Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2010 nr. 6, s. 56-60

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

De virkelige eksperter er patienterne

Anne Mette Graubæk (red.)

Patientologi. At være patient

Gads Forlag 2010-224 sider
249,95 kr.

SY-2010-06-boeger%20(1)Patientologi er et oplagt emne i sygeplejerskeuddannelsen. Nu er der kommet en bog, der går i dybden med dette emne.

Min første tanke, da jeg fik bogen i hånden, var: "Bare den nu har medtaget de virkelige eksperter på området, nemlig patienterne," og jo, patienterne har en fremtrædende rolle i denne bog.

Bogen indledes med fire personers egne beretninger om henholdsvis at have pådraget sig en rygmarvsskade, at have fået en nyretransplantation, at have kræft og at have afasi efter en hjerneblødning. Vi læser om deres møde med behandlersystemet, der ikke altid er uden problemer, og vi erfarer, hvordan personerne kommer videre med deres liv.

Derefter ser vi, hvordan disse beretninger kan give os en dybere forståelse af det at være patient. Vi bevæger os ind i hermeneutikken og får indblik i, hvordan fortællingen kan anvendes videnskabeligt.

Vi ser, hvordan erkendelse kan føre til ny viden gennem epistemologien og afrunder med ontologi og etos, hvor den nye viden omsættes til grundlæggende værdier.

Forskningsbaserede teorier om at være syg præsenteres, og forskellige analysemetoder til at anvende fortællingen forskningsmæssigt bliver gennemgået.

Ud fra teorier om selvforståelse og om at genfinde mening med tilværelsen afdækker det næste kapitel rehabilitering som patientens kamp for at komme videre med livet. Med udgangspunkt i teorier om syn på krop, autonomi og relationel afhængighed afdækkes det, hvordan det er, når kroppen svigter, og man er afhængig af andres hjælp. Såvel patientens, plejepersonalets og det teoretiske perspektiv inddrages.

Hvilke faktorer influerer på, at en patient opfattes som vanskelig" Hvordan er det at være pårørende til et menneske med en langvarig kronisk sygdom" Hvorfor skal man uddannes til at være patient i diverse patientskoler" Det er emner, der tages op såvel ud fra erfaringer som teoretisk.

Bogen afrundes med et kapitel om udviklingen inden for patientkulturen i de sidste 200 år. Det afdækkes, hvordan kulturen bevæger sig fra det autodidakte over umyndiggørelse og fremmedgjorthed til informeret medansvar. Samtidig belyses det, hvordan sundhedsvæsenets hierarki ændrer sig gennem tiden.

Om jeg er begejstret" Ja, det er jeg. Bogen er skrevet af kvalificerede folk, som brænder for deres emne. Bogen slipper aldrig, at patienten er i centrum, og at det er patientoplevelser, der danner grundlaget for patientologien. Dette understreges yderligere af bogens nænsomme sort-hvide fotografier.

Af Jens Bydam, sygeplejerske, cand.phil.

Avanceret fagterminologi for fordybere

Raben Rosenberg, -Per Jørgensen, Poul Videbech
Klinisk neuropsykiatri - Fra molekyle til sygdom
Fadl's Forlag 2009
380 sider - 299 kr.

SY-2010-06-boeger%20(3)Lad det være sagt med det samme: Denne bog er ikke en læseletbog! Vi har at gøre med en lærebog, der på dybtgående og systematisk vis opdaterer læseren med den nyeste viden inden for neuropsykiatrisk forskning. Indholdsmæssigt rummer bogen en afgrænsning af emnet, neuropsykiatriens historiske udvikling, hjernens anatomi og centralnervesystemets struktur og funktion.

Der sættes fokus på genetiske forhold og refereres til adfærdsgenetiske studier samt molekylær genetik.

Kendte og betydningsfulde metoder i den neuropsykiatriske udredning gennemgås, herunder den neuropsykologiske undersøgelse og de nyeste avancerede teknologiske landvindinger inden for billeddannende undersøgelsesmetoder.

Neuropsykiatrien tager udgangspunkt i den biomedicinske sygdomsmodel med fokus på sygelige processer i individet opstået i et kompliceret samspil mellem arvelige og miljømæssige faktorer, dvs. i samspillet mellem de tre komponenter: Det biologiske, det psykologiske og det sociale. I bogen er det fortrinsvis den biologiske del, der fokuseres på.

Hovedgrupperne af lidelser klassificeret efter ICD-10 diagnosesystemet gennemgås med den neuropsykiatriske vinkel som omdrejningspunkt. Det vil sige, at der gennemgående er stor opmærksomhed omkring biokemiske og molekylære forhold i beskrivelsen af de enkelte sygdomme og behandlingen af dem.

