5 faglige minutter: Akademisk efteruddannelse skal gavne patienten

Akademiseringen af en del af sygeplejestanden får ofte barske ord med på vejen. Senest har den fået et ordentligt rub af en flok markante ældre læger i bogen "Alle disse løfter om et tidssvarende sygehusvæsen". Akademiseringen indebærer ifølge dem, at en stigende del af sygeplejerskerne kommer alt for langt væk fra patienterne. De særligt veluddannede sygeplejersker skubber sig ind på høvdingeposter, feder sig på uvedkommende kurser, skriver helt uforståelige stillingsopslag og er tilsyneladende revnende ligeglade med, at sygeplejerskerne på gulvet har alt for travlt og ikke bliver tilgodeset med relevant efteruddannelse og ordentlig løn, lyder anklagen. De utilfredse læger mener, at det mest markante resultat af de akademiske sygeplejerskers virke er, at ellers enkle ting bliver gjort indviklede.

Og kritikken kan såmænd også høres blandt nogle ældre sygeplejersker, der ikke er helt tilfredse med tendensen til, at der skal være møde hver gang, der er givet et bækken, som jeg har hørt én udtrykke det. Mange er også betænkelige ved, at de sygeplejestuderende ikke mere er en del af arbejdsstyrken på afdelingen. Det betyder, at de ikke bliver integreret i sygeplejekulturen, som det skete før, hvor de tidligt var medansvarlige for patientplejen. Endelig mener mange, at flere ville søge ind på sygeplejerskeuddannelsen, hvis den var mere praktisk orienteret.

Mine seneste erfaringer med akademiseringen består i, at jeg har været censor på masteropgaver i sundhedsantropologi. Det er mit overordnede indtryk, at de studerende er glade for at få indsigt i, hvad antropologien kan forklare om sammenhængene mellem sundhed og kultur.

Men det hænder ret ofte, at jeg tænker, at de studerende har alt for store forventninger til antropologi. For trods alt det gode, der kan siges om antropologi, så er det ikke just en praktisk disciplin. Fortolkninger er sjældent handlingsanvisende, og at være god til at reflektere over faglige forhold gør ikke nødvendigvis én mere empatisk.

Når det er det offentlige, der betaler for videreuddannelse, kan man forvente, at den skal gavne sundhedsvæsenets målgruppe, altså patienterne, og i de konkrete eksamensopgaver er det også ofte nævnt som en målsætning. Men mange af opgaverne kan bringe én i tvivl.

Først på året var jeg til møde med en flok kollegaer udi etnografien (=antropologien) og syntes, det var en god lejlighed til at spørge, om de vidste, hvorvidt den sundhedsantropologiske uddannelse var blevet noteret som noget, der havde en positiv effekt for patienterne. Der blev lidt stille, og den almindelige mumlen gik mest i retning af, at det vel primært var de studerende, der skulle have glæde af uddannelsen. Til slut skar en klar og kontant replik igennem: "Jamen sygeplejerskerne tager jo den uddannelse for at slippe for patienterne!" Så var emnet ligesom uddebatteret i det forum.

Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal mene. På den ene side er god praksis dybt afhængig af god teori, på den anden side kan faglig intuition og praktisk håndelag i mange konkrete situationer sagtens være bedre end kendskab til komplicerede teorier. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er vigtigt, at patienternes ve og vel fastholdes som den primære målsætning for de akademiske efteruddannelser. Hvis man kun uddanner sig med egne fordele for øje, er der en risiko for, at det, man lærer, ikke gavner andre.

​Karen Ellen Spannow er 65 år og næsten pensionist. Hun blev sygeplejerske i 1969, mag.art. i etnografi i 1987 og ph.d. i 1999.

Arbejdslivet har budt på sygepleje, undervisning, forskning, formidling, ledelse og konsulenttjanser inden for områder som flygtninge, stofmisbrug, udviklingsbistand, sociale problemer, sundhed og sygdom, vold mod kvinder m.m.

Klummen “5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.