Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Karrieredag viser vej til fremtidens job

Frem for at zappe ud af sygeplejen for at få nye udfordringer kan man zappe rundt i fagets mange karrieremuligheder, indtil man finder den rette hylde. Det er hovedbudskabet i denne artikel, der beskriver en karrieredag på Sygeplejerskeuddannelsen København.

Sygeplejersken 2009 nr. 4, s. 44

Af:

Henriette Pedersen, cand.scient.soc.,

Hanne Franklin, sygeplejerske, cand.pæd.psych.,

Christina Wind, cand.scient.soc.

L

"Der er så mange muligheder", "alt er så spændende", "jeg glæder mig endnu mere til at blive færdig, når jeg hører om sygeplejersker, som brænder for deres fag og deres speciale. Det motiverer mig!" Sådan lyder det fra tre studerende, efter at de har været på Karrieredag på Sygeplejerskeuddannelsen i København i slutningen af 2008. Det var en dag fuld af aktivitet, hvor 400 nysgerrige studerende mødte op for at opleve, hvilke jobmuligheder sygeplejerskeuddannelsen kan give dem.

35 oplægsholdere fra forskellige arbejdspladser og på forskellige videreuddannelsesinstitutioner fortalte om deres job og karriere som sygeplejersker. Sundhedsplejerske, pædiatri, medicin, kirurgi, psykiatri, Master of Disaster eller Læger uden Grænser er blot et lille udsnit af de mange job og uddannelser, som de studerende kunne få et dybere indblik i (se boks 1).

Dagen vekslede mellem oplæg og åbne boder, hvor de studerende kunne gå rundt og stille spørgsmål til de mange ildsjæle, som præsenterede deres speciale og fagområde. Der var også oplæg om professionsuddannelsens muligheder, om at være nyuddannet og om jobsøgning. Bugnende frugtkurve, vand og snacks sikrede, at de studerende holdt hovedet koldt og fokus rettet mod nye muligheder og veje i deres kommende arbejdsliv. Dagen var krydret med konkurrencer med sponserede præmier.

Vores tanke med dagen er, at hvis vi allerede i sygeplejerskeuddannelsen kan synliggøre mange af de karrieremuligheder, der er som sygeplejerske, kan det være med til at skabe motiverede unge studerende, der har lyst til at gennemføre deres uddannelse og glæder sig til at være i faget bagefter. Det er vigtigt at have fokus på, hvordan videreuddannelserne bliver brugt konkret i relation til sygeplejefaget. Hensigten er netop ikke at vejlede de studerende ud af professionen, men i stedet bevare deres interesse for faget ved at vise de mange spændende muligheder, der er, og de nye kompetencer, der kan sættes i spil mellem sygeplejefaget og efter- og videreuddannelse.

Evalueringer fra dagen viser, at karrieredagen har givet de studerende lyst til at blive færdige og komme ud og bruge det, de kan. De studerende fortæller, at Karrieredagen har givet dem et overblik over de mange jobmuligheder, man har som sygeplejerske, givet ny viden og bidraget med materiale, som de kan gå hjem og læse videre i. Dagen har været med til at bekræfte mange studerende i, at de er på rette vej, og har vist dem, hvordan de kan arbejde sig hen imod deres ønskejob. De mange alternativer giver også en frihed og viser de muligheder, der er, for at de kan udvikle sig i arbejdslivet som sygeplejerske.

Det bevarer de studerendes interesse for professionen, at de kan se, at den er alsidig, og at man kan zappe rundt i fagets mange karrieremuligheder i stedet for at skulle zappe ud af faget for at få nye udfordringer.

Henriette Pedersen er adjunkt, Hanne Franklin lektor/studievejleder, og Christina Wind er kvalitetskoordinator, alle ansat i Sygeplejerskeuddannelsen København.  

Boks 1. Oplægsholdere

Oplægsholdere på Karrieredagen, Sygeplejerskeuddannelsen København 2008:

- Sundhedsplejerske
- Sygeplejerske fra Ortopædkirurgisk, Mave-tarm-kirurgisk, Neurologisk, kardiologisk afdeling
- Anæstesisygeplejerske
- Intensivsygeplejerske
- Psykiatrisk Sygeplejerske
- Gadesygeplejerske
- Læger uden Grænser
- Forsvaret
- Intern lederuddannelse
- Psykiatrisk efteruddannelse
- Pædiatrisk Efteruddannelse
- Sundhedsplejerskeuddannelsen
- Cand.scient. i klinisk ernæring
- Cand.scient. i human ernæring
- Cand.cur.
- Cand.scient.san.
- Kandidatuddannelserne på DPU
- Master of Health Management på CBS
- Master in International Health
- Master i Klinisk Sygepleje
- Master i voksenuddannelse på RUC
- Master of Disaster Management, www.mdma.ku.dk
- Karriererådgiver