Alternativ behandling eller en tur til frisøren?
Audun Myskja
Komplementær og alternativ behandling – på vej mod en integreret medicin
Munksgaard 2010
304 sider – 348 kr.
Audun Myskja er en norsk læge, der, ud over at have specialiseret sig i musikterapi, arbejder for generel integration af alternative metoder i det officielle sundhedssystem.
Han har sammen med Reidun Myskja et center for livshjælp, som tilbyder udvalgte alternative behandlinger og kurser til selvudvikling.
Bogen giver et overblik over de mest udbredte alternative behandlingsmetoder, men må, beklager Myskja, nøjes med at se på 33 metoder for ikke at sprænge rammerne.
Kulturrelativismen, som danner klangbunden i bogen, åbner principielt ukritisk op for alle behandlinger, for der er ingen kriterier, andet end at nogle tror på dem. De dømmes ikke på deres virkning, men på hvor mange der tror på dem.
De alternative behandlingsmetoder er, skriver Myskja, fælles om et fokus på balance, afgiftning og forebyggelse. Det er sjældent, behandlingerne helbreder, og han foreslår derfor, at de bruges komplementerende til sundhedssystemets behandlinger.
Som man læser sig igennem bogen, bliver det sværere og sværere at undertrykke en dyb undren.
Hvorfor er det, at den ene behandling efter den anden, som ifølge Myskja ikke har nogen påvist effekt på den sygdom, folk søger hjælp for, skal gives plads i sundhedssystemet?
Umiddelbart virker det mest som om, at det, der kunne være enkelt om end hårdt ved terminal sygdom, gøres komplekst og uigennemskueligt, når alternative terapier inddrages. Det (natur)videnskabelige ideal, som er at komme frem til den mindst komplicerede forklaring på givne fænomener, får ikke en chance.
Bogen er relativt systematisk i sin gennemgang af virkninger (eller mangel på samme), bivirkninger, udbredelse og anvendelse.
Der er mange henvisninger til videnskabelige tidsskrifter, men det er irriterende, at der ved henvisning ikke kort refereres, hvad kilden dokumenterer, og der er også mange steder, hvor postulater står uden kildehenvisning.
Derudover henviser Myskja flere steder til egne artikler. F.eks. påstår han, at blåbær er bedre end andre bær/C-vitaminkilder med henvisning til egen litteratur. Blåbær er sikkert fine at spise, men det er ikke bevist, at de er helt særlige. Man har det, som man tager det, og i den forstand kan det være godt at være aktiv og opsøgende, når sygdommen banker på. Men jeg har fortsat svært ved at se, at de beskrevne behandlinger skulle være bedre end en tur til frisøren, en skovtur eller en koncertoplevelse.
Der er anvisninger på akupressur m.m. og et tillæg sidst i bogen, der beskriver alternative behandlinger i en dansk sammenhæng.
Af Karen Ellen Spannow, sygeplejerske og etnograf.
Et kærligt dask til offentligt ansatte
Leon Lerborg
Styringsparadigmer i den offentlige sektor
Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2010
311 sider – 550 kr.
Bogen handler om ledelse og styring i den offentlige sektor i Danmark. Der er en grundig beskrivelse af de forskellige styringsparadigmer eller tilgange til ledelse af store offentlige organisationer.
I indledningen bliver man lovet en pluralistisk tilgang, og forfatteren skriver, at han ikke vil promovere nogen tilgange og teorier mere end andre.
Forfatteren finder grundlæggende alle de eksisterende styringsparadigmer nyttige, men ser også kritisk på dem, når de anvendes forkert. Og det lykkes. Bogen indeholder ingen hellige køer. De er blevet slagtet.
Forfatteren lader sig ikke rive med af de mange stemmer, der gjalder op med nemme, entydige løsninger på alt. Helt overordnet er bogen struktureret inden for seks styringsparadigmer:
Det bureaukratiske, det professionelle, New Public Management (NPM) i både en markedsvariant og i en kontraktvariant, det humanistiske styringsparadigme og det relationelle. Budskabet er klart: Alle paradigmer har deres forcer, problemerne opstår, hvis de anvendes forkert. En klodset anvendelse i driften skyldes ikke nødvendigvis en teoretisk svaghed. Det nye inden for denne strukturering er opdelingen af NPM i en markedsvariant og kontraktvariant. Ellers er det en kendt teoretisk opdeling.
NPM opstod som et offensivt forsøg på at indføre markedsmekanismer i den offentlige sektor, og af denne trend udsprang kontraktstyring. Derfor er teorien opdelt i to dele: markedsdelen og kontraktdelen.
