I Grønland tænker man cirkulært

Foto: Mette Eskebjerg

Da jeg ankommer til Ilulissat, er det vinter. Der er mellem 25 og 30 graders frost, og tør, hvid pulversne skjuler, hvad der gemmer sig mellem husene i byen, og dækker landskabet ude i fjeldet. Havet er hvide isflager med indefrosne isbjerge så store som huse. Jeg flytter ind i en lænestol foran vindueskarmen i en lille lejlighed med udsigt til sygehuset og kirkebugten; uafladeligt stirrende på isbjerge og himlens farve, der bliver grøn af nordlys om aftenen, klar blå om morgenen og igen brændende orange sent på dagen.

Jeg skal være sygeplejerske på byens sygehus. Der er 20 sengepladser, skadestue, en sygeplejerskekonsultation, fire lægekonsultationer samt apotek. Jeg skal være her i seks måneder, og fra dag ét slår min autorisation til arktisk sygepleje med udvidet kompetenceområde til. Jeg kan nu, når jeg er oplært, suturere mindre flænger, kigge i hals og ører og eventuelt ordinere behandling, undersøge for brud, ordinere røntgen og efter ordination anlægge gipsbandager.

Jeg starter med vagter i sygeplejerskekonsultationen. En ung pige kommer med ondt i halsen. Hun er rød i halsen, "Strep a" viser negativ. "Virus," siger jeg. "Det går over om et par dage, drik kamillete og gå tidligt i seng."

"Kan det være, fordi jeg lige har fået lagt en spiral?"

Jeg skjuler min forbløffelse og skal lige til at sige nej, da jeg tænker mig om og svarer "imaqa" (måske).

Pigen er tydeligvis glad for at have fået en forklaring, og det kan vel heller ikke udelukkes, at en spiralanlæggelse kan nedsætte immunforsvaret og give plads for en virus"

Senere kommer en ung familie med en dreng på 1½ år. Drengen græder hele tiden, er slap, forældrene er nervøse og forstår ikke, hvad der er galt. Jeg ser på drengen, fanger hans blik og siger "hej!" Han sender mig et stort smil tilbage. De unge forældre kigger forbløffet på drengen, på hinanden, på mig. "Du har gjort ham rask!" udbryder faderen. "Tusind tak." Lettede rejser de sig og går lykkelige ud ad døren.

At leve i nuet

Hver dag produceres nye spørgsmål i mit hoved:

• Hvorfor er det så svært at finde ud af, hvor patienten har ondt, og hvor længe han har haft det?
• Hvordan ser den kropsopfattelse ud, der ligger bag den sygdomsopfattelse, jeg oplever?
• Hvorfor bliver der svaret på noget andet end det, man spørger om?
• Hvorfor siger tolken, at patienten ikke har "hørt spørgsmålet?"

Da det har været midnatssol i ca. en måned, omkring tiden for vores sankthansaften, som sygehuset er så venlig at fejre for os danske ved et bål i den strålende, solbeskinnede nat, er jeg blevet lidt klogere og meget gladere for grønlænderne. Jeg holder af deres ukomplicerede måde at gå til tingene på, deres tilsyneladende tro på, at tingene ordner sig, hvis ikke nu, så senere. Jeg misunder dem deres evne til at leve i nuet og more sig over de små ting.

Vi har en vidunderlig aften med grillet hvalbøf og den billigste rødvin til 100 kr. flasken under den blå, blå himmel med udsigt til de oplyste isfjelde, der ligger i kø for enden af fjorden for at entre det arktiske hav.

Jeg ligger på min sofa og får en lur inden nattens vagt. At se solen runde nord, mens isfjeldene ulmer af de flade gyldne stråler, og havvandet spejler gulgrønt, gør nattevagter næsten acceptable.

Desuden er det hér helt legalt at smide benene op i sofaen og tage en blunder, når der ikke er noget at lave. Man har en sympatisk sans for det bekvemme her i landet.

Sover ikke om sommeren

Klokken er 3.30, da det ringer på sygehusets dør, og tre unge drenge med huerne nede i panden og hængerøv træder ind. Den ene fremviser en 3 cm lang og 1 cm dyb flænge midt på højre underarm.

Jeg tager dem med ind i skadestuen og får at vide, at Malik er faldet fem meter ned af en næsten lodret klippevæg. De er ikke påvirkede af stoffer, dufter svagt af røg, men mest af frisk natteluft og den skønne blanding af hav og is.

Jeg bedøver og sætter tre sting. Drengene følger intenst og nysgerrigt med i mit forehavende; ikke mindst Malik, der ikke fortrækker en mine.

"Du er sej," siger jeg til ham og mener det. Den ene af de andre siger stolt: "Han er min storebror!"