Sygdomme, som spænder fra organiske psykiske lidelser og neurologiske lidelser som Parkinsons sygdom og dissemineret sklerose til skizofreni, affektive lidelser, angsttilstande samt personlighedsforstyrrelser.

Bogen er skrevet af læger og psykologer og henvender sig primært til studerende og færdiguddannede fra disse faggrupper, men andre grupper inden for psykiatrien inviteres også til at lade sig inspirere af den.

Den forudsætter efter min mening faglig viden inden for feltet og inden for anatomi, fysiologi og biokemi. Det faglige niveau i bogen er højt inden for dette meget specifikke område, og fagterminologien er avanceret.

For sygeplejersker er den relevant, såfremt man ønsker at gå et spadestik dybere ned i den biologiske forståelse af psykiske lidelser. Bogen er baseret på de moderne hjernevidenskabers forståelse af hjernefunktioner.

Af Sonja Bech, afdelingssygeplejerske i distriktspsykiatrien i Virum.

Mest til universitetsstuderende

Peter Stray Jørgensen og Lotte Rienecker

Studiehåndbogen.

For studiestartere på de videregående uddannelser

Samfundslitteratur 2009
323 sider - 268 kr.

SY-2010-06-boeger%20(5)"Studiehåndbogen" er redigeret af Jørgensen og Rienecker, som også står bag bestselleren "Den gode opgave". Bogen rummer bidrag af en række undervisere, vejledere og studieadministratorer primært fra det københavnske universitetsmiljø.

Formålet med bogen er, at nye studerende på mellemlange og lange videregående uddannelser kan skaffe sig praktiske informationer, råd og vejledning til en god studiestart. Bogen er skrevet i et let forståeligt sprog, og indeholder emner som studieplanlægning, akademiske fremstillingsformer, studielæsning og skriftlige opgaver. Den behandler også emner, som rækker ud over studiestarten, f.eks. klager, læse- og skrivevanskeligheder og økonomi.

Det er en stor gevinst, at emner, som ikke tidligere har været belyst i danske studiehåndbøger, tages op. F.eks. kapitlet om mundtlige oplæg i undervisningen og et godt afsnit om feedback. Begge afsnit er ikke blot relevante for studerende, men også for studievejledere og undervisere.

Kapitlet om informationshåndtering skal fremhæves. Her er en kort og præcis beskrivelse af praksis for akademisk kildehåndtering. Søgeprocessen skitseres klart og let forståeligt, og der gives detaljerede anbefalinger for brug af kilder.

"Studiehåndbogen" indledes med en grundig læsevejledning. Det er hensigten, at læseren skal danne sig et hurtigt overblik over bogen og derefter bruge den efter behov.

Hvert kapitel indledes med en boks, hvor kapitlets pointer sammenfattes. Budskabet i det enkelte kapitel fremstår på denne måde tydeligt og overskueligt.

En overskuelighed, som indimellem kan være vanskelig at fastholde ved gennemlæsningen af det enkelte afsnit. Der er mange henvisninger og overlap afsnittene imellem, hvilket til tider kan gøre det vanskeligt at bevare overblikket over stoffet. Formen kræver, at man lærer bogens opbygning godt at kende.

Undervejs i bogen præsenteres flere skemaer f.eks. til studieplanlægning, opgaveskrivning og forberedelse af mundtlige oplæg. Skemaerne kan downloades og efterfølgende redigeres efter den studerendes behov.

I kapitlet om økonomi under studiet ville en henvisning til SU-hjemmesiden være relevant. Et kapitel af denne art forældes på kort tid.

På konkrete områder henvender "Studiehåndbogen" sig i højere grad til studerende på universitetsniveau end til studerende på professionsbacheloruddannelserne. Det kan give anledning til forvirring og tvivl hos studerende på professionsbacheloruddannelserne. Bogens opfordring til den studerende om i visse situationer "at tone uddannelsen i en anden retning" er oftest ikke mulig her.

Vanskelighederne ved at nå hele målgruppen kommer tydeligst til udtryk i kapitlet om eksamensklager. Kapitlet indeholder relevante overvejelser, som studerende bør gøre sig, inden der klages over en eksamen. De regelsæt og klageveje, der henvises til i kapitlet, gælder dog ikke for studerende på professionshøjskolerne.

Af Margrethe Skovgaard Larsen, lektor og studievejleder, og Anette Dennig, adjunkt og studievejleder, begge Via University College, sygeplejerskeuddannelsen i Århus.

Florence og feminisme er en dårlig cocktail

Åsa Moberg

Hon var ingen Florence Nightingale

Människan bakom myten

Natur og Kultur 2009
266 sider - 172 skr.

