores breve til familierne med en stribe.

Bliver tegneserien set?

I september 2008 havde sundhedsplejerskerne i Sønderborg Kommune et evalueringsskema om tegneserien med til besøgene hos familierne. Formålet med evalueringen var at undersøge, hvor mange der læste tegneserien, hvordan den blev modtaget, og hvem der læste den.

Sunderen er kommet ud til alle borgere gennem Sønderborg Ugeavis, en ugentlig, husstandsomdelt lokalavis. Sunderen findes på siden med information fra kommunen til borgeren. Vi fik 226 evalueringsskemaer retur, og 43 pct. af respondenterne angav at have set og læst tegneserien regelmæssigt. Sundhedsplejersker har dog meldt tilbage, at mange ikke ser ugeavisen, fordi den ryger ud sammen med reklamerne, og i nogle yderområder bliver avisen tilsyneladende ikke leveret.

Evalueringen bygger på svar fra en snæver kreds i forhold til alle de borgere, som har mulighed for at læse og blive underholdt af tegneserien, og familier med børn, som er ældre end otte måneder, har ikke fået evalueringsskema om Sunderen. I forbindelse med kommunens sundhedsfestival blev tegneserien præsenteret, og her var der mange positive tilbagemeldinger fra borgere i den ældre aldersgruppe, som også kendte og læste tegneserien.

Tegneserien er ikke kun humor, for omkring 75 pct. af dem, som følger med i tegneserien, læser også faktaboksen, hvilket var en positiv overraskelse for redaktionsgruppen og en bekræftelse på, at sundhedsplejerskernes faglige kommentarer har betydning for lanceringen af tegneseriens sundhedsfaglige indhold.

25 nye striber på vej

Politikerne i Sønderborg Kommune finder, at tegneserierne er et godt supplement til sundhedsplejerskernes arbejde, og tegneserien kan også bruges af andre faggrupper. Derfor er det besluttet at fortsætte med tegneserien, så den lanceres atter i Sønderborg Ugeavis fra august 2009 i form af 25 nye striber.

I sundhedsplejerskegruppen ligger tegneserien fast i barnets bog, og der arbejdes på, at striberne bliver en del af de sundhedsfremmende samtaler i Skolesundhedsplejen.

Tegneserien kan ses på www.sonderborg.dk

Aase Clausen, Susanne Dam, Kirsten Nørmark, Kirsten Tychsen og Hanne Vogler er alle sundhedsplejersker i Sønderborg Kommune. Anette Krogh er sundhedskonsulent i afdelingen Sundhedsfremme og forebyggelse.

Litteratur

  1. Fysisk aktivitet; anbefalinger til fysisk aktivitet www.sst.dk.>udgivelser>2007>fysisk aktivitet
  2. Sundhedspolitikken, Sønderborg Kommune Sonderborg.dk.> Sundhed og forebyggelse > Sundhedspolitik
  3. Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge www.sst.dk.> Sundhed og forebyggelse> Børnesundhed> Forebyggende sundhedsydelser
ENGLISH ABSTRACT

Clausen A, Dam S, Krogh A, Nørmark K, Tychsen K, Vogler H. Health advice in cartoons. Sygeplejersken 2009;(18):50-3.

"Sunderen" is a cartoon series promoting health, and is published in Sønderborg Ugeavis.

The cartoon series is the story of an everyday family and the strip focuses on aspects of health in the family's day-to-day life by using fantasy and humour.

The cartoon series is a cooperation between the health visitors who have provided the ideas and Rummelpotten Publishing.

The aim of the cooperation is to produce a professionally-competent, but also entertaining, cartoon series. For each episode of the cartoon strip the health visitors have included a fact box that explains the cartoon strip in health care terms and which reinforces the health visitors' guidance and advice.

The evaluation showed that 43 percent of those asked were familiar with the cartoon strip and read it regularly and over 75 percent were satisfied or very satisfied with it. About the same number thought the cartoon strip was amusing. In terms of the health-related content, around 71 percent read the fact box, which is the health visitors' professional comment on the subject dealt with in the strip.

Key words: Cartoon series, health promotion, humour, healthcare.