Sygeplejefaglig vejledning øger arbejdsglæden

Foto: iStock

At yde sygepleje til alvorligt syge og døende mennesker kan indebære store emotionelle udfordringer for den enkelte sygeplejerske. I værste fald påvirker dette kvaliteten af sygeplejen negativt. I Afsnit for Lindrende Behandling (ALB), som er et mindre afsnit integreret i onkologisk/hæmatologisk afdeling på Roskilde Sygehus, har vi udarbejdet en strategi med målrettet fokus på sammenhæng mellem kvaliteten af sygeplejen og det psykiske arbejdsmiljø. Sygeplejefaglig vejledning er omdrejningspunktet for indsatsen. Med udgangspunkt i en case fra klinisk praksis (se boks 1) vil vi belyse, hvordan vi anvender sygeplejefaglig vejledning som et redskab til at forbedre den direkte patientpleje og sygeplejerskernes arbejdsglæde.  

De mange udfordringer

Mange problemstillinger rummer risiko for selvidentificering hos sygeplejerskerne, som kan føre til over- eller underinvolvering i patientforløbene. Ofte opleves patienter og pårørendes situation som uretfærdig - med modløshed og magtesløshed blandt sygeplejerskerne som konsekvens. Sygeplejerskerne har store forventninger til sig selv - forventninger, som deles af patienter, pårørende, kolleger og ledere. Patienternes respons på sygeplejen kan være direkte. F.eks. hvis en justering af den kvalmestillende medicin betyder, at patienten igen kan spise og drikke.

Omvendt kan patientens respons på en uløst problemstilling opleves belastende for sygeplejersken med følelsen af utilstrækkelighed som konsekvens. Eksempelvis en patient, som klager højlydt, fordi det ikke har været muligt at smertepalliere effektivt. I dette komplekse praksisfelt må opgaverne prioriteres, og det kan være svært at bevare arbejdsglæden, når opgaverne er mange og svære - og man ofte føler sig alene.

Omsorgen for de pårørende er central, og i de tilfælde, hvor patient og pårørende ikke arbejder mod samme mål og med samme udgangspunkt, udfordres sygeplejerskerne i særlig grad (se boks 2 for nogle af de udfordringer, sygeplejersker i klinisk praksis møder).   

Bearbejdning nødvendig

Studier i litteraturen peger på personalets belastede psykiske arbejdsmiljø, når praksis kendetegnes ved store emotionelle udfordringer, som medarbejderne ikke får støtte til at bearbejde. I Helle Ploug Hansens feltstudie blandt kræftsygeplejersker (1) fremgår det, at sygeplejersker, der yder pleje og omsorg til alvorligt syge og døende mennesker, er særligt udsatte for stress og udbrændthed.

Ligeledes peger litteraturen på en mulig sammenhæng mellem psykisk arbejdsmiljø og pleje- og behandlingsforløb for patienterne (2). Sammenhængen skal forstås på den måde, at et belastet psykisk arbejdsmiljø, som kan komme til udtryk gennem manglende overblik, engagement og overskud, kan medføre en forringet kvalitet af patientforløbene.

Under et studiebesøg i Trondheim på St. Olavs Hospital, Sektion For Lindrende Behandling (3), blev samme antagelse formuleret. De oplever, at i de perioder hvor arbejdsmiljøet er præget af særligt udfordrende patientforløb, bliver personalet drænet for energi og har mindre overskud til at udføre sygepleje. Vi genkender dette fra vores egen hverdag. I Helle Merete Nordentofts ph.d.-afhandling "Doing emotion work" (4) anskueliggøres samme problemstilling, og der peges på en sammenhæng mellem emotionel udfordring og kvaliteten af den udførte sygepleje.

Afhandlingen tager afsæt i klinisk supervision i et palliativt ambulatorium. Der ydes supervision dels til den samlede personalegruppe, dels i relation til den ugentlige tværfaglige konference. Dette suppleres med etnografiske observationer og videooptagelser.

Til afhandlingen er knyttet fem artikler, som præsenterer Helle Merete Nordentofts fund, og hvordan det emotionelle arbejde finder sted i henholdsvis supervisionsgruppen og under den tværfaglige konference. I artiklen "It will tear your heart apart" demonstreres det emotionelle arbejde, som idealet om at give patient og pårørende en god død afstedkommer. Artiklen belyser de følelsesmæssige bearbejdelser blandt personalet, som er resultatet af bestræbelserne på at give patienter og pårørende oplevelsen af en god død.

