Når livet pludselig bliver revet bort

Foto: Simon Klein-Knudsen

De tungeste skridt, en pårørende kan tage, er skridtene ind i hospitalets fremvisningsrum, hvor man skal tage afsked med et familiemedlem.

Rummet er hvidt og stille. Dér midt i rummet på et leje - under et lagen med kun ansigt og overkrop synlig - ligger mor, far, mand, kone ?

Situationen er uvirkelig. Det er sidste gang, man ser dem. Nu og her og aldrig mere.

Nogle går direkte hen til sengen, kaster et blik og går hurtigt ud igen. Andre bliver der i timevis. Nogle besvimer allerede på dørtærsklen.

Inden de pårørende når så langt, har akutsygeplejerskerne været i gang længe. De har stået klar på akutafdelingen og har modtaget den afdøde. Sygeplejerskerne har også været inde i de svære overvejelser omkring, hvordan fremvisningen skulle foregå.

"Fremvisningen af afdøde bliver aldrig rutine," fortæller souschef og sygeplejerske på akutafdelingen på Køge Sygehus, Torben Brøgger Speldt.

Personalet har protokoller for samtlige arbejdsopgaver, de kan blive stillet over for i løbet af en vagt på akutafdelingen. Men der er ingen protokol, der kan fortælle, hvordan man bør reagere over for pårørende, der lige har mistet en datter som følge af en ulykke. Her må akutsygeplejersken trække på sin intuition og sin menneskekundskab.

Beskeden alle frygter

"Som sygeplejersker kan vi gøre forskellen på, om dette møde bliver vellykket. Vi er dem, der skal give den besked, som alle frygter at få. Man er som akutsygeplejerske nødt til at have et afklaret forhold til sin egen dødelighed, hvis man vil være rigtig god til at håndtere kontakten til de mennesker, som ulykken har ramt," fortæller Torben Brøgger Speldt.

Udfordringen for akutsygeplejersken består hver eneste gang i at vurdere, om den patient, som lægen har erklæret død, er egnet til fremvisning for de pårørende.

"Du kan ikke forholde dig 100 pct. fagligt til den her fremvisningssituation. Du må også i nogen grad sætte din egen personlighed på spil. Det gør ikke noget, at de pårørende kan se, at du er påvirket af situationen.

De redningsfolk, der har været til stede ved ulykken, og som kører den dræbte til hospitalet, fortæller os måske, at liget i ligposen er så medtaget, at det ikke egner sig til fremvisning. Redderne har måske stået i mørke og regnvejr, og en læge har erklæret personen død på ulykkesstedet. Det er min erfaring, at vi - når den afdøde først er vasket og gjort i stand - faktisk kan gøre ganske meget for at gøre ham eller hende egnet til fremvisning," fortæller Torben Brøgger Speldt. Han vil vove den påstand, at der er en del afdøde, der ikke bliver fremvist, fordi sygeplejerskerne på akutafdelingerne ikke har presset sig selv nok hverken fagligt eller personligt i misforstået hensyntagen til de pårørende.

"Vi må overveje, om det er vores egen angst, der afgør, om en afdød bliver vist frem. Personligt synes jeg ikke, at man uopfordret behøver at fortælle de pårørende, at deres familiemedlem måske mangler en arm, eller at benene er knust."

Det åbne vindue

Som sin allerførste handling åbner sygeplejersken vinduet på fremvisningsstuen, hvor den afdøde er blevet anbragt. Den efterfølgende afvaskning af den døde foregår efter en nøje fastlagt procedure og i absolut stilhed.

Det er en uskreven regel blandt personalet, at der hverken snakkes, synges, nynnes eller lignende imens. Når afvaskningen er gennemført, tager sygeplejerskerne stilling til, hvordan de skal forholde sig til de pårørende, som måske allerede er ankommet til afdelingen.

"Man må hver gang tage bestik af de pårørende. Prøve at fornemme hvad det er for nogle mennesker, man står over for. Hvem er de" Hvad kan de magte" Først når man har bedømt den døde æstetisk, efter afvaskningen, og har mødt de pårørende, kan man vurdere, om de her unikke pårørende er klar til en fremvisning. Akutsygeplejersken forbinder under afvaskningen den afdødes skader, nøjagtig som om der var tale om en levende person. Det kan måske også være nødvendigt at sminke den afdøde for at skjule evt. skader. Det gør vi både af hensyn til de pårørende og i almindelig, menneskelig respekt for den afdøde. Vi er altid to om opgaven og prøver at gøre ham eller hende så pæn som muligt. Det er en betroet opgave, som vi aldrig må have for travlt til," fortæller Torben Brøgger Speldt, som ser arbejdet med døde patienter og pårørende som en stor både faglig og menneskelig udfordring.