SY-2010-06-boeger%20(6)På trods af at det i år er 100 år siden, Florence Nightingale døde, lægger den svenske forfatter Åsa Moberg ikke skjul på, at hun i en årrække har været optaget af Florence Nightingale, desværre byggende mere på myter end på historiske kendsgerninger.

Bogens formål er at give læseren mulighed for at forstå, hvordan selv den mest dokumenteret intellektuelle og pengeinteresserede kvinde af historiens mytedannelser kan forvandles til sin egen modsætning. "Hvordan myten forvandler en viljestærk, handlekraftig ildsjæl med mageløs strategisk begavelse til en rar, stilfærdig person uden interesse for økonomi og magt" (egen oversættelse).

Bogen indeholder mange oplysninger om Florence Nightingale og hendes familieforhold. Det er kendt stof, og på flere områder må jeg sætte spørgsmålstegn ved oplysningernes historiske rigtighed.

Det, der adskiller denne bog fra mange andre om Florence Nightingale, er forfatterens forsøg på at sætte hende ind i en nutidig feministisk ramme og sammenholde denne med aktuelle svenske forhold. Florence Nightingale var barn af victoriatiden med dens klassedeling, industrialisering, imperialisme, brydninger mellem religiøse retninger og politiske bevægelser samt ikke mindst den gryende kvindefrigørelse. Midt i denne turbulens var Florence Nightingale en mønsterbryder, som fra velhavende kår søgte en anden mening med livet end den sædvanlige for kvinder i hendes situation.

At hun valgte plejen af de syge som udgangspunkt, var en naturlig konsekvens af den opdragelse og uddannelse, hun fik takket være sin far, og besøg hos fattige og trængende med sin moder. De dannelsesrejser, hun foretog, udvidede hendes forståelse for de sociale forholds betydning og inspirerede hende til yderligere aktivitet.

Det var hendes politiske kontakter, hendes gode forstand, viljefasthed og arbejdsomhed, der førte hende til Krim, men det var den kendsgerning, at der for første gang var krigskorrespondenter med i første linje, som rapporterede om de grusomme forhold, der gav Florence Nightingale det gennembrud, som dels skabte myten om den barmhjertige engel, dels åbnede dørene for, at hendes forslag til forandringer vandt gehør. Forandringerne fik verdensomspændende indflydelse på sundhedsvæsenet, bl.a. fordi hun insisterede på en gedigen uddannelse i at pleje de syge.

Florence Nightingale opfandt ikke sygeplejen, men hun gik med dannelsen af sin skole foran i separeringen af plejen fra religionen, og hun fastholdt victoriatidens normer for adfærd, dannelse og påklædning af kvinder, som skulle have uddannelsen og udøve faget.

I sygeplejerskesamfund verden over opfattes Florence Nightingale ikke som en "rar, stilfærdig person uden interesse for magt og økonomi", men som en viljestærk og vidende, og også stridbar personlighed, som lagde fundamentet til den verdslige sygepleje. Hendes grundlæggende forståelse af, hvad sygepleje er, som det bl.a. kommer til udtryk i "Notes on Nursing", er bredt anerkendt og læses af mange sygeplejersker.

Sygeplejersker fejrer fortsat Florence Nightingales dag den 12. maj, og der kommer stadig midler ind i den fond, der bærer hendes navn og virker til fremme af uddannelse og faglighed.

Det er således ikke Florence Nightingale, som hun var, men derimod "Englemyten" og victoriatidens normer, sygeplejersker vender sig imod.

Man må håbe, at Åsa Mobergs bog når ud til et publikum uden for sygeplejekredse, som kan sortere den feministiske tilgang fra, så ved de mere om Florence efter endt læsning.

Bogen er forsynet med et noteafsnit, en litteraturliste og et navneregister, så kildematerialet er let tilgængeligt.

Af Kirsten Stallknecht, sygeplejerske, tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd

   

Titlen lover for meget

Dorit Ibsen Vedtofte (red.)

Pædagogik - for sundhedsprofessionelle

Gads Forlag 2009
170 sider - 229 kr.

SY-2010-06-boeger%20(7)Bogens hensigt er at beskrive det pædagogiske samspil mellem den voksne, kompetente patient og den sundhedsprofessionelle.

I det indledende kapitel belyses, hvordan pædagogikken har været en del af sygeplejen fra dennes begyndelse, og hvordan der op gennem tiden er blevet lagt stadigt større vægt på pædagogikken. I sig selv ikke særligt interessant.

Det interessante havde været at få beskrevet, hvordan pædagogikken udmøntede sig, og hvordan den har forandret sig i denne periode, om samme udvikling ses i de øvrige sundhedsprofessionelle uddannelser, og en forholden sig til hvilke påvirkninger, der er skyld i udviklingen. Derefter beskrives det pædagogiske felt kort i lyset af den nye sundhedslov illustreret ved en klagesag fra sygeplejens funktionsområde.

