Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Flere operationer bliver aflyst

Spild. På nogle punkter har sparerunden været dyr for Herlev Hospital. I øjeblikket er der flere aflysninger af operationer, fordi der er skåret i antallet af operationssygeplejersker. Det fortæller Leila Lind Larsen, ansat på operationsgangen, Plastikkirurgisk Afdeling, Herlev Hospital, og suppleant for fællestillidsrepræsentanten.

Sygeplejersken 2010 nr. 13, s. 22-23

Af:

Britta Søndergaard, journalist

1310-22-01-1
Foto: Søren Svendsen

"Før besparelserne havde vi en sygeplejerske i en løs funktion, som sørgede for at lægge instrumenterne på plads og gøre klar til næste operation, så programmet på operationsstuen forløb hurtigere. Det har vi ikke længere. Det betyder f.eks., at stuen står stille, mens personalet holder spisepause. Pausen mellem to operationer kommer tit op på 20-25 minutter, og programmet er nu så pakket, at vi tit skal udføre overarbejde.

I nogle tilfælde er konsekvensen, at operationer bliver aflyst, fordi vi ikke kan nå alle patienter i dagarbejdstiden. Anæstesien skal heller ikke have mange sygemeldinger, før de bliver nødt til at lukke en stue. Men så står der et stort hold kirurger og operationssygeplejersker, som stadig skal have deres løn. I de situationer er besparelserne en meget dyr løsning. Vi har også lavet nogle tiltag, hvor vi prøver at gøre arbejdsgange mere effektive. F.eks. har vi ændret på modtagelsen af patienterne, så de i dag kommer ind i ambulatoriet inden operationen, og det betyder, at det tager væsentligt kortere tid at gøre patienterne klar inden operationen."

Faglig sparring sparet væk

"Det psykiske arbejdsmiljø er påvirket af, at vi alle sammen har mere travlt. Efter fyringsrunden er den tid, hvor vi kan udvikle os fagligt og snakke fag og sygepleje, på det nærmeste ikke-eksisterende. Hvis vi f.eks. har været igennem et kompliceret patientforløb, er der ikke tid til at drøfte det igennem.

Udviklingsprojekter og faglig sparring er i stort omfang sparet væk, fordi det ikke rammer patienterne direkte. Men på længere sigt tror jeg, at den faglige udhuling af sygeplejen vil ramme patienterne, fordi kvaliteten af behandlingen er helt afhængig af, at sygeplejersker kan udvikle deres fag.

Ledelsen tackler tingene så godt, de kan. De er jo underlagt en politisk beslutning. Men der er ridser i lakken. Det er en stor ridse, at det faglige rum nærmest forsvinder. Jeg oplever også flere dage, hvor kollegerne er trætte og energiforladte. Hvis vi i en periode har haft rigtig travlt, så er der nogle gange en trist og tung stemning lige fra morgenstunden. Jeg vil ikke tale min arbejdsplads ned, men jeg vil gerne tale situationen ned. Og man kan da ikke lade være med at spørge sig selv: "Hvad er det for et sundhedsvæsen, politikerne ønsker" De taler om et sundhedsvæsen i verdensklasse, men det er langt fra den virkelighed, vi oplever." Patienterne forsvinder jo ikke, bare fordi der bliver færre penge."

Leila Lind Larsen, 44 år. Operationssygesygeplejerske på Plastikkirurgisk Afdeling V siden 2003. Desuden suppleant for fællestillidsrepræsentanten på Herlev Hospital.