"Hvornår skal I i seng?" spørger jeg. De svarer: "Vi sover ikke om sommeren." Jeg kaster et sidste blik på mit arbejde, min nyerhvervede kompetence, de tre fine sting, og siger, han skal komme og få dem fjernet om en uge. Jeg ved, at han selv eller en af vennerne vil gøre det om et par dage.

Da jeg går tilbage til afdelingen og resten af min nattevagt, mærker jeg en respekt for de unge. Der er noget udefinérligt livsbekræftende over den måde, de lever i natten, den måde de udfordrer farerne og sammen søger ud til kanten af det virkelige liv. Deres "undergrundsaktiviteter" virker mere ægte, er tættere på det virkelige livs betingelser end den dekadente, vestlige storby-punk. Disse drenges bedstefædre levede en tilværelse, der var helt afhængig af vejr og mandsmod. Disse drenge holder liv i de nødvendige gener og instinkter. De sikrer, at det arktiske menneske kan overleve, dersom forbindelsen til Danmark og moderniteten bliver indstillet. Den overlevelse, hvor der ikke er plads til piveri.

Jeg kigger ud i midnatssolens skær, der ligger som et grønt spejl på det blikstille vand og får isfjeldene til at ulme under de morgenrosa stråler og giver natten en stemning af selve evigheden.

Udsigten helbreder

Det er sagt, at på sygehuset i Ilulissat bliver man hurtigere rask på grund af den fabelagtige udsigt. Da jeg kom, var havet et isøde med fastfrosne isfjelde og skrueis kun brudt af ravnenes skrig. Nu er det så fuldt af liv. Sæler, der boltrer sig i leg, hvaler, der roligt daffer forbi, hellefisk der trækkes op i net i tusindvis, måger, edderfugle og skarve, isfjelde, der kælver og drejer sig, skosser, der afleveres på klipperne af tidevandet, speedbåde, fiskekuttere, rutebåde, og nu også de store krydstogtskibe, som må ligge for svaj uden for havnen, mens 300 turister fra Europa sejles ind til broen i gummibåd for at se på byen, eskimoruinerne og isfjorden.

Fem patienter i natten

I nat har vi ud over skadestuen fem patienter at passe, den grønlandske ufaglærte afdelingsmedhjælper og jeg.

En døende kvinde på 81 med sin medindlagte datter. Hun skal vendes og skiftes, selvom behovet ikke er så presserende som hjemme. Grønlændernes hud er af en anden beskaffenhed end vores, blød og med et smidiggørende, subkutant spæklag, der hindrer rynker og trykmærker.

"Imaq!" råber Marie ... vand. Jeg går ind og giver vand, datteren hjælper mig med at skifte og lægge til rette på den anden side. Dynen dufter stadig af frisk havluft og is efter eftermiddagens timer på terrassen sammen med familien.

På stue 7 ligger Mikkel, en 62-årig mand med sukkersyge, bosiddende i bygden nord for byen. Vi måler hans blodsukker x 5 og konstaterer, at det er nødvendigt med insulin. Så kommer opgaven med at lære ham eller konen at håndtere det, for i bygden består det offentlige sundhedsvæsen, der skulle opfylde den slags behov, af en ufaglært sundhedsmedarbejder, som tilfældigvis er Mikkels niece. Så det er lidt problematisk. Foreløbig har han ingen anelse om, hvad det er, vi foretager os, når vi prikker i ham på trods af mange forklaringer. De skal gives på grønlandsk, tolket af min grønlandske kollega, der også tolker svaret tilbage til mig. Jeg må udvise tillid til, at grønlænderne forstår hinandens situation og således kan kommunikere. Sandheden er imidlertid, at i den grønlandske tradition blander man sig ikke i hinandens foretagender, og det kan derfor være grænseoverskridende for tolken at sige, hvad jeg beder hende om. Eller i hvert fald spørge videre, til der kommer et brugbart svar.

På stue 8 ligger Niels, en 63-årig mand med nyanlagt Hoffmanns apparatur. Han er kommet retur fra Nuuk i går, hvor han er blevet opereret. Han kommer også fra en af de nordlige bygder, så vi må sikre, at han er i stand til at færdes på krykkerne, at pindehullerne er rene og kan skiftes i bygden efter behov, og at forholdene i hjemmet er til et liv på krykker. Det er de næppe, og det er også langtfra sikkert, at sundhedsmedarbejderen i bygden kan skifte pindehullerne, endsige sikre hjælp til de praktiske ting i hjemmet. Hvis ikke, skal Niels forblive på patienthotellet i tilknytning til sygehuset, til han om seks uger skal til Nuuk for at få fjernet apparaturet.

På stue 12 ligger en 24-årig pige med sit to dage gamle barn. Moderen er lykkelig og stolt, ammer ihærdigt sin førstefødte lille yndige datter, utålmodigt ventende på, at mælken skal løbe til. Hun er gået gennem graviditet, fødsel og nu barselsperiode, som om hun aldrig har bestilt andet.

I Grønland er graviditet og fødsel stadig noget, der bare sker.

I de forløbne måneder har jeg lært en del om arktisk sygepleje. Om at klare mig med forhåndenværende remedier og viden og rigtig meget om, at det altid går, selv når man ikke skulle tro det. Om at mangel på handlemuligheder ikke behøver føre til afmagt, men kan vise vejen til de muligheder, der gemmer sig i ikke-handlen. Om at det kun er os hvide mennesker, der er blevet forledt til at tro, at det er nødvendigt at planlægge alting, før man gør det.

Om hvordan det ser ud, når man tænker cirkulært og helhedsorienteret i stedet for lineært og struktureret, når tid er noget, man har, og ikke noget, der går, når der er prestige i at være ydmyg og ikke i at være selvpromoverende, og der tages udgangspunkt i kollektivet og slægten i stedet for i egoet og kernefamilien.

Godt at kende patienternes historie

Klokken fem ringer en bekymret mor; hendes treårige datter har det ikke godt, hun har kastet op til aften, og nu er hun træt og utilfreds. Hun har ikke feber, virker ikke til at have ondt og vil også godt drikke lidt vand. Jeg mener, at hun bare skal sove. Men min makker, den grønlandske afdelingshjælper, mener, at vi hellere må sige, hun kan komme herind.

Forklaring: Moderen havde en lillesøster, som døde, da hun var tre år. Det ved min makker naturligvis. Moderen kommer ikke, hun faldt til ro ved at vide, hjælpen er nær, hvis det bliver nødvendigt. Jeg indser, at hun har fået den helt rigtige besked.

Da kommer to mænd i 30'erne, den ene bugserende med den anden, begge berusede. Den ene siger om den anden, at han vil begå selvmord. Han bekræfter, han er træt af sit liv. Han græder og snakker ... på grønlandsk ... min makker skal tolke ... hvad siger han" "Ingenting," siger tolken"!

Der snakkes videre, og de to mænd småskændes. Den potentielle suicidalkandidat er vred på sin stedmor over noget, hun gjorde for længe siden. Og han er træt af sit liv. Jeg tilbyder ham en seng, fordi jeg lige har læst, at de fleste selvmordere er at finde blandt mænd mellem 25 og 30; mænd, der ikke kan finde sig selv i deres voksne liv, ikke kan finde balancen mellem moderniteten og traditionen. Det viser sig, at kvinderne er bedre til at omstille sig. Herhjemme er de fleste selvmordere at finde blandt midaldrende mænd. Mænd, der ikke længere slår til på arbejdsmarkedet.

Den unge grønlænder vil ikke blive her, men hans vrede mod stedmoderen stiger. Han fortæller, at han engang slog hende, fordi han var så vred.

Dagvagten møder ind og spørger, hvorfor der ligger en mand og sover på trappen. Vennen har lagt sig ned ad trappen med det øverste trin som hovedpude. Den ulykkelige er holdt op med at græde og fortæller, at han har det meget bedre nu, hvor han har fået talt ud!

Da jeg går hjem i det vidunderlige morgenlys og den friske, friske luft, tænker jeg: De grønlandske patienter, jeg møder, kan forholde sig til isbjørne og uvejr og skydevåben, forsinkede flyvere og mangel på alting, afskårne fingre og hundebid. Men de har meget svært ved at forholde sig til ondt i ørene eller lungerne, til psykiske traumer og konflikter. Der er ikke tradition for at tale om det, der kommer indefra, hvad enten det er ørepine, aggressioner eller depression og selvmordstanker. Og det er ikke kutyme at spørge ind til andre, selv om man kan se, der er noget galt.

I skolen har man et fag, der hedder "Personlig Udvikling". Det er selvfølgelig endnu et dansk, bedrevidende tiltag. Vi (danskerne) mener og synes, det er godt for de unge, der er ofre for incest og alkoholiserede forældre, at lære at dele deres erfaringer og støtte hinanden i stedet for at pege hinanden ud som tabere.

Da danskerne, de daværende koloniherrer, i tresserne byggede moderne boliger til erstatning for tørvehytterne med indlagt strøm og vand, var der ikke mange, som var i tvivl om, at det var en god gerning. Det var først langt senere, vi så, at det smadrede landets kultur og fratog en del af befolkningen den personlige identitet.

Markante forskelle

Forskellene mellem danskere og grønlændere er markante:

• Tiden: Vi tænker lineært, de tænker cirkulært.

• Sproget: Vores er analytisk, deres bygger på syntese.

• De utilpassede: Kommer i fængsel i Danmark, vælger selv at blive fjeldgængere i Grønland.

• De gamle: Passes i Danmark, forlader selv denne verden i Grønland.

• Prestige: I Danmark skal man være frembrusende, i Grønland ydmyg.

Mette Eskebjerg er souschef på en medicinsk afdeling på Helsingør Sygehus.