"Det er vigtigt, vi forbereder de pårørende på, hvad de skal ind og se.

Vi mennesker reagerer meget forskelligt, når vi er i chok. Det er vigtigt at have forståelse for de individuelle reaktioner og ikke pålægge de pårørende noget, de ikke ønsker. Man skal aldrig presse dem til at se den afdøde, hvis de ikke har lyst eller overskud til det. Omvendt kan akutsygeplejersken være den støtte, som gør det muligt for dem at gå de sidste svære skridt hen til den døde. Hvis du f.eks. kan fortælle, at den afdøde ser smuk og fredfyldt ud, får de pårørende som regel lidt ekstra mod."

Betydning for sorgprocessen

"Vi ved, at nogle bagefter vil fortryde og vil have det sværere i sorgprocessen, hvis de ikke får sagt ordentligt farvel. Det kan faktisk være svært at begribe, at ens kære virkelig er død. Mange begriber det først, når de står ved siden af den afdøde.

Folk reagerer meget forskelligt. Nogle aer, krammer og kysser, mens andre nøjes med at gå ind, kaste et blik og så gå ud igen. Det er virkelig sygeplejekunst at afkode, hvem der lige har brug for at holde en hånd, og hvem man skal lade være for sig selv.

Nogle gange kan sygeplejersken bane vejen for de pårørende ved at gå helt hen til den afdøde og vise, at hun eller han står helt tæt på. Det kan hjælpe de pårørende med den berøringsangst over for døden, som mange har. Det kan i visse situationer virke naturligt, at sygeplejersken som den første, rører ved den afdøde."

Den afdøde ligger typisk på en seng med ansigtet frit og hænderne oven på det lagen, der dækker kroppen. Mangler liget f.eks. et ben, forsøger vi at lave en slags attrap af puder o.l., så det ikke er umiddelbart synligt, at benet er væk. De fleste pårørende er meget autoritetstro og nøjes med at se på den afdødes ansigt og holde i hånd. De løfter ikke på lagnet, fortæller Torben Brøgger Speldt og fortsætter:

"Vi opererer også med kiggezoner, som bygger på vores faglige vurdering. Det kan være nødvendigt, specielt ved trafikulykker, hvor ligene ofte er voldsomt tilredt og kan mangle flere lemmer. I nogle tilfælde må vi nøjes med at fremvise en hånd eller et andet uskadt sted. Flere undersøgelser viser, at fremvisningen har stor betydning for den videre bearbejdelse af det uventede tab. Hvis de pårørende ikke får lov til at se deres afdødes krop, kan det give anledning til nogle skrækkelige billeder på nethinden, som slet ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Her er akutsygeplejersken nødt til at fortælle helt konkret, hvad situationen er, og forsøge at forklare, hvilke valg de pårørende skal træffe."

Der er også tidsfaktoren at tage hensyn til. De første timer efter dødsfaldet er indtruffet, vil afdøde stadig være varm og have sin egen duft. Venter de pårørende med at komme til dagen efter, vil de møde en kold krop, hvilket for nogle kan være mere traumatisk.

"Som tommelfingerregel må man sige, at de pårørende bestemmer alt. Det er deres værdisæt, der er det afgørende. Vil de se, skal de have lov. Vil de ikke, skal det accepteres og bakkes op."

Bunden opgave

Torben Brøgger Speldt fortæller, at de pårørende som udgangspunkt må blive på sygehuset lige så længe, de vil.

"Hvis det er muligt, bliver den sygeplejerske, der har taget imod de pårørende her, indtil de pårørende har fået sagt endeligt farvel og er taget hjem."

Fremvisningen kan i øvrigt fortsætte i de kommende dage. Dette vil i så fald foregå i sygehusets kapel, hvor den døde ligger nedkølet.

Fremvisning af uventet døde er en bunden opgave for akutsygeplejersker i de akutte modtagelser.

"Men det er vigtigt, at akutsygeplejersken får lov at vokse med opgaven og ikke kastes ud i de sværeste fremvisninger som helt nyansat. Nogle fremvisninger går let og ubesværet, mens andre kræver, at man mobiliserer alle sine kræfter og mod.

Alligevel er det en opgave, der - hvor modsætningsfyldt det end kan lyde - godt kan være meget livsbekræftende," siger Torben Brøgger Speldt, som har arbejdet som akutsygeplejerske i 10 år og har hjulpet mange pårørende med at tage afsked med et familiemedlem.

"Arbejdet er både livsbekræftende og tilfredsstillende, når man føler, at fremvisningen er gået godt, og at de pårørende har haft en efter situationen god oplevelse. Når man føler, de har fået sagt farvel på en god måde, og at man dermed har hjulpet dem et lille skridt videre ?"