Sorte huller i hukommelsen efter seksuelt overfald

Foto: Søren Holm 

Kvinden i spejlet forekommer bekendt. Hun ser ned på sine hænder, der klamrer sig til en håndvask, mens kvalmen presser sig på. Om lidt kaster hun op. Hun løfter hovedet, og det går op for hende, at kvinden i spejlet er hende selv ...

Berit Bendtsen havde et liv i overhalingsbanen. Job som sygeplejerske på en hektisk hjerteafdeling, mand, tre drenge på fem, otte og 12 år og et aktivt fritidsliv. Hun var bl.a. suppleant til kommunalbestyrelsen. Hun var 32 år og med seriøse planer om universitetsstudier, når drengene var gamle nok til, at mor gik efter karrieren.

I dag har Berit Bendtsen et liv i nødsporet. Der sker ikke det store, men hun synes selv, hun har et godt liv. At hun er kommet langt siden overfaldet. "Jeg har været så langt ude, at jeg slet ikke kunne fungere socialt."

Umiddelbart kan man ikke mærke på Berit Bendtsen, 47 år, at hun lider af posttraumatisk stress-syndrom. I mange år vidste hun ikke, at hendes psykiske problemer skyldtes, at hun for år tilbage var blevet overfaldet af en patient. Oplevelsen var blevet fortrængt. Hændelsesforløbet er - med en psykiaters hjælp - først kommet frem her mange år efter.

Det er en rolig, afbalanceret og velformuleret kvinde, der inviterer Sygeplejerskens journalist på frokost i hjemmet i Gråsten en tidlig forårsdag i marts. Langsomt begynder hun at fortælle sin historie.

Hukommelsestab

Det er tilsyneladende en arbejdsdag som alle andre. Berit Bendtsen er som så ofte før på aftenvagt på hjerteafdelingen på Sønderborg Sygehus, og personalet ligger som sædvanlig vandret.

Mens hun står i medicinrummet, kommer en midaldrende mand ind til hende. Hun kender ham ikke. Han har kun været indlagt et par dage og hører ikke til i hendes gruppe. Han taler ikke dansk og kan kun få engelske brokker, men hun forstår, at han har ondt i hjertet og vil have en nitroglycerin. Hun lover at komme ind til ham med pillen, så hurtigt hun kan.

Da hun lidt efter kommer ind på stuen, ligger manden på sengen. Hun bøjer sig ned over ham for at give ham nitroglycerinen, som skal placeres under tungen.

Pludselig tager patienten fat om hendes hals og trækker hende ned over sig på sengen. Han holder hende i en skruestik og begynder at kysse hende på munden og halsen, mens han prøver at få hånden ind under hendes tøj. Samtidig siger han flere gange "love you," "love you." Så langt husker Berit Bendtsen med psykiaterens hjælp. Hun husker også, at han forulemper hende seksuelt og klemmer hende hårdt på halsen. Herefter er alt sort.

I næste nu står hun foran stuens håndvask og stirrer på sit eget spejlbillede. Hun sveder og skal kaste op. Sengen er tom, patienten er ikke længere på stuen.

Lidt efter finder en kollega hende udenfor på gangen. Her sidder hun på hug med hænderne over hovedet. Hun er forvirret og taler usammenhængende. Kollegaen kan se, at hun er i en choktilstand, men når ikke at gøre noget, fordi hun skal assistere ved et hjertestop. Alle har for travlt til at tage hånd om Berit, der ikke rigtig husker, hvordan hun kom hjem fra job den aften. Hun siger ikke noget til sin mand om overfaldet.

Bagefter er der sorte huller i hukommelsen. "Jeg aner ikke, hvad der er sket, fra han klemte mig på halsen, og til jeg står der foran vasken. Det er meget angstprovokerende, at jeg intet kan huske. Jeg ved ikke, hvorfor jeg står der. Jeg kan have været bevidstløs, fordi han pressede mig på halsen," fortæller hun.

Dagen efter overfaldet tager hun en tidligere bus til arbejde for at få tid til at tale med sin afdelingssygeplejerske om det, der er sket aftenen før. Han melder det videre til overlægen, og sammen går de to ind til patienten og siger, at hvis noget lignende gentager sig, vil han øjeblikkelig blive udskrevet.

"Ingen spørger, hvordan jeg har det, og ingen foretager sig videre i sagen."