Det bliver præciseret, hvad sundhedsloven betyder for den kliniske praksis belyst ved den pædagogiske udfordring inden for informationspligt, akkreditering og optimerede patientforløb.

Efter en meget kort gennemgang af de traditionelle videnskabsteoretiske retninger uddybes, hvordan den pædagogiske praksis påvirkes af begreber som evidens, fænomenologi, hermeneutik og konstruktivisme, men en kritisk stillingtagen til disse påvirkninger mangler.

Dernæst introduceres vi til begreberne information, vejledning og undervisning, vi ser, hvordan rollefordelingen er inden for hvert begreb, og hvordan begreberne i realiteten overlapper hinanden.

Didaktikken bliver præsenteret gennem tre modeller, der kan give den sundhedsprofessionelle inspiration til planlægning af undervisningsforløb.

Hvilke informationsbehov forskellige patienter kan have, ses i lyset af en opdeling af patienter i bestemte kategorier. Det farlige ved en sådan fremgangsmåde er, at det kan skabe stereotype i stedet for individuelle forløb. Vi får dernæst et bud på, hvordan vejledning kan forløbe spændende, fra rygeren, som skal afvænnes, over kræftpatienten til den indlagte indvandrer.

Forskellige læringssyn bliver gennemgået, og erfaringsbegrebet afdækkes gennem erfaringspædagogiske indfaldsvinkler, og mekanismer, der forårsager at læring i nogle tilfælde ikke finder sted, beskrives.

Bogen slutter med at gennemgå forskellige typer patientskoler, og det afdækkes, hvilken type patienter disse skoler henvender sig til.

Jeg havde forventet en bog, der kunne bruges på tværs af de sundhedsprofessionelle uddannelser, hvilket titlen jo lægger op til, men da der i stor udstrækning er fokus på sygeplejen og meget lidt på de øvrige sundhedsprofessionelles funktionsområder, må jeg konstatere, at denne bog ikke adskiller sig væsentligt fra andre lærebøger i pædagogik relateret til sygeplejerskeuddannelsen.

Af Jens Bydam, sygeplejerske, cand.phil.

Indpakningen snyder

Mette-Marie Davidsen (red.)

Den levende familie

Hvordan nærvær gi´r selvværd

Lindhardt og Ringhof 2009
224 sider - 299,95 kr.

SY-2010-06-boeger%20(8)Mange vil utvivlsomt, som jeg, synes, at dette er en indbydende bog at få i hænderne. Titlen: "Den levende familie", giver positive associationer og grafik og layout er lækker.

Målgruppen er forældre, og de er bogen igennem i fokus. Budskabet er, at forældrenes trivsel er afgørende for familiens trivsel. Det er ikke børnene, som skal forandre sig, for at børn og forældre kan fungere, det er forældrene. Mange børns trivselsproblemer er symptomer på mistrivsel hos de voksne.

Børn formes af den stemning, der skabes af de voksne i familien. Nærvær og positiv kommunikation benævnt som: "Det Anerkendende Nærvær" og "Den Anerkendende Dialog" er vejen til positive forandringer og harmoni.

Konfliktoptrapning og håndtering beskrives med metaforer fra cykelsporten:"At køre på den lille eller store klinge." Den lille klinge er den hurtige og impulsive. Børn kører naturligt på den lille klinge, når de voksne gør det, går det galt og ender i konflikt.

Den store klinge repræsenterer det langsomme og reflekterede, overblikket bevares og det er her mestringsstrategierne udvikles. Det går selvsagt bedst, når de voksne det meste af tiden befinder sig på denne klinge.

"Det Anerkendende Nærvær" og "Den anerkendende Dialog" eksemplificeres med små cases og en dialog imellem et par, Dorthe og Anders. Inspirationen er hentet fra Imago metoden, som er en parterapimetode.

Et af kapitlerne hedder: "Anerkendende dialog med børn". Det er ikke et langt kapitel, desværre, for på de sider slap jeg for de indre suk og støn, der undervejs konstant truede min koncentration. "Tænk over din kritik og skæld ud", "At rose har sine torne", "Sænk tempoet", "Sæt ord på", "Undgå (for) mange spørgsmål" er nogle af overskrifterne i favotitkapitlet om at se og anerkende sine børn.

Det var en lang bog at komme igennem. Jeg blev distraheret af de utallige gange "Det Anerkendende Nærvær" og "Den anerkendende Dialog" med stort bliver gentaget. Der er lidt halleluja over det. Lær dette og din lykke er gjort. Den beskrevne pardialog virker kunstig, og tonen er bogen igennem er for friskfyragtig efter min smag.

Den lærte lektie er her, at det er ikke al smuk indpakning der matcher indholdet.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune