Snigende udhuling af fagligheden

 
Foto: Søren Svendsen

"Hvornår er nok nok" Hvornår stopper nedprioriteringerne" Så sent som i dag fik vi en mail om, at vi igen skal spare. Det giver en følelse af utryghed, at der kommer nye sparerunder. Jeg har kun været på afdelingen et år og har meget, jeg skal lære. Men vi løber meget stærkt, og der er ikke altid tid til at lære nyt.

Dét, der påvirker os mest, er den snigende udhuling af fagligheden. Ledelsen gør, hvad den kan for at få det bedste ud af situationen. Der er selvfølgelig ingen, der siger, at vi ikke skal udvikle os fagligt. Men der er bare så travlt, at vi ikke når den faglige udvikling, og det kan have store konsekvenser for plejepersonalets udvikling på længere sigt. Vi arbejder hurtigere end tidligere, og jo hurtigere vi arbejder, desto større er risikoen for fejl. Jeg oplever, at der sker flere fejl i øjeblikket.

En anden konsekvens af sparerunden er, at personalet ikke længere får penge for at tage ekstra vagter, når en kollega er syg. Min fritid er dyrebar. Jeg dropper ikke bare min weekend for at kunne afspadsere en tirsdag. Men det forventes, at vi selv dækker hinandens sygdom og ferie. Generelt har vi en god stemning på afdelingen, men nogle gange kan det godt påvirke atmosfæren i negativ retning, at vi er pressede på det punkt. På min afdeling er der afskediget en køkkenassistent og en arkivansat. Der er også blevet sparet på rengøringen, og der er mere beskidt end tidligere. I weekenden bliver der ikke gjort rent, og det personale, der skal stille madbuffeten op til patienterne, er blevet skåret ned.

I forhold til patienterne er der sket en nedprioritering, som betyder, at fedmeopererede patienter med store løsthængende hudfolder ikke modtager en kosmetisk operation på det offentliges regning. Vi behandler i dag kun de sværeste tilfælde. Jeg kan godt forstå, at den type operationer må vente, når ressourcerne er pressede. Men generelt gør det mig trist at tænke på den retning, vores sundhedssystem er på vej hen imod. De fedmeopererede, som har råd, kan få behandling på privatklinik. De, der ikke har råd, skal ikke regne med at få hjælp i det offentlige."

For hvem akkrediterer vi?

"Førhen kunne vi bryste os af, at vi er uddannet til at møde patienterne, hvor de er. Men i dag har vi så travlt, at det går ud over den faglige udvikling. Der er nogle ambitioner, som måske ikke længere bliver opfyldt i samme omfang som før. Hvad skal vi være for patienterne" Hvad er vores niveau for sygepleje" I sidste ende skader det patienterne, hvis vores sygepleje bliver dårligere. Det betyder flere genindlæggelser og flere komplikationer.

Det kan godt virke mærkeligt, at vi sparer så meget og samtidig bruger så mange ressourcer på at indføre procedurer i forbindelse med akkrediteringen. Nogle gange kan man ikke lade være med at spørge sig selv: "Akkrediterer vi, fordi der kommer en akkrediteringskomité, eller gør vi det, fordi det er det bedste for patienterne"" Selvfølgelig skal vi have sygeplejefaglige standarder, men vi skal også overlade nogle procedurer til den enkelte sygeplejerskes skøn. For mig giver det f.eks. ikke nogen mening, at vi ifølge akkrediteringen skal måle BMI på samtlige patienter. Vi bruger en masse ressourcer på at leve op til akkrediteringen, selvom vi er presset økonomisk, og systemets tiltro til den enkelte sygeplejerskes kliniske blik er dalet. En sparerunde kan være en god anledning til at kigge kritisk på opgaverne og overveje, om tingene kan gøres på en ny måde. Men jeg oplever, at ressourcerne bruges på mange krav, der er fuldstændig irrelevante."

Karen Sofie Spangenberg. Rotationssygeplejerske på Plastikkirurgisk Afdeling V, Herlev Sygehus, siden 2009. Færdiguddannet sygeplejerske i 2005.