Artiklen redegør for, hvordan personalet kategoriserer patienterne som en del af de følelsesmæssige bearbejdelser. Eksempelvis som kategorien "ung og døende". Artiklen peger på, hvorledes disse emotionelle processer kan være medbestemmende for den pleje og behandling, der ydes til patienterne. Med andre ord kan det emotionelle arbejde få betydning for kvaliteten af de ydelser, som tilbydes patienten.

Der synes således at være en stærk sammenhæng mellem særligt udfordrende patientforløb og et belastet psykisk arbejdsmiljø og en sammenhæng mellem psykisk arbejdsmiljø og kvaliteten af den sygepleje, som udføres.

Med udgangspunkt i dette og vores egne oplevelser blev det tydeligt for os, at en intervention var nødvendig, hvis vi skulle styrke sygeplejerskernes arbejdsglæde i afsnittet og derved den sygeplejefaglige kvalitet. Vi valgte sygeplejefaglig vejledning som intervention (5) og vil i det følgende beskrive, på hvilken måde vejledningen (se boks 3) blev brugt i relation til den beskrevne patientcase.  

At se på egen praksis
Der er valgt en systemteoretisk indgangsvinkel på vejledningsseancerne og dermed et fokus på, at problemer eksisterer som en uadskillelig del i samspillet mellem mennesker. Disse sociale systemer er åbne over for impulser og er fleksible over for forandring, både indefra og udefra (6). Denne indgangsvinkel er valgt, idet den tidligere er benyttet i organisationen med stor tilfredshed. Vi er dog opmærksomme på, at dette er et valg ud af flere mulige.

Sygeplejefaglig vejledning giver sygeplejersker mulighed for at se nærmere på egen praksis. En sygeplejerske tager en bestemt problemstilling op, og vejlederen guider herefter sygeplejersken til at se på problemstillingen fra andre vinkler og sætte ord på sine tanker (7). Den fælles refleksion i vejledningsgruppen bringer yderligere vinkler på den faglige udfordring, der aktuelt vejledes om. Målet med vejledningen er, at sygeplejersken øger sin handlekompetence og udvikler evnen til at prioritere og skabe overblik (8).

Overvældende udfordringer

Da plejepersonalet i ALB mødes til en planlagt vejledning, tager sygeplejersken Anne forløbet med patienten Lone op (se boks 1).

Hun fortæller om Lones sygehistorie, om de følelser, Lone og hendes familie har vakt i hende, og om sine sygeplejefaglige udfordringer den pågældende dag. Disse havde været så overvældende, at hun siden har haft svært ved at forholde sig til de andre terminale patienter, som hun har haft ansvaret for. Hun oplever, at hun ikke er nærværende og derfor ude af stand til at give hver enkelt patient den sygepleje, hun mener, de har krav på.

Den sygeplejefaglige vejleder beder Anne uddybe det, der var specielt udfordrende på dagen, og Anne fortæller om frustrationen ved at være ansvarlig for seks patienter og magtesløsheden ved at være alene om at skulle overskue helheden og fordele ressourcerne. Anne fortæller også om de følelser, som patienten Lone vækker i hende, idet de er på samme alder og har børn på samme alder.

Alle i vejledningsgruppen kan se på Anne, at denne patient har gjort et dybt indtryk på hende, og at hun føler sig drænet for energi, nu hun genfortæller historien.

Den sygeplejefaglige vejleder spørger Anne, hvad det værste var, der kunne være sket den dag. Anne fortæller, at dette ville være, hvis hun blev overvældet følelsesmæssigt under samtalen med børnene grundet identificering - men at hun ligeledes havde fokus på justeringen af Lones medicin, så hun både var smertedækket og mentalt klar til samtalen. Derudover var hun meget spændt på, hvordan Lones mor ville takle samtalen pga. hendes nuværende indstilling til sin datters sygdom.

På spørgsmålet om, hvad der gik godt på dagen, fortæller Anne, at hun var stolt, da hun havde gennemført samtalen med familien, og efterfølgende havde fået en positiv tilbagemelding fra Lone og familien. Hun havde også oplevet, at hun formåede at fordele sine ressourcer i løbet af dagen, men at hun også havde følt sig tappet for energi, da hun gik hjem.

Da Anne skal tage stilling til, hvad hun vil gøre anderledes i den samme situation, peger hun på, at hun ville have uddelegeret nogle af sine opgaver svarende til kollegernes kompetencer - det ville have givet overskud, men dette ser hun først nu.

Vejlederen spørger nu resten af vejledningsgruppen om deres tanker om forløbet, og en kollega kan gennem en selvoplevet lignende situation følge Annes tanker og følelser. En anden kollega er nysgerrig i forhold til, hvordan Annes to kollegaer på dagen havde forsøgt at aflaste hende.