Etisk dilemma

Berit Bendtsen er en rutineret og erfaren sygeplejerske. Hun har den ro og det overblik, det kræver at være på en akutafdeling, hvor man døgnet rundt er parat til at håndtere evt. hjertestop.

Som sygeplejerske er hun også vant til fysisk kontakt med patienter. Det kan slet ikke undgås og er ikke noget, man tænker over.
"Du kan ikke være berøringsangst i det her fag. Det er normalt, at hjertepatienter kan blive urolige. I tilfælde af iltmangel kan de gå i panik og klynge sig nærmest aggressivt til dig. Det sker på et splitsekund, og det er noget, alle sygeplejersker kender," siger Berit Bendtsen.

Derfor falder det hende slet ikke ind, at der kan være tale om et overfald. Hun er jo ikke på en psykiatrisk afdeling, men på en hjerteafdeling. I tankerne gennemgår hun optakten igen og igen. Hun føler, hendes faglige stolthed har lidt et knæk. For burde hun ikke have set det komme" Var der nogle signaler hos patienten, hun havde overset" Og burde hun have reageret anderledes"

På gaden ville hun selvfølgelig reagere, hvis en mand antastede hende. Råbe op og forsøge at forsvare sig. Men som sygeplejerske er det jo hendes ansvar at passe på og hjælpe patienten. Og pludselig er rollerne byttet om. Som omsorgsyder befinder Berit Bendtsen sig i et svært etisk dilemma.

Truet på livet

Få dage efter overfaldet får Berit Bendtsen et nyt chok.

Nogen har fortalt overfaldsmandens søn, hvad der er passeret. Han opsøger hende på gangen og beskylder hende for at lyve. Hun har sat en skamplet på familiens ære. Selvom hans dansk er meget dårligt, er budskabet klart: "Du må ikke melde det. Hvis du melder det, dør du og dine børn."

Sønnen understreger i de kommende dage, at han mener sine trusler alvorligt. Han er hele tiden på sin fars stue, hvor han sidder for åben dør og holder øje med hende. Hver gang hun passerer stuen ude på gangen, løfter han hånden og banker demonstrativt på den store guldring, han bærer, med familiens våbenskjold.

Berit Bendtsen har før læst artikler om æresdrab, og er hunderæd for sønnen, der truer hende og hendes børn på livet. Hun har kun tanke for ét, og det er hendes tre små drenge. Hun vil kæmpe for dem og beslutter sig for at afslutte sagen udadtil. Hun vælger at tro på, at hvis hun ikke siger noget, så sker der ikke noget. Hun klapper i som en østers og indvier stadig ikke sin mand i truslerne.

Indadtil får hun det dårligere og dårligere. Hun arbejder for fuld kraft, men kan ikke sove, når hun kommer fra aftenvagt. Sidder i timevis i stuen, mens resten af familien sover trygt. Hun bliver mere og mere angst og tør efterhånden ikke tage bussen alene hjem efter aftenvagt. Hun taber sig og vejer efterhånden kun 47 kg, og hun er normal af højde.

Overfaldet har hun tilsyneladende lagt bag sig. Både hun og hendes familie tror, at hendes problemer skyldes for meget arbejde og dårligt arbejdsmiljø på hjerteafdelingen.

Flashbacks

Berit Bendtsen har i mange år jævnligt flashbacks, hvor hun i glimt genoplever overfaldet. Hun har fortrængt alt om overfaldet fra sin vågne bevidsthed og forstår ikke, hvad der foregår i hendes hoved.

"Jeg kunne ikke forbinde de billeder, der momentvis dukkede op i min hjerne, med noget, jeg havde oplevet. Jeg troede, jeg var ved at blive sindssyg," fortæller hun.

Set i bakspejlet kan hun se, at hjerteafdelingen på Sønderborg Sygehus dengang var en utroligt kaotisk afdeling. "Vi blev hele tiden kaldt ind på fridage. Når vi var på arbejde, foregik det nonstop. Der var ikke tid til pauser, og vi nåede sjældent at spise på vagten. Der var massiv overbelægning, og alt drejede sig om at få vagten til at gå på bedste vis. Der var heller ikke noget, der hed supervision," fortæller Berit Bendtsen.

