Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fløde og faglighed på plejecentret

Plejecenter Sct. Jørgensbjerg i Roskilde har en målsætning om at være det bedste plejecenter i Danmark. Formand Grete Christensen var i klinik på centeret, hvor dokumentation er i højsædet, og beboerne bliver tilbudt fristende kalorier.

Sygeplejersken 2010 nr. 19, s. 44-45

Af:

Mads Krøll Christensen, journalist

SY-2010-19-45
En del af Maria Cisars arbejdsdag går med dokumentation. Dels laver hun sin egen dokumentation, og dels hjælper hun hjælperne med deres. Centeret har et stort fokus på at sikre, at de nødvendige kompetencer er til stede. Derfor laver sygeplejerskerne en del sideundervisning af assistenterne og hjælperne i bl.a. dokumentation, kost og diabetes. ”Det har løftet niveauet meget, og de øvrige faggrupper føler sig mere trygge og er bedre klædt på, når de skal løse deres plejeopgaver,” fortæller Maria Cisar. Foto: Simon Klein-Knudsen

Antallet af sygeplejersker på Plejecenter Sct. Jørgensbjerg i Roskilde er blevet fordoblet fra 1½ til tre. Resultatet er et mærkbart løft i det faglige niveau på centeret, der har en målsætning om at være landets bedste plejecenter.

Det ambitiøse plejecenter er stedet, hvor Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen er i klinik denne gang. Hun skal følge centersygeplejerske Maria Cisar på Sct. Jørgensbjerg.

Dagens første opgave er sårbehandling på 77-årige Inger Schrøder, der bor på centerets 1. sal.

”Der er ingen sårsygeplejersker ansat i Roskilde Kommune, og derfor varetager en af centerets sygeplejersker sårbehandlingen,” fortæller Maria Cisar på vej op ad trappen.

Maria Cisar banker på døren ind til Ingers lejlighed. Åbner den og stikker hovedet ind.

”Hej Inger, kan jeg lokke dig til at slukke cigaretten?” spørger Maria Cisar og siger til Grete Christensen:

”Døren ud til gangen skal være lukket, når beboerne ryger. Men de har lov til at ryge i deres lejligheder, det er jo privat område. Det generer mig ikke rigtigt, at der lugter af røg, men jeg var lidt nervøs for den passive rygning, da jeg var gravid.”

Inger har to sår. Det ene er et tryksår fra hendes seng, mens det andet stammer fra et fald tidligere på ugen. Begge sår skal renses og have nye forbindinger. Ifølge begge sygeplejersker ser alt fint ud.

Svær dokumentation for hjælpere

Senere har Maria Cisar og Grete Christensen tid til en hurtig kop kaffe på sygeplejerskernes kontor. Over kaffen fortæller Maria Cisar, at hun de kommende tre måneder skal være tovholder på et stort internt kompetenceprojekt i dokumentation.

”I dag oplever flere af hjælperne, at det er svært at dokumentere. Hvad skal dokumenteres og hvordan? Derfor bruger jeg meget tid på at udfylde dokumentationen for dem. Projektet skal bl.a. gøre hjælperne i stand til selv at foretage deres dokumentation. Og på et højere fagligt niveau,” forklarer Maria Cisar.

Mette Otkjær, leder af Plejecenter Sct. Jørgensbjerg, og centersygeplejerske Lisbeth Bergstrup er i mellemtiden kommet ind på kontoret.

”Projektet er muligt, fordi vi ansætter en vikar for Maria i de tre måneder. Dokumentation er et meget vigtigt arbejdsredskab. Derfor ser jeg projektet som en investering og ikke en udgift,” siger Mette Otkjær. 

Omvendt kostpyramide styrker BMI

Ud over dokumentationsprojektet er sygeplejerskerne på Sct. Jørgensbjerg allerede i gang med et andet ambitiøst projekt,”God mad – godt liv”.

Under sloganet ”Græd ikke over spildt mælk – brug fløde!” har centeret været med i et kostprojekt fra Servicestyrelsen, der skal højne beboernes sundhed og livskvalitet.  

”Ældre mennesker skal helst have et BMI på mellem 24 og 30. Det højner deres livskvalitet og mindsker risikoen for sygdom og indlæggelse. Men mange ældre har generelt svært ved at tage på i vægt. Derfor har vi vendt kostpyramiden om,” fortæller Lisbeth Bergstrup, der står for kostprojektet.

Siden nytår er beboerne generelt begyndt at tage på i vægt. I januar i år var 21 pct. af beboerne på centeret kritisk undervægtige. Det antal var faldet til 14 pct. i september måned. I samme periode er antallet af normalvægtige steget fra 24 pct. til 32 pct.

Fladskærme og fællessang

Dagen rundes af i fællesrummet, hvor beboerne dagligt mødes til fællesaktiviteter. På væggene hænger to fladskærme, der viser diasshow med billeder fra de forskellige udflugter, som beboerne har været på. I dag er aktiviteten fællessang til serveringen af boller og kaffe.

Beboere, medarbejdere og Grete Christensen synger ”Jeg ved en lærkerede” til tonerne fra plejecenterets aktivitetsmedarbejder Einars guitar. 

”Der er mange dårlige historier om plejehjem og -centre i pressen. Her på Sct. Jørgensbjerg er virkeligheden en anden. Det er tydeligt, at beboerne trives,” siger Grete Christensen. 
 

Sygeplejerskernes kerneopgaver

Der er ansat tre centersygeplejersker på Plejecentret Sct. Jørgensbjerg. Det er en opnormering i forhold til tidligere, hvor der var én deltidsansat sygeplejerske plus én ansat i fleksjob. Resultatet er et stort fald i sygestatistikken, færre klager fra beboere og pårørende, et dyk i antallet af indlæggelser og en halvering af utilsigtede hændelser. I dag er sygeplejerskernes kerneopgave helhedsplejen med fokus på de komplekse plejeopgaver, f.eks. terminalpleje. Derudover står sygeplejerskerne for hele arbejdsplanlægningen og prioriteringen af plejen i huset, hvor der er ca. 50 beboere. Endelig varetager sygeplejerskerne samarbejdsrelationerne med hospitalerne og de praktiserende læger.

Kilde: Plejecentret Sct. Jørgensbjerg