Sidst i vejledningen fortæller Anne om sit udbytte af vejledningen. Det, at hun har fået sat ord på sine tanker og fået forståelse og anerkendelse for sine faglige udfordringer fra sine kollegaer, har styrket hendes faglige selvtillid. Det at reflektere over en bestemt situation og de eksisterende samt alternative handlemuligheder har givet hende mulighed for at handle anderledes i lignende situationer fremover. Et bedre overblik og uddelegering af flere opgaver til kollegerne ville have medført et større overskud til de sygeplejefaglige udfordringer, som var knyttet til Lones behov.

Respons og anerkendelse

At sætte ord på følelser som utilstrækkelighed, magtesløshed og tvivl kan medvirke til at synliggøre modsætninger mellem fagets idealer og praksis, og sygeplejersken kan gennem vejledningen få støtte til at arbejde i dette spændingsfelt. Det kan virke befriende at opleve kolleger nikke genkendende til en vanskelig situation eller problemstilling og opleve deres anerkendelse af de beslutninger, der blev truffet i situationen. Dette er med til at skabe energi, arbejdsglæde og sammenhold i gruppen. Forhold, som ligeledes danner baggrund for faglig udvikling, og forhold, som er i harmoni med de overordnede sundhedspolitiske mål og samfundets forventninger til sundhedsvæsenet i øvrigt.

Fagligt niveau øges

Vores erfaringer med vejledningen er gode (se eksempler på sygeplejerskernes udsagn i boks 4), og når vi sammenholder disse erfaringer med resultater fra litteraturen, peger alt på, at en indsats rettet mod det psykiske arbejdsmiljø blandt sygeplejersker, der arbejder med særligt udfordrende patientforløb, medvirker til at øge det sygeplejefaglige niveau.  

Det synes nærliggende, at sygeplejefaglig vejledning ville have effekt i mange sammenhænge, da sygeplejersker ofte arbejder under pres med sygeplejefaglige og emotionelle udfordringer. Om der er andre lige så effektfulde metoder, vil vi ikke tage stilling til, men blot konkludere, at der i vores praksis er belæg for sygeplejefaglig vejledning som et positivt element i arbejdet for et styrket psykisk arbejdsmiljø og en styrket sygeplejefaglig kvalitet. Dog må vi påpege, at vejledningen ikke er løsningen på urimelige arbejdsforhold og kun kan anvendes, hvis sygeplejersken er motiveret til at se kritisk på egen praksis, samtidig med at den fremlagte problemstilling skal være af faglig-personlig karakter (9).

I et fremtidsperspektiv kunne vi ønske os sygeplejefaglig vejledning som et struktureret tilbud til alle sygeplejersker. Med kvalitet, effektivisering og arbejdsmiljø på dagsordenen i sundhedsvæsenet må vi bruge alle veje for at skabe arbejdsglæde og kvalitet.

Helle Gert er ledende oversygeplejerske på onkologisk/hæmatologisk afdeling, Sygehus Nord, Roskilde Sygehus. Gitte Topp Hansen er ledende oversygeplejerske på medicinsk afdeling, Sygehus Nord, Roskilde Sygehus.

Litteratur

1. Hansen HP. I grænsefladen mellem liv og død. København: Gyldendal; 1995.

2. Guldvog B. Hvordan påvirker sykehuspersonalets arbeidsmiljø resultatene for pasientene. I: Guldvog B, editor. Helsepersonellets arbeidsmiljø og jobtilfredshet. Akershus: HELTEF; 1997; p.85-104.

3. Kaasa S, Rønning M, Aakre M. Seksjon lindrende behandling gennem 10 år. Trondheim: Rosenborg Grafisk Kommunikasjon; 2004.

4. Nordentoft HM, Ph.D.: Doing Emotion Work, Syddansk Universitet, 2007.

5. Thorning M. Faglig vejledning for sygeplejersker. København: Gyldendal; 1995; p.6-15, 42-54, 68-74, 110-7.

6. Qvale K. Konsultasjon som metode, in Teslo A. Mangefold i faglig vejledning; p.280.

7. Teslo A. Mangefold i faglig veiledning, Rusaanes Bokproduktion AS, Stamsund; 2000; p.34-6.

8. Bruland Vråle G. Veiledning som kompetanseutvikling, in Teslo A. Mangefold i faglig veiledning; p.237-65.

9. Thorning M. Faglig vejledning for sygeplejersker, 1995 Nordisk Forlag; p.59-62, 72.