Hun synes, det havde været oplagt at tage hændelsen op på morgenmødet næste dag. "Så var jeg nok brudt sammen og havde grædt. Men så havde det måske været overstået, og jeg havde stadig arbejdet som sygeplejerske."

I stedet må Berit Bendtsen igennem en årelang kamp med depressioner og arbejdsprøvninger, før hun til sidst giver op. Det hjælper ikke, at hun i 1995 skifter arbejdsplads og begynder på Gigthospitalet i Gråsten, hvor hun er meget glad for at være. Hun vil for alt i verden ikke opgive sit arbejde.

"Gigthospitalet var en fantastisk arbejdsplads, og de gjorde alt, hvad de kunne for at tilrettelægge mine vagter, så de passede til mine kræfter. Her bagefter kan jeg godt se, at jeg slet ikke magtede at arbejde."

Berit Bendtsen må sygemeldes med depression adskillige gange i løbet af de næste seks år. Efter en langtidssygemelding er hospitalet nødt til at fyre hende. Men hun har en stående aftale om, at hun altid kan komme tilbage.

"Min afdelingsleder sørger hele tiden for at holde kontakt med mig, mens jeg er sygemeldt, og besøger mig herhjemme flere gange. Det er bestemt ikke hospitalets skyld, at det ikke går. De gør virkelig alt for at få det til at fungere."

I 2001 indvilliger Berit Bendtsen efter megen overtalelse i at lade sig førtidspensionere. Hun er da 38 år. "Det er en meget stor sorg, jeg elskede at være sygeplejerske."

Tilgiver overfaldsmandens søn

I dag er Berit Bendtsen ikke længere bitter på hverken overfaldsmanden eller hans søn, som truede hende. "Jeg har tilgivet sønnen. Han og hans familie var flygtninge og havde kun midlertidigt ophold i Danmark. Han var selvfølgelig bange for at blive sendt ud af landet og tilbage til det krigshærgede land, de kom fra. Han var selv i en utroligt presset situation," siger Berit Bendtsen.

Sygehusledelsen på Sønderborg Sygehus har hun derimod meget svært ved at tilgive.

"Jeg er så overbevist om, at jeg kunne have været sygeplejerske i dag, hvis jeg bare havde fået støtte fra min arbejdsplads efter overfaldet. Det er uhyre vigtigt, at en leder holder øje med sine medarbejdere og kan tolke evt. tegn på mistrivsel. Det er desværre ikke usædvanligt, at sygeplejersker bliver udsat for vold. Netop derfor skal vore ledere kunne aflæse vores kropssprog. De bør kende de karakteristiske tegn på, at en person befinder sig i en chokfase," siger Berit Bendtsen.

"Min ledelse kunne jo se, at jeg bare fik det dårligere og dårligere. Jeg ændrede totalt karakter fra at være smilende, glad og energisk til at være tavs og indadvendt. Var der ikke en klokke, der skulle have ringet der"" spørger hun.

Det har taget hende rigtig mange år at acceptere, at hendes arbejdsliv er slut. "Hvis nogen tror, det er fedt at gå hjemme og lave ingenting og tilmed få penge for det, må de tro om. Man mister sin identitet, når man ikke er del af et arbejdsfællesskab. Specielt i et land som Danmark, hvor arbejdslivet fylder så meget."

Men Berit Bendtsen får det bedste ud af sin situation. Hun glæder sig over de fremskridt, der er sket. "For 10 år siden lå jeg i min seng hele dagen for nedrullede gardiner."

Det har været hårde år, og også hårdt for ægteskabet. Men de er kommet styrket ud af det. Berit Bendtsen er grundlæggende et positivt menneske. Det er det, der har båret hende igennem. Det, og så opbakningen fra de nærmeste.

Hun synes, hun har et godt liv med manden, som hun har kendt siden gymnasieårene på Bornholm, og med de tre sønner, som nu er voksne. Hun har et godt socialt netværk, hun er en habil maler, og hun keder sig ikke. Det ærgrer hende bare, at hendes korttidshukommelse er så dårlig. Hun må hele tiden stille æggeuret for at huske, at hun har en gryde på komfuret eller noget i ovnen.

Berit Bendtsen har posttraumatisk stress-syndrom. Man kan ikke se det på hende. Men interviewet har taget så meget på hende, at hun må have absolut ro de næste tre dage. Der er ikke plads til flere indtryk. Nu kan hun ikke rumme mere.