Studerende i praksis: Patienten savner selskab

Teori og praksis går ikke altid hånd i hånd. I teorien handler alt om at tilrettelægge en individuel sygepleje til hver patient, så patienten oplever sygeplejen som værdig. Men … I mit tredje praktikforløb fik jeg tildelt en patient, som jeg skulle komme hos hver morgen.

Patienten skulle sengebades, have hjælp til påklædning og andre personlige behov. Jeg havde inden mødet med patienten læst i journalen om sygdomsforløb, pårørende, social status og bopæl for at danne mig et billede af, hvad det var for en patient, jeg skulle besøge. I journalen står der bl.a., at patienten ser meget dårligt, er immobil, og har slidgigt i hænder og fødder.

Pga. slidgigten finder jeg det naturligt at spørge patienten, om hun skal have hjælp til indtagelse af mad og drikke, og det bekræfter hun. Patienten er meget lang tid om at spise, da maden ikke må være i for store stykker, og hun er også meget ivrig efter at snakke med mig.

Derfor var det ikke unaturligt at bruge halvanden time på at hjælpe patienten med at spise. Efter at have haft patienten i tre dage får jeg at vide, at hun ikke har problemer med at spise selv, og at jeg for eftertiden ikke skal hjælpe med det. Dagen efter, da jeg er hos patienten, gør jeg, som jeg har fået besked på. Jeg stiller morgenmaden på bordet, viser patienten, hvor på bordet maden står, og forlader rummet med et ”velbekomme”.

Patienten protesterer og siger, at jeg skal hjælpe. Jeg konfronterer patienten med det, jeg har fået at vide, da jeg går ind for, at patienterne selv skal gøre det, de kan. Patienten går i gang med at spise. Da jeg forlader stuen, betragter jeg patienten fra døren og står der med en følelse af, at jeg ikke har gjort noget godt for hende.

Vi har lært, at det at hjælpe en patient med indtagelse af mad og drikke kan være meget nedværdigende, men jeg oplevede det modsatte, hvilket overraskede mig meget. Det fik mig til at indse, at teori er én ting og praksis noget helt andet.

Denne patient manglede meget tydeligt social stimulation fra andre mennesker. Episoden har givet stof til eftertanke. Man kan ikke altid regne med, at teori og praksis går hånd i hånd, det handler om at vurdere den enkeltes behov uden at berøve patienten sin frihed.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til redaktionen@ dsr.dk. Den må fylde højst ca. 2.000 tegn.