5 faglige minutter: Måske skulle vi kigge Supernursen dybt i øjnene

Læs som PDF - gå til side 66

"Sygeplejersken skal i sit arbejde anvende fagligt skøn, kritisk stillingtagen, mod og omtanke" står der i de Sygeplejeetiske Retningslinjer. Aha. Og hvordan går det så lige med det?

I den daglige praksis synes det at være helt legalt for sygeplejestuderende, nyansatte og nyuddannede sygeplejersker at stille spørgsmål og reflektere mundtligt over sygeplejerskens praksis. Den studerende forsvinder igen, men det gør den nyansatte ikke, og hvad sker der så? Efter en tid ændres sygeplejerskens ageren som ved et trylleslag. Den nye sygeplejerske bliver en del af kulturen. Hun holder op med at stille spørgsmål og undre sig, eller også er hun bare færdigoplært. Pludselig hører hun sig selv sige til en studerende, vikar eller nyere sygeplejerske: "Sådan plejer vi at gøre her."

Der er imidlertid nogle sygeplejersker, der fastholder den indlærte undren, kritiske forholden sig og vurdering af sygeplejepraksis. Vi kender dem godt. Perfektionisten, Supernursen, Kværulanten, Brokkehovedet, Fejlfinderen. Dem der får os andre til at tabe pusten, blive irriterede, føle os lidt dumme, kiksede og fagløse. Vi griner eventuelt lidt af dem og laver sjov med deres uvidenhed og evige spørgsmål til den daglige praksis. Men hvorfor? Har de ikke fat i det fundamentale i udviklingen af sygeplejen?

Måske skulle vi kigge Supernursen dybt i øjnene og lære af hendes måde at forholde sig til praksis i stedet for at blive irriterede og opleve en akut mangel på selvtillid.

Frem for at putte os i det sikre hjørne og tænke "Hov, hvorfor gjorde hun det? Er det mig, der gør noget forkert?" kunne vi finde modet til at stå frem og spørge hende. Ved at turde stille spørgsmål til andres handlinger åbnes der op for dialog og refleksion over sygeplejepraksis og dermed for muligheden for udvikling og kvalitetsløft til gavn for patienten.

Hvorfor er det så svært? Det er jo ikke hverken X-faktor eller Talent 2009. Det handler bare om at gøre de blinde pletter synlige for sig selv og kollegerne, forbedre kvaliteten af sygeplejen og øge patientsikkerheden. Måske drejer det sig om, hvordan undren og kritik udtrykkes og signaleres. Hvordan får jeg sagt til min kollega, at måden, hun vaskede hr. Hansen på, er uhensigtsmæssig uden at komme til at lyde som Peter Ålbæk, der sabler en tolvårig popstjernedrømmende pige ned?

Den konstruktive kritik er kritik af sagen, ikke af personen. Det kræver åbenhed, tillid og respekt for hinanden. Det er refleksionen og dialogen om, hvordan handlingen blev udført, der er med til at sætte fokus på vores blinde pletter. Udvikling behøver ikke kun at være en ud-af-huset-oplevelse i form af kurser og uddannelse. Det kan også bare være et fagligt skøn, kritisk stillingtagen, mod og omtanke i hverdagen.

En sygehusafdeling, hvor konstruktiv kritik er en del af kulturen, er det Utopia? Nej, jeg er ikke en ny Don Quijote, jeg tror på, at det kan lade sig gøre at få udvikling af sygeplejen ind i hverdagen. Det kræver selvfølgelig en indsats. Vi skal ville det, både som institution, fag og person. Blandt kolleger vil undren blive til udvikling, hvis den serveres kritisk, kærligt og konstruktivt. Ved at ændre holdningen til at give og modtage kritik i hverdagen, gå i dialog med kollegerne, begrunde sygeplejehandlinger og reflektere ændres praksis også. Tænk en gang, det er gratis, fagligt og personligt udviklende samt til gavn for patienten. Måske kunne det blive helt spændende at gå på arbejde.

Lotte Abildgren Schultz er 37 år og blev uddannet sygeplejerske i 1998. Siden fulgte bl.a. ansættelse på geriatrisk afdeling og thoraxkirurgisk afdeling, en specialuddannelse i intensivsygepleje og en kandidatgrad i sygepleje. Lotte Abildgren Schultz er fra oktober 2008 og et år frem ansat som projektsygeplejerske på infektionsmedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.