Studerende i praksis: Rationel sygepleje

I en dagvagt skal jeg passe en 69-årig dame, som er indlagt pga. et stort venstresidigt infarkt, der har medført svær apopleksi.

Da jeg kommer ind på stuen, medbringer jeg apparater til måling af vitale værdier. Infarktet har medført, at patienten har svære neurologiske udfald i form af global afasi, højresidig hemiparese og højresidig homonym hemianopsi (en synsdefekt).

På stuen ser jeg, at patienten er en lille og meget overvægtig dame, som ligger på ryggen i sengen og er vågen. Da hun får øje på mig, rækker hun sin raske hånd ud efter mig, som hun knuger hårdt, og hun græder.

Arkivfoto: iStock

Jeg kan se på patienten, at hun vil sige noget, men ikke kan. Med sin mimik forsøger hun ivrigt at udtrykke sig ved at se mig intenst i øjnene og knuge min hånd, som hun holder tæt ved sit bryst, samtidig med at tårerne triller ned ad hendes kind.

Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal reagere. Jeg vil gerne fortælle hende, at det hele nok skal gå godt, og trøste hende, men hendes intense blik fortæller, at det ikke er, hvad hun behøver. Derfor sidder jeg lidt med hendes hånd i min, hun klemmer den let, og vi ser blot på hinanden. Jeg siger, at vi er her for hende, og at hun har lov til at være ked af det.

Kort efter kommer sygeplejersken ind, hun hilser hurtigt på patienten, hvorefter de vitale værdier måles. Dernæst får patienten hjælp til at blive vasket. Det er tydeligt, at patienten er præget af ubehag ved at ligge blottet i sengen. Hun forsøger hele tiden med den raske hånd at trække dynen over sig, samtidig med at hendes mimik indikerer frustration og afmagt. I den tid, det tager at soignere patienten, er det kun sygeplejersken og jeg, der taler sammen. Patienten medinddrages kun ved forflytninger.

Da patienten er klædt på og lejret korrekt i sengen, går vi ud af stuen. Inden vi har forladt den, signalerer patienten, at vi skal rulle gardinet for, så hun skærmes for medpatienterne. Da jeg gør det, ser jeg, at patienten vender hovedet bort og ser ud ad vinduet med et udtryksløst ansigt og græder.

Som dagen går, oplever jeg ikke, at det plejepersonale, som er tilknyttet stuen, sætter tid af til at tale med patienten om hendes situation.

Jeg orienterer mig i sygeplejejournalen, hvor jeg ser, at der intet er noteret om patientens psykiske tilstand. Det undrer mig, da patienten åbenlyst er præget af sin sygdom og giver fysisk udtryk for det. Jeg opretter derfor en plejeplan med fokus på patientens psykiske tilstand, så der bliver gjort opmærksom på problematikken. 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en pårørende, en patient eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk. Den må fylde højst 2.000 tegn uden mellemrum.