Sygeplejersken
Sygeplejerske i Afghanistan: Kun frisindede mænd tillader deres koner at arbejde
Traditioner. Korruptionen er udbredt, og hvert fjerde barn dør før sin femårs fødselsdag. Afghanistans sundhedsvæsen slås med kolossale problemer. Et af dem er at få flere kvindelige sygeplejersker.
Sygeplejersken 2009 nr. 18, s. 34-38
Af:
Britta Søndergaard, journalist
Et venteværelse i Afghanistan. Størstedelen af Afghanistans sygeplejersker er mænd. Og det er et stort problem, når de kvindelige patienter skal behandles. Regeringen har for nylig besluttet, at optagelse på sygeplejeskolen kræver 12 års skolegang, og det gør det vanskeligt for piger at blive optaget, fordi de var afskåret fra skolegang under Taleban. Foto: Charlotte Aagaard
En ung kvinde med et furet ansigt forlader akutmodtagelsen på Herat General Hospital med en underernæret og kridhvid baby i favnen.
Personalet står klumpet sammen i små grupper på gangen, og stemningen virker lettere kaotisk. På græsplænen udenfor sidder burkaklædte kvinder og turbanklædte mænd på hug og venter. Lægerne har afvist at hjælpe den unge mor og henviser hende til et børnehospital 15 km fra byen, selvom hun ikke har nogen transport.
Barnet risikerer at dø ligesom de 25 pct. af Afghanistans børn, som ikke når at fejre deres femårs fødselsdag. Andre patienter bliver afvist ved lugen til afdelingen, fordi de ikke kan betale de 300 afghani (godt 30 kr.), som en indlæggelse koster.
"Det er sådan et eksempel, der gør mig vred. Jeg har arbejdet i fattige områder i Kenya, Indien og Bangladesh, men ingen steder har jeg set den samme mangel på empati over for patienter som i Afghanistan. Jeg tror, det hænger sammen med, at landet har været i krig i over 30 år. Der er sket en forråelse. Folk er blevet nødt til at tænke på sig selv og deres egen familie for at overleve. Ikke på samfundet og de andre," siger den danske sygeplejerske og jordemoder Inge-Lise Aaen, der de seneste tre år har ledet Den Danske Afghanistan Komités (DAC) arbejde for at fremme sundheden blandt 600.000 mennesker i Herat-provinsen i det østlige Afghanistan.
Læger går klokken 12
Siden Talebans fald for syv år siden er donormilliarderne strømmet ind i Afghanistan, men der er stadig langt igen, før sundhedsvæsenet når samme niveau som i nabolandene Iran og Pakistan. Officielt har 85 pct. af Afghanistans befolkning ret til sundhedsydelser som hospitalsbehandling og vaccinationer, men ifølge DAC er kun 20 pct. af befolkningen dækket af disse tilbud.
Det russiskbyggede Herat General Hospital ligner en bygning, der er bedst tjent med nedrivning. Væggene skaller, og de tunge jernsenge på stuerne har nusset betræk. Om sommeren er her stegende hedt. Om vinteren, når temperaturen udenfor kommer ned på minus 10 til 20 grader, er der til gengæld hundekoldt. Flere steder lugter der gennemtrængende af urin. Mange patienter oplever, at lægerne kræver penge under bordet for behandling, og reelt fungerer hospitalet kun før klokken 12. Ved middagstid forsvinder en stor del af lægerne for at hvile sig, inden de om eftermiddagen skal passe deres lukrative private praksis, som ligger på række i byens centrum.
"Forholdene er trods alt blevet meget bedre de seneste to år. Vi har fået adgang til det meste medicin, men et af de helt store problemer er hygiejnen og de fysiske rammer på afdelingen," fortæller den 35-årige mandlige afdelingssygeplejerske Bismullah Habibi, der er en af de 13 sygeplejersker på hospitalets akutmodtagelse. Han slår opgivende ud med hænderne, da han viser os et toilet og en håndvask, hvor vandrørene ikke er sluttet til. Der er kun to fungerende håndvaske til afdelingens i alt 15 senge.
Sygeplejerske Farzana Barakzi hjælper et lille barn på børneafdelingen. På hospitalet er hun iført langærmet uniform, bomuldsbukser og tørklæde. Når hun går ud i byen trækker hun i burka eller chador, en slags stort klæde, der dækker kroppen. Foto: Charlotte Aagaard
Kvinder søges
Afghanistan er et kønsopdelt samfund. I Herat færdes kvinderne på gaden iført burka eller chador (et meget stort sjal, der dækker kroppen red.), men i mange landsbyer ses næsten ingen kvinder i det offentlige rum, og på hospitalerne behandles mænd og kvinder på hver sin afdeling.