Forfatterens argument for teoretisk at placere kontraktstyring sammen med NPM-paradigmet er ikke skarpt. Når de offentlige chefer ansættes på kontrakt, eller en specialafdeling på et hospital lover en anden region at levere et bestemt antal operationer til deres borgere, kan det vel også anskues som gammeldags topstyring. Topledelse med et klart hierarki, hvor der bureaukratisk holdes øje med produktionen. De aftalte ydelser skal leveres, så følger pengene.
Er det ikke ledelse i det bureaukratiske paradigme? Hvor ligger markedsmekanismen i en kontrakt? Mange teoretikere kommer på tryk i denne bog, og det betyder, at den er mere teoretisk (og svær), end der lægges op til.
Bogen er tilsat mange filosofiske kilder, og der gemmer sig svære nuancer.
Forfatteren har en stor styrke ved at kende den offentlige sektor rigtig godt. Kommunernes konstante pres, regionernes kompleksitet og livet på gangene i departementerne. Hvorfor serveres der ikke flere erfaringer og eksempler?
De få eksempler er levende og indimellem skrevet med et glimt i øjet, og de indeholder et kærligt dask til de mange kulturer, som de offentligt ansatte bærer rundt på. Jurist- og Økonomforbundets Forlag kunne med fordel prøve et nyt design og layout.
Forlagets udtryk kan vist placeres i det bureaukratiske paradigme. Det ville derimod være positivt, hvis en skrap og bureaukratisk redaktør have strammet sproget!
Af Gitte Lindermann, cand.scient.pol. og sygeplejerske, ansat som specialkonsulent i Region Hovedstadens Psykiatri.
Fortidig praksis i flot bog af 40 forfattere
Ortopædkirurgi – Sygdomslære og sygepleje
Redigeret af Steen Olsen, Anne Dalgaard, Britta Hørdam, Preben Ulrich Pedersen
2. udgave 2010 Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
341 sider – 449 kr.
Bogens første generelle del giver en god indføring i overordnede aspekter inden for organisering af ortopædkirurgi, patientforløb samt ortopædkirurgisk sygepleje.
Kapitlerne er velskrevne, logisk opbyggede og tager læseren ved hånden gennem en overordnet præsentation af ortopædkirurgien.
Dog er der steder, hvor forfatteren fristes til at blive mere specifik; f.eks. kan nævnes beskrivelsen af pinpleje, hvor den beskrevne praksis desværre må siges at være fortid i flere ortopædkirurgiske afdelinger i landet.
Der findes praksisvariationer på området, og det kunne være en løsning at henvise til afdelingernes egne retningslinjer, som det også er tilfældet ved andre eksempler i bogen.
Overordnet er bogens første del en fryd for ortopædkirurgiske sygeplejersker og studerende, og jeg sidder ikke tilbage med en fornemmelse af at mangle noget. De enkelte kapitler er nok overordnede og generelle, men giver et godt afsæt til yderligere fordybelse ved hjælp af referencelister. Få steder er der desuden angivet supplerende litteratur.
I takt med tidens tendenser bliver accelererede operations- og patientforløb, patientsikkerhed og ikke mindst kvalitetssikring et tilbagevendende tema, som berøres gentagne gange i løbet af bogens første del.
Bogens specielle del giver et rigtig godt indblik i ortopædkirurgiens subspecialer med særlig fokus på den lægefaglige del. Her gennemgås centrale karakteristika ved udvalgte diagnoser, hvilket giver indsigt i de enkelte diagnosers symptomer.
De enkelte kapitler er rigt illustrerede med relevante billeder, røntgenbilleder og anatomiske illustrationer. Sprogbrugen varierer kapitlerne imellem qua de 40 forfattere, og niveauet vil i nogle kapitler være udfordrende for den studerende. I de fleste kapitler i den specielle del er der et afsnit om sygepleje i forbindelse med beskrivelse af det enkelte subspeciale. Dette er desværre ikke tilfældet i alle kapitler, hvilket ikke helt er i tråd med, at det er en bog rettet primært mod sygeplejersker og sygeplejestuderende.
Bogen er velskrevet og let læselig. Det er oplagt, at bogen er naturvidenskabeligt og sundhedsvidenskabeligt funderet og specielt med den læser i tankerne, som for første gang stifter bekendtskab med ortopædkirurgi, vil en klinisk ordbog inden for rækkevidde være en fordel.
Bogen fungerer godt som opslagsværk, og den giver indtryk af at være et flot stykke arbejde med et højt fagligt niveau. De mange forfattere udgøres af erfarne og aktive sygeplejersker og læger. Opslagsværket har bestemt sin berettigelse både for studerende og færdiguddannede sundhedsprofessionelle inden for det ortopædkirurgiske speciale.
Af Janni Strøm, klinisk sygeplejespecialist, Regionshospitalet Viborg⁄Skive.