Vandrensning og vaccinationer over æteren

Foto: Liselotte Michelsen

Der sidder to kvinder med en baby i det tørre græs foran en forfalden bygning, som engang har været hvid. På den lerklinede væg hænger en plakat, der med tegninger og pile fortæller om hygiejne ved toiletbesøg. En stor del af befolkningen her i bjergene i det østlige Nepal er analfabeter, så kommunikation foregår med billeder og talte ord. Som i radioen. Den er netop årsag til, at kvinderne sidder her i dag. De har hørt, at der er gratis uddeling af babymad ved sundhedscenteret. Flere kvinder kommer til, sætter sig, venter tålmodigt.

Så dukker sygeplejersken op. Sani Tamang er 39 år. Hun er født i området og bor tæt ved sundhedscenteret, hvor hun har arbejdet i 15 år. Hendes formelle uddannelse er et tre måneders sygeplejerskekursus, der fokuserede på kvinde- og børnesygdomme, vaccinationer og prævention. Reelt fungerer hun som praktiserende læge. Der er otte timers vandring ad stejle bjergstier til den nærmeste uddannede læge, så før man begiver sig derhen, er det naturligt at gå til Sani Tamang, hvis altså ikke man foretrækker den lokale healer, shamanen.

Sani Tamang arbejder alene på sundhedscenteret, og hendes største frustration er, at hun er nødt til at behandle folk uden at være autoriseret til det. Hun har ikke råd til at tage en længere uddannelse. Hvis nogen er alvorligt syge, kan hun tilkalde hjælp fra det lille hospital otte timers gang herfra. Eller sende en flok mænd af sted med den syge på en båre. Men som regel forsøger hun efter bedste evne at hjælpe.

I dag undersøger Sani Tamang en femårig pige og kommer frem til, at hun har infektion i en tand. Sani Tamang giver pigens mor nogle piller. Det er de næstbedste, for de bedste er brugt op, de kommer først med næste medicinforsyning, måske om en måneds tid.

Den danskstøttede hjælpeorganisation Dialogos har været med til at etablere lokalradioen Solu FM i området, hvor Sani Ta-mang arbejder. Radioen sender bl.a. sundhedsinformation, der er produceret af udenlandsk støttede hjælpeorganisationer og det nepalesiske sundhedsministerium. Programmer om f.eks. basal hygiejne, vand-rensning, ernæring og vaccinationer. Sani Tamang oplever radioen som en stor hjælp. F.eks. har udsendelserne fået flere til at give deres børn vaccinationer. Men det er ikke kun hendes patienter, der har gavn af sundhedsprogrammerne. Sani Tamang får også selv vigtig ny viden, eller hun får opfrisket det, hun lærte for 15 år siden ved at høre udsendelserne.

Sygeplejerske og radiovært

Et andet sted i landet er en ung sygeplejerske gået aktivt ind i arbejdet med lokalradioen. I en fattig provinsby i Kathmandu-dalen har 22-årige Anita Hamal taget den officielle nepalesiske sygeplejerskeuddannelse på to år. Hun har fuldtidsjob på det lokale hospital, hvor der er én sygeplejerske til 30 patienter. I sin fritid arbejder hun som frivillig på lokalradioen Namobuddha, der har ca. en million potentielle lyttere. Her står hun for et ugentligt sundhedsprogram. Det er planen at udvide, så programmet bliver sendt hver dag.

Anita Hamal er den faste studievært, der svarer på lytterspørgsmål og inviterer gæster i studiet, f.eks. speciallæger. Hun har ofte et tema for hver udsendelse, det kan dreje sig om aktuelle epidemier i området eller almindelige sygdomme og deres symptomer.

"Mine lyttere er generelt analfabeter og ved ikke ret meget om kroppen. Så jeg fortæller f.eks. om, hvordan øret fungerer og om symptomer på forskellige øresygdomme. Folk her i området kommer ofte alt for sent til læge, så deres sygdomme er i et meget fremskredet stadie. Derfor er det vigtigt at oplyse om symptomer, så folk søger læge tidligere i forløbet."

Mavesygdomme og vandrensning er også et centralt emne i sundhedsudsendelserne i Radio Namobuddha.

"Mine lyttere er for fattige til at købe vandrensningsfiltre. Så jeg giver dem idéer til, hvordan de meget billigt og med forhåndenværende midler som en lerkrukke, sand, grus og kul kan rense vand. Jeg fortæller om bakterier og parasitter, og hvorfor det er vigtigt at koge vandet."

Der eksisterer ikke praktiserende læger eller vagtlæger i området. Hvis man er syg, er den eneste mulighed at tage på hospitalet. Sundhedsoplysning er i visse områder en mangelvare.

"Der er sundhedsinformation i tv og i skolerne," fortæller Anita Hamal. "Men hvad hjælper det, hvis man ikke går i skole og ikke har råd til et tv" I mange tilfælde er det helt basal viden, folk mangler, og når de får den viden, kan det gøre en kæmpe forskel i deres eget og deres families liv."

Et andet problem, befolkningen i Nepal står over for, er, at både sygeplejersker og læger, ligesom mange andre nepalesere, rejser til udlandet, når de er færdiguddannede.

Radiohospitalet

Anita Hamal selv ser en mission i at blive i sit land og hjælpe.

"Der er stort behov for det. Og jeg ser radioen som et rigtig godt værktøj i kampen for at forbedre sundhedsforholdene. Lige nu arbejder vi på et koncept, vi kalder "radiohospitalet". Det skal sendes på samme tid hver dag, og der skal altid være en læge med i studiet, så lytterne kan ringe og få telefonkonsultationer og generel sundhedsoplysning. Jeg tror på, at viden er afgørende, hvis sundhedssituationen i Nepal skal ændres," siger hun.

Det samme mener 50-årige Rama Shrestha, som arbejder for den nepalesiske hjælpeorganisation Tewa, der har fokus på kvinders sundhed og rettigheder. Tewa arrangerer bl.a. korte sygeplejerskeuddannelser af samme type som den, Sani Tamang har fået.

"Kvindesygdomme er et stort problem," fortæller Rama Shrestha.

"Mange kvinder lider af nedsunken livmoder, fordi de arbejder fysisk hårdt under og efter graviditeten. Ofte prøver kvinderne at skjule problemet for deres mænd, fordi de er bange for, at mændene vil forlade dem. Kvinderne er økonomisk afhængige af deres mænd, så det vil være en katastrofe, hvis manden går fra dem. Og så bliver kvinderne gravide igen, selvom deres krop ikke kan holde til det. Der opstår i det hele taget mange komplikationer i forbindelse med fødsler, bl.a. infektioner. Mange steder på landet føder kvinder stadig ude i stalden."

Problemerne forstærkes, fordi kvindesygdomme forties, mener Rama Shrestha.

"Det er tabu at tale om f.eks. menstruation, selv mellem mor og datter. Når pigerne begynder at menstruere, bruger de i hemmelighed klude, som ikke bliver vasket ordentligt, så de får infektioner. Desuden kommer pigerne ikke i skole de dage, de har menstruation, dvs. at de mister en uges undervisning hver måned og sakker bagud i forhold til drengene. Det forstærker den ulighed mellem kønnene, der i forvejen præger Nepal," siger Rama Shrestha, som mener, at sundhedsoplysning er med til at øge kvinders ligeberettigelse.