Det er kulturelt accepteret, at lægen er en mand. Til gengæld skal kvinder helst behandles af kvindelige sygeplejersker. "Vi behandler kvinderne, for vi har ingen kvindelige sygeplejersker. Men hvis det drejer sig om vask eller behandling i underlivet, så tilkaldes de kvindelige sygeplejersker fra operationsafdelingen," forklarer Bismullah Habibi, mens han viser os en af dagens patienter. En midaldrende mand, der blev såret i maven af en mine, da han skulle ud at vande sin mark ved firetiden samme morgen. Mandens mave er indsmurt i blod, og hans åndedræt er besværet. Lægerne frygter, at han har indre blødninger.
En skam at arbejde om natten
Trods den triste virkelighed sker der også fremskridt. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er der kun godt 9.000 syge--plejersker og jordemødre i Afghanistan. Men billedet er ved at ændre sig. Et kig ind i klasselokalerne på Herats sygeplejeskole viser, at to tredjedele af de 178 sygeplejestuderende er kvinder.
"Vi forsøger at overbevise familierne om, at det ikke er en skam at arbejde om natten. Det er svært at skaffe kvinder. De vil ikke have nattevagterne, og det anses ikke som respektabelt i alle familier," forklarer skolens rektor Ghulam Ahmed Hanifi.
For at lokke flere kvinder til sygeplejen og jordemoderfaget har DAC oprettet et kvindekollegium i Herat, og her er
samtlige 96 pladser fyldt op. Et andet lyspunkt er Gozarah Distrikts-hospital, som DAC har drevet siden midten af 90'erne. Hospitalet har 65 senge, og snoren er netop blevet klippet over til en helt ny børneafdeling med moderne sengestuer og store badeværelser. Hospitalets læger overholder deres arbejdstid, og den slutter først klokken 16. At modtage bestikkelse er fyringsgrund.
"Her er mere rent, bedre medicin, og forholdene er langt bedre end på General Hospital," forklarer den 25-årige afdelingssygeplejerske på operationsafdelingen for kvinder, Farzana Barakzi, der er en af hospitalets seks kvindelige sygeplejersker. Hendes øvrige 12 kolleger er mænd.
Som kvindelig sygeplejerske kan hun ikke behandle mænd, og hun holder sig helst inde på den særlige kvindeafdeling. Men hun er heldigere end de mange kvinder i Afghanistan, der skal ledsages af en såkaldt "maraham," når de går på arbejde. Det er typisk deres mand. I nogle tilfælde modtager ægtefællerne til de kvindelige ansatte en fuldtidsløn for at ledsage deres kone til og fra arbejdspladsen.
Modtag ikke bestikkelse, lyder budskabet på plakaten fra Den Danske Afghanistan Komités hospital i Herat.
Ulandsskandale
Afghanistan er et middelaldersamfund, der på rekordtid skal udvikles, og de kulturelle traditioner er sejlivede. På en stenet bakketop et kvarters kørsel fra Gozarah Hospital ligger Herat børnehospital, der åbnede sidste år.
Det italiensk finansierede hospital, der har kostet omkring 7 mio. kr., er en vaskeægte ulandsskandale. På sengestuerne har personalet lagt plastik under ristene for at mindske stanken fra det dårlige kloaksystem. Vinduerne gaber, så malariamyggene kan komme ind. Der er ikke bygget et eneste badeværelse til patienterne, og det nye udstyr i hospitalets neonatalklinik står ubrugt hen.
Det er sæson for diarré, og mange småbørn er indlagt. På den særlige mandeafdeling, hvor fædre passer deres børn, er en halvstor dreng indlagt med mæslinger. Direktøren for hospitalet vil dog ikke isolere patienten, selvom en mæslingeepidemi blandt de svækkede børn kan koste liv. For som den lægeuddannede direktør Abdul Raouf Qarizadah siger:
"Hvis jeg isolerer drengen på en stue, skal hans far bruge samme toilet som kvinderne, og så bliver de pårørende rasende. Det er nødvendigt at følge traditionen."
Inge-Lise Aaen fra DAC overværer optrinnet og udbryder: "Hvordan kan I tillade jer at sætte andre børns liv på spil, fordi drengens far skal have adgang til et særligt toilet"" Hospitalsdirektøren svarer ikke.
Artiklerne fra Afghanistan er blevet til med støtte fra Udenrigsministeriet og Danida.
Afghanistan har godt 30 mio. indbyggere og er med et bruttonationalprodukt årligt på 3.500 kr. pr. indbygger et af verdens allerfattigste lande. I Danmark er BNP ca. 300.000 kr. pr. indbygger. Den forventede levealder er 46 år. Kun 36 pct. af befolkningen kan læse og skrive. Pr. 30.000 indbyggere er der seks læger og knap én sygeplejerske og jordemoder.
Kilde: Verdenssundhedsorganisationen WHO.
Navn: Farzana Barakzi.
Alder: 25 år, ugift bor hos sine forældre.
Uddannelse: 12 års skolegang. Tre års uddannelse i sygepleje på Institute of Health Science i Herat. Desuden tre måneders efteruddannelse på hospital i Mashad i Iran. I dag er hun ansat på Gozarah Distriktshospital som operationssygeplejerske.
Arbejdstid: "Jeg tager af sted med en fælles rutebil fra byen klokken halv otte. Er på hospitalet fra 8-16. Mellem 12-13 er der frokost og bedetid. Jeg har to nattevagter om ugen. Jeg møder klokken 8 om morgenen og arbejder til klokken 16 næste dag - altså 32 timer i træk. Vi sover på en briks, når vi har pause. Jeg tager selv frem og tilbage til mit arbejde i en særlig bus, som hospitalet stiller til rådighed. Det kan kun lade sig gøre, fordi min familie er frisindet."
Det største problem: "Vores sikkerhed. Vi kan ikke færdes ude efter mørkets frembrud."
Arbejdsopgaver: "Jeg giver injektioner, sørger for, at patienterne faster omkring operation, serverer mad, sørger for, at der er et bad klar til patienten."
Største udfordring i arbejdet: "Samarbejdet med de pårørende. Hver patient er indlagt sammen med en pårørende. I Iran var de pårørende ikke indlagt sammen med patienterne, og det var bedre. Vi er en sygeplejerske til tre patienter, så vi kan ikke klare os uden de pårørendes hjælp. Men det er besværligt. De pårørende overholder ikke hygiejnen, og om vinteren slæber de mudder ud og ind. Vi ville gerne kunne give patienterne medicin efter forskrifterne, men ofte er vi ude for, at de pårørende beder om mere medicin, hver gang patienten har ondt."
Mandlige patienter: "Deres behandling overlader jeg til de mandlige sygeplejersker og læger."
Løn: 200 dollar om måneden (ca. 1.000 kr.) plus vagttillæg 3 dollar pr. nattevagt.
Uniform: Tørklæde, grøn kittel med lange ærmer. Bukser og sandaler.
Navn: Perwanah Mohmand
Alder: 21 år, bor på sygeplejekollegium drevet af Den Danske Afghanistan Komité (DAC), læser på den kombinerede sygepleje- og jordemoderskole i Herat.
Uddannelse: "Fra jeg var ni, til jeg var 14 år, gik jeg ikke i skole på grund af Taleban, men vores nabo er lærerinde, og hun gav mig privatundervisning. Jeg måtte skjule bøgerne, når jeg gik ind til hende. Det var en mørk tid, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde var glad. Som 13-årig kom en af mine veninder slemt til skade med sit knæ. Jeg vaskede såret og ordnede det, og min lærer roste mig. Det fik mig til at beslutte, at jeg ville være sygeplejerske."
Bolig: "Jeg bor på DAC's kollegium sammen med 95 andre piger. Det er dejligt, at jeg kan passe min skole og ikke har en masse huslige pligter derhjemme. Vi står op klokken 4.30 om morgenen og beder morgenbøn. Klokken 8 tager vi i skole, og klokken 13 er vi hjemme igen. Vi bliver på kollegiet og ser fjernsyn, spiser og laver lektier."
Fremtidsdrømme: "Jeg bliver færdig som sygeplejerske om tre et halvt år. Jeg vil gerne giftes og have børn, men samtidig vil jeg arbejde. Jeg skal finde en mand, der er så frisindet, at han tillader sin kone at gå på arbejde."
”Folk her har stor respekt for Inge-Lise. Hun siger, hvad hun mener uden omsvøb.” Sådan fortæller afghanske kolleger om den 62-årige sygeplejerske og jordemoder Inge-Lise Aaen, der siden 2006 har ledet Den Danske Afghanistan Komités (DAC) arbejde i tre distrikter i Herat-provinsen i det østlige Afghanistan. Herat har hidtil været et af de mest sikre områder i Afghanistan, men de seneste år har en tidligere borgmester i byen dannet en lokal oprørsgruppe, der gør livet usikkert i landområderne.
I 2008 blev fire af DAC’s afghanske ansatte kidnappet. De slap ud efter knap et døgn. I modsætning til flere andre hjælpeorganisationer i Herat har DAC valgt at fortsætte arbejdet i landområderne.
”Vi tager en række forholdsregler og kører f.eks. aldrig ud efter mørkets frembrud og forhører os altid hos de lokale, inden vi tager af sted. Vi kan stadig arbejde i Afghanistan, men vi skal naturligvis være meget opmærksomme. Personligt er jeg ikke bange. At arbejde i et land som Afghanistan er en beslutning, man skal tage, inden man rejser. Hvis man går i evig angst, så skal man ikke tage af sted,” siger Inge-Lise Aaen.
Det vigtigste mål med DAC’s arbejde er at nedbringe børnedødeligheden og antallet af kvinder, som dør i forbindelse med fødsler, samt øge kendskabet til hygiejne, ernæring og brug af prævention. Blandt resultaterne kan nævnes, at 80 pct. af alle børn under et år i dag er fuldt vaccinerede mod bl.a. mæslinger, stivkrampe og difteri i de områder, DAC